Dorthe Elimar: Med snuden i sporet

Det kan da godt være, at hun på overfladen ligner en ”pæn” bankdame. Men i virkeligheden har Dorthe Elimar haft et dramatisk og farverigt liv, der har forbløffende lighed med manuskriptet til en dansk dogmefilm: Fra pigeværelset og Puk-bøgerne, drønede hun direkte videre til en hæsblæsende karriere i IBM. I direkte forlængelse af det, fandt hun den helt store kærlighed hos en aalborgensisk biografkonge, der havde et alkoholproblem i det første år af ægteskabet. Hun endte på toppen af Aalborg med flere film på nethinden, end de fleste kan forestille sig. Her er et portræt af administrationschef Dorthe Elimar fra BioCity Aalborg.

Tekst: Sussie Munk & Foto: Marie Knap

 ”Hvis jeg sådan skal karakterisere hende, vil jeg sige, at hun først og fremmest har ”snuden i sporene.” Det er hendes absolutte styrke, at hun altid følger et projekt til dørs, når hun går i gang med det. Hun er så dedikeret, at hun nogle gange har haft svært ved at opgive selv dårlige projekter. At vi kan arbejde så godt sammen stadigvæk, selvom vi blev skilt, skyldes en viljesakt og en beslutning om, at selvom vi ikke kunne få det til at køre privat, så ville det være åndssvagt at smide alt det over styr vi sammen havde opbygget i biograferne. Er man i denne her branche er man næsten lige så dedikeret til det, som hvis man er i cirkus, og det er Dorthe også. Vi supplerer hinanden rigtigt godt, og i kraft af, at vi har været gift, kender vi hinandens stærke og svage sider, og har set alle de sider af hinanden, der tænkes kan.” Sådan lyder ordene fra Boye Elimar, der er direktør i BioCity Aalborg og som har været gift med den kvinde, der i dag stadig er hans administrationschef, nemlig den 62 årige Dorthe Elimar.

En almindelig pige
Business Class har mødt Dorthe Elimar, der hvor hun tilbringer det meste af sin tid: I BioCity i Aalborg. Hen over en kop kaffe fra kiosken og med udsigt til filmplakater og trailere på storskærme, begynder Dorthe med begyndelsen: Hun er født og opvokset i et trygt og godt bardomshjem i Fårup nær ved Randers.

– Min far var forretningsfører i en korn- og foderstofforretning, så der var ligesom indbygget to årlige ”katastrofer”, nemlig når der skulle sås, og når der skulle høstes. Min mor gik hjemme og passede min lillesøster og mig. Jeg var bare sådan en helt almindelig pige, der legede og læste Puk- og Sussie-bøger på mit værelse, fortæller Dorthe. Inde i den almindelige pige, var der imidlertid også en stålsat og lidt rebelsk personlighed, der begyndte at bryde ud i gymnasietiden, hvor Dorthe droppede ud lige inden eksamen i 1G.

– Jeg var ikke engageret, og jeg havde ikke hjertet med. I stedet valgte jeg at gå i lære som advokatsekretær, og min far syntes, det var sådan en god idé, fordi så havde jeg da en fornuftig uddannelse. Men det var frygteligt kedeligt. Jeg tror aldrig, at jeg har kedet mig så meget. Alt skulle bilagsrevideres, og vi sad der med de store bogholderimaskiner og kontobladene, og ud over maskinens larm, var der så stille så stille. Det passede slet ikke til min personlighed, så da jeg var udlært gjorde jeg noget helt andet – jeg fik arbejde som tjener på Fiskerestauranten i Skagen – det var i sommeren 1971, husker Dorthe.

Lillesøster fik hende til Aalborg

– Da jeg så havde tjent penge nok, tog jeg på Herning Højskole – det var en socialpædagogisk højskole og en helt anden verden, siger Dorthe og morer sig ved tanken om det kultursammenstød, hun helt bevidst opsøgte. Skolen havde et samarbejde med Kriminal- og Ungdomsforsorgen, og det betød, at en tredjedel af eleverne var mere eller mindre belastede eller kriminelle og uden for pædagogisk rækkevidde.

– Det var spændende – nogle blev anholdt og andre røg hash, fortæller Dorthe. Efter højskolen flyttede hun til Aalborg og gennemførte den HF på Hassris gymnasium, som hun havde lovet sig selv.

– Det var faktisk min lillesøster, der fik mig til Aalborg, fordi hun havde bosat sig her, og så valgte jeg at gøre det samme, fortæller Dorthe. Det var atter tilfældet, der førte Dorthe Elimar i den rigtige retning. Efter HF begyndte hun på AUC og læste samfundsfag. Det tog ca. halvandet år, så var det tydeligt, at alle de studenterpolitiske diskussioner og teoretiske snik snak var alt for langhåret til hende. I stedt for fik hun et job i universitets administration, hvor hun fra begyndelsen blev meget fascineret af mulighederne i kontorets avancerede ”tekstbehandlingsmaskine” fra IBM.

En fisk i vandet

– Dengang før computerne var tekstbehandlingsmaskinen en revolution der betød, at man kunne blande tekster og registre osv. Jeg blev så fascineret af den, at jeg i 1977 sendte en uopfordret ansøgning til IBM, kom til samtale og fik et job som instruktør i tekstbehandlingsmaskiner, fortæller Dorthe. Det blev begyndelsen på en lang karriere i IBM, hvor hun var med til at udvikle store applikationer og servicere og undervise  store kunder. Senere flyttede hun til København og arbejdede med competitetive marketing . Det udviklede sig til en stilling som international program manager med undervisningsopgaver i Europa, Mellemøsten og Fjernøsten i fire år.

– Jobmæssigt havde jeg det som en fisk i vandet. Men jeg faldt aldrig rigtigt til i Købehavn, for jeg havde 160 rejsedage om året og var jo stadig single, selvom jeg var begyndt at ses on og of med Boye, som jeg havde mødt i Aalborg, fortæller Dorthe.

Ny tilværelse på fem uger

Hendes tilværelse vendt 180 grader på seks uger hen over sommeren 1989. Da var hun 39 år. Hun ønskede på det tidspunkt at prøve kræfter med personaleansvar i IBM, men blev meget skuffet og forundret over IBM’s tilbagemelding, der lød, at hun altså var ”for gammel” til den opgave. Det var dengang de ideelle ledere i den blomstrende IT-branche var 25-årige yuppier med hyttesko, støttepermanent og lyserøde polotrøjer.

– Ingen sagde op i IBM dengang, men det gjorde jeg så. Og i løbet af ganske få uger flyttede jeg tilbage til Aalborg, blev gift med Boye i Klosterkirken og fik job som administrationschef i Scala, BIO 5 og Astoria, fortæller Dorthe. Inden hun tog det store spring underskrev hun Danmarkshistoriens nok mest utraditionelle ansættelseskontrakt, hvor der stod, at det kun var biografernes bestyrelse og ikke Boye, der kunne fyre hende. Man er vel forretningskvinde.

Jeg anede ikke, hvad film var

– I løbet af de år der fulgte, har Boye nok alligevel fyret og ansat mig 30 gange, for vi har begge to temperament, og det kunne og kan slå gnister imellem os, griner Dorthe. Hun husker tilbage på de første år med et smil på læben. Hun havde jo pludselig ansvaret for 60 ansatte og to biografer.

– Jeg anede ikke, hvad film var. Jeg kan huske, at jeg chokerede staben ved at spørge: ”Hvad laver I, når der ikke er forestillinger?” Meget hurtigt efter min tiltrædelse var jeg med til at arrangere et stort anlagt filmtræf i det gamle Astoria, og der blev helt stille, da jeg nysgerrigt spurgte, hvad en ”trailer”, egentlig var for noget. For mig var det jo sådan én, man spænder bag på en bil, griner Dorthe.

Opgaverne er ikke et debatoplæg

Hun fik dog hurtigt lært, hvad en trailer er, og at man har masser at lave i en biograf, også når der ikke kører film.

– Jeg er rigtig glad for mit arbejde i dag. Vi er 85 medarbejdere, og jeg synes, at det er en stor glæde at få et team til at fungere. Det er en arbejdsplads med mange unge, og for manges vedkommende er det første gang, de er ude i virkeligheden, hvor ”NU” og ”SKAL” er almindelig ord, og hvor opgaverne ikke er debatoplæg. De fleste vokser vældigt med opgaverne, og det er meget livsbekræftende at se, hvor meget det betyder, at man regner med dem, at de er en del af noget, fortæller Dorthe Elimar. Hun har uddannet sig til NLP-coach – en uddannelse hun sætter stor pris på – både som menneske og som leder.

– For at være dygtig til at drive biograf, skal man først og fremmest ha’ et godt overblik. Vi skal også være gode til at tage beslutninger og drage fordele af de omstændigheder, der byder sig. I 1997 indgik vi et joint venture med Nordisk Film, og det giver mange stordriftsfordele. Vi har 10 sale her i BioCity og 3 sale i Metropol. Ud over det faste program, har vi særarrangementer, f.eks. har vi stor succes med ”Operabio”, hvor vi viser nogle af de største øjeblikke fra verdens berømte operascene The Metropolitan i New York i biografen. Sæsonen i år begynder med Donizettus ”Elskovsdrikken”.

Alt er digitaliseret

– Finanskriser rammer normalt ikke biografer, fordi biografture er en af de ”luksus-ting” folk bliver ved med at unde sig selv. Prisen på en biografbillet kan man altid lige overskue. Men ellers er vores indtjening og succes helt afhængig af filmudbuddene.  De gode danske film betyder som regel et stort plus til os. ”En kongelig affære” og ”Hvidstengruppen” var rigtigt store publikumssucceser. Da vi kørte Hvidstengruppen kom der mange ældre i biografen, som vi ellers aldrig ser, og det var rigtigt dejligt, siger Dorthe Elimar. Hun oplyser, at BioCity Aalborg og Metropol tilsammen viser film for ca. 650.000 gæster om året. Antallet har været stigende – især siden man lukkede BIO 5 og Scala i 2004 og samlede biograferne i Kennedy Arkaden. I dag er alt digitaliseret – det vil sige, at tiden med filmrullerne er endegyldigt slut. Filmene hentes på en server og det er muligt f.eks. at vise samme film i flere sale samtidig.

Magi eller forretning

Er man opvokset i Aalborg har man næsten med garanti mange barndoms- og ungdomsminder knyttet til biografbesøg. Business Class udsendte er ingen undtagelse. Man husker tydeligt, da man holdt i hånd med Morten fra parallel-klassen i mørket for første gang med udsigt til Roger Moore i ”For Your Eyes Only” i Scala Biocenter i 1981. Eller de natlige mareridt efter B-filmen ”Ormenes nat” i Lindholm Bio. Hvem husker ikke de små billetter, man fik udleveret i lugen ved indgangen til biografen, stemningen og spændingen i maven, der var forbundet med at finde den rigtige række og sæde i halvmørket.

– Der er stadig magi forbundet med biograffilm, men det er også en forretning, siger Dorthe og fortæller om film, hun stadig husker: Først og fremmest Titanic, der indtjente så mange penge til biograferne landet over, at de endelig kunne renovere salene. Folk så filmen flere gange, og man var nødt til at køre med forskudte spilletider, og der gik sport i at få fat i uafhentede billetter.

– Og så har der jo også været Avatar, Harry Potter, Ringenes Herre og Batman.  Hvis man kigger på vores kommende program har vi forskellige film: Den skaldede frisør, James Bond, og Marie Krøyer – ikke at forglemme Hobitten, siger Dorthe. Hun er ikke nogen hård film-dommer. Hun synes, at film skal vurderes ud fra, hvad de er tænkt som. Nogle skal underholde, andre skal give os stof til eftertanke. At leve sammen med en alkoholiker har virkelig lært mig at viser, og snakkede med pårørende omkring alkoholisme og hvilken rolle

– Jeg tror, at der bliver ved med at være et marked for biografer. Også selvom man har 50 tommer skærme derhjemme osv. Man går i biografen, fordi man gerne vil ha’ HELE oplevelsen. Vi har landets største børnefilmklub med 8000 medlemmer, og det er film fra sidste år, vi viser, så mange har jo set filmene, men vil gerne opleve dem igen med andre. Det viser med al tydelighed, at det handler om oplevelser og samvær, snarere end om selve filmen.

Eksmanden er nærmeste kollega

Dorthe blev skilt fra Boye i 2000 efter 11 års ægteskab.  De har – meget utraditionelt – fortsat det professionelle parløb uden problemer og med beundringsværdig respekt for hinanden. Det til trods for, at de også har været igennem et belastende forløb, hvor Boye blev ædru.

– At vi blev skilt, var det bedste vi kunne gøre for hinanden, hvis vi skulle fortsætte med at udvikle os. I dag er vi nærmeste kolleger og venner.  Når det har kunnet lade sig gøre, er jeg sikker på, at det skyldes, at vi har helt rene linjer, og at afslutningen på vores ægteskab har været i orden. Boye er i dag gift igen med en rigtig sød pige, som jeg også respekterer. Det er vigtigt at huske, at selvom man går fra hinanden, så har man stadig en historie sammen, som man ikke bare lige skal forkaste, siger Dorthe. Hun har fravalgt at få børn selv – så konsekvent er valget, at hun som ung kvinde blev steriliseret.

– Jeg har haft et liv, hvor der har været fuld knald på karrieren, og privat kan jeg godt lide at være helt uforstyrret og koncentrere mig om min have, mit elskede orangeri, bridgespil og oliemaling. Jeg har kastet min store kærlighed på min søsters to sønner, Phillip og Christoffer, der begge er voksne nu. Boye og jeg har rejst verden rundt med dem, og jeg har et skønt forhold til dem, hvor de kan snakke med mig om noget andet, end de kan snakke med deres forældre om.

Stolen for døren

– Boye har været ædru i 21 år – meget flot præstation. Det har været dejligt og i virkeligheden et stort privilegium at få lov til at følge et menneske, der på den måde får livet igen. I den periode, hvor han var i behandling og de følgende 4 år, var vi begge to tilknyttet Behandlingscenter Tjele. Jeg afholdt kurser for familier, der havde pårørende i behandling. Det er særdeles vigtigt, at hele familien forstår sygdommen og anerkender forløbet med at blive ædru. Boye fortalte om, hvordan det var at komme fra behandling og være ædru – en stærk oplevelse for os begge.  At leve sammen med en alkoholiker har virkelig lært mig, at man er nødt til at kunne sætte stolen for døren. Og når man så har sat stolen der, er man nødt til at være stærk nok til at lade den blive stående, for ellers bruger alkoholikeren alle mulige og umulige smutveje. Sygdommen driver ham helt enkelt til det. Den fasthed jeg har fået lært der, har jeg også gavn af rent arbejdsmæssigt. Og Boye – han har oplevet en kæmpesejr ved at blive ædru. I dag er han i bestyrelsen for Behandlingscenter Tjele. Når jeg på et tidspunkt stopper med biograferne, kunne jeg rigtig godt tænke mig at arbejde med Tjele og alkoholikere igen. Jeg kunne også godt tænke mig nogle bestyrelsesposter, hvor jeg kunne gøre brug af den viden og erfaring, jeg har opbygget, siger Dorthe Elimar.
 

Nøgletal for BioCity Aalborg og Metropol:
Ca. 80 ansatte

650.000 gæster om året

To biograf-centre

13 sale

Viser ca. 220 premierefilm årligt

Pensionistklub med 850 medlemmer

Danmarks største børnefilmklub med over 8000 medlemmer

Der produceres popcorn af ca. 25.000 kg majs årligt

 

 

 

One comment

  1. Det er ikke et svar, jeg vil så gerne vide, om Boyes mor lever, vi er i familie langt ude

Comments are closed.