Frits Schur: Jeg interesserer mig for mennesker

Han er milliardær, en af landets mest indflydelsesrige erhvervsledere, og venner med kendte og kongelige. Alligevel var Fritz Schur ikke så bredt kendt i offentligheden, før DONG-skandalen rullede. Vi mødte energigigantens magtfulde formand på Ruths Hotel i Skagen.

Fritz Schur vipper lidt tilbage i Wegner-lænestolen. Vi sidder i Philip-Sørensen Lounge på Ruths Hotel i Gl. Skagen. Bag os kigger den navnkundige erhvervsmand skælmsk ned fra sit portræt på milliardæren i lænestolen, der er en af landets rigeste og mest indflydelsesrige mænd. I spidsen for store offentlige selskaber som DONG, SAS og PostDanmark. Ven med toppen af dansk erhvervsliv, politikere, kongelige og kendte. Et selskabeligt samlingspunkt for en del af jetsettet. Og indtil for ganske nylig stort set ukendt for det store flertal af befolkningen. Fritz Schur er mærkværdigvis ikke ’Se&Hør-stof’.
– Det har ikke sagt mig noget. Jeg kender mange der er fuldstændig hysteriske for at komme i bladene. Det er mig fuldstændig ligegyldigt, siger Schur og læner sig frem. Han er afslappet og smilende, og meget langt fra det typiske alvorlige, tilknappede billede man ellers kan have af dansk erhvervsliv.
– Det har aldrig interesseret mig. Ikke det fjerneste. Jeg holder meget af at kunne gå i fred. Jeg havde jo en del år, hvor jeg levede sammen med en sangerinde, der hedder Birthe Kjær. Der opdager man pludselig hvor irriterende det er. Jeg skal aldrig glemme da det startede. Man plejer at sige, at når der sker noget vigtigt i Danmark, så har Ekstrabladet og B.T. det samme på forsiden. Og det havde de så, ’Sangeren og millionæren’ ud over hele forsiden. Det var altså ikke morsomt. Det var det ikke, siger Schur og griner trods alt ved mindet.


Det er ikke et netværk, det er mennesker
Han er ellers kendt som en selskabelig mand, der elsker at samle mennesker til selskabelighed, ofte på det gamle kongelige jagtslot, Christiansholm ved Dyrehaven. Hvorfor omgiver han sig med et netværk af indflydelsesrige og kendte mennesker, erhvervsfolk, politikere, kongelige, kunstnere og skuespillere?
– For det første kan jeg ikke lide, du kalder det netværk. Jeg kan ikke fordrage det ord. Det er mennesker jeg kender. I mine ører lyder ’netværk’ så beregnende, som om man skal have netværk for at få noget ud af det, lyder det bebrejdende uden det dog afsløres i hverken tone eller udtryk. Schur er stadig åben og imødekommende.
– Jeg kender et hav af mennesker i det danske samfund. Jeg kender mennesker i store positioner, som regentparret, jeg kender politikere, men også masser af mennesker offentligheden aldrig har hørt om og heller aldrig kommer til. Som overskrift kan man måske bare sige, at jeg kan lide mennesker. Jeg synes mennesker er spændende, siger han og man forstår, at dette er betydningsfuldt for ham.
– Jeg har udtrykt det flere gange, og det vil jeg gerne gøre igen: Mennesker har alle deres helt egen historie. Du har din. Jeg har min. Alle har en historie at fortælle og ikke to historier er ens. Vi oplever forskelligt, vi ser verden forskelligt og så videre. Det synes jeg er utroligt spændende og engagerende. Det er det, der driver mig. Ikke at have et netværk, som man ’får noget ud af’, siger han og læner sig lidt tilbage i gyngestolen, mens han trækker på skuldrene.
– Omvendt, hvis jeg ikke synes et menneske er til at holde ud, så gider jeg ikke komme sammen med dem og er i øvrigt ualmindeligt ligeglad med, hvad de i øvrigt laver og hvilken position de måtte have.

Man skal være der for sine venner
Han håber selv han er lige så god en ven, som han har ry for at være.
– Jeg vil være ualmindelig ked af det, hvis folk kunne sige noget andet. En ven skal være der, når der er brug for det. En ven skal være klar til at hjælpe både på den ene og den anden måde. Lægge skulder til, hvis folk har det skidt. Venskab har ikke ret meget mening, hvis man ikke er klar til at stille op, hvis der er noget galt, konstaterer han.
Han erkender, at omgangskredsen er meget stor, men han prøver at holde kontakt så meget som han overhovedet kan.
– Det er klart, når man har så travlt, kan det være svært ind i mellem. Men man skal være der, når nogen har behov. Så må man skabe plads. Samvær med andre
mennesker gør mig glad. Jeg er meget social. Jeg hygger mig for eksempel når jeg opholder mig her på Skagen.
Der foregår selskabelighed, om ikke hver dag, så hver anden. Og her om et øjeblik flytter nogen gæster ind, der skal bo hos mig et par dage. Så jo, mennesker gør mig glad.


Den typiske generalist
Naturen gør ham også glad. Schur sejler meget og dyrker også regelmæssigt motion. Af andre store interesser nævner han kunst og kultur. I den bredeste forstand. Alt fra teater til bøger til billedkunst.
– Man kan sige som overskrift for mit liv: Jeg er den typiske generalist. Jeg ved ikke alt om noget som helst emne, men jeg ved en masse om forfærdeligt mange forskellige ting. Det er vel den korte beskrivelse af en generalist. En der ikke ved alt om noget, men noget om alt, siger han med et stort smil.
Opvæksten i København Nord fornægter sig ikke i Schurs sprog. Men faktisk kan et par dage i det jyske få lokket en svag jysk accent frem.
– De første år af mit liv boede jeg mellem Horsens og Vejle, lige syd for Horsens. I dag er det faktisk en del af Horsens, men det var det ikke dengang. Men fødeklinikken lå i Vejle, så derfor står der Vejle på dåbsattesten, fortæller Schur.

Ville gerne have læst historie
Han var fem år da familien flyttede til København. Han gik i skole dels derhjemme, dels på Ordrup Gymnasium – Konservatismens højborg. Det var det dengang.
– Så kom jeg til CBS og tog en bachelor. Handelshøjskolen hed det dengang. Jeg startede virksomhed, mens jeg gik på skolen. Jeg var vel 18-19 år, og det var lidt ved et tilfælde og i hvert fald meget mod min fars ønske og vilje, fortæller Schur og griber fat om stolens armlæn.
– Jeg kunne sådan set selv vælge, hvad jeg ville læse, bare det var økonomi, jura eller ingeniør. Jeg ville have læst historie, men den film gik bare ikke hjemme hos os. Og det passede ham bestemt ikke, at jeg startede min egen virksomhed.
– Min far var fjerde generation af en familievirksomhed, og han syntes ikke der var noget over og noget ved siden af den virksomhed. Der var kun det. Det var en lidt underlig situation. Min far hed Fritz Schur, jeg hedder Fritz Schur. Men på den måde bliver man bare et nummer i rækken, i stedet for at være sig selv. Det var det jeg reagerede imod. Jeg ville gerne være mig selv. En del er at bære familienavnet, men noget andet er at føle man ikke har noget valg. Så jeg tiltog mig et valg. At nu ville jeg være noget selv, fastslår han.
Men det blev altså ikke historie, selvom lysten var stor. Eller arkitekturhistorie som han også havde overvejet.
– Jeg tænker tit på hvordan livet var blevet, hvis jeg havde fået lov. Sikkert meget anderledes.

Jeg vil ikke have en gigantkoncern
I 1978 overtog han faderens virksomheder, som på det tidspunkt havde tabt temmelig mange penge, selvom det stadig var bundsolide virksomheder. Det var en betingelse fra sønnens side, at han kunne lægge det hele sammen, både sit eget og det faderen havde.
– Virksomheden i dag er helt vildt bred. Jeg plejer at sige, at koncernen – eller mine virksomheder, for koncern er det jo ikke i juridisk forstand – mere er formueplacering, end det er virksomhed. Og en formue er det ret klogt at have spredt ud, det kan de seneste tider jo kun give mig ret i, forklarer Schur om strukturen for sin portefølje.
– Jeg har ikke haft et ønske om at lave en stor gigantkoncern inden for et eller to områder. Derfor er langt den største del af mine aktiviteter personligt ejet, og sådan var det også for min far. Det ville være ret fjollet, hvis man havde penge ude i det fri system, at lægge dem ind i aktieselskaber for at investere.

Specialist i statslige virksomheder
Fritz Schur er desuden blevet kendt som en af landets dygtigste og mest efterspurgte professionelle bestyrelsesmedlemmer. Særligt har han udviklet store, offentligt ejede selskaber til noget af en specialitet. Det begyndte så småt i 1992, da han blev bedt om at tage formandsposten i et lillebitte, nydannet aktieselskab, nemlig Det Danske Klasselotteri.
– Det var den første statslige virksomhed jeg kom i, og det var noget af en oplevelse. Der opdager man, hvor forskellige og vanskelige de statsselskaber er, som skal trives midt i mellem at være private og samtidig offentligt ejede og offentligt kontrollerede.
Det har siden givet anledning til bestyrelsesposter i store offentlige selskaber som NESA, PostDanmark, DONG og SAS. De sidste tre som bestyrelsesformand, så det har efterhånden udviklet sig til lidt af et speciale for Fritz Schur.
– Engang imellem spørger jeg mig selv hvordan jeg kan holde til det, men jeg hygger mig nu meget godt med det. Udfordringerne i de offentligt ejede virksomheder er mange. For det første så elsker danskerne at hade statsselskaber. Men det er logisk, at danskerne føler et ejerforhold, fordi de virksomheder influerer meget på vores dagligdag. Det er stadig vigtigt for folk, at vi får posten, at togene kører til tiden – jeg har heldigvis ikke noget med DSB at gøre, påpeger han så og griner.

Et nordisk refugium
Fritz Schur har ingen børn, og han er så småt begyndt at overveje, hvad der skal ske med i hvert fald en del af det, han engang efterlader. Slottet Christiansholm så han gerne videreført som et refugium for nordiske kunstnere og videnskabsfolk.
– Nede i Italien ligger San Cataldo. Et fantastisk sted. Det er et gammelt kloster, der er ejet af en dansk fond, som driver det som en slags refugium, hvor kunstnere og videnskabsfolk kan tage ned for at arbejde i fred og ro. Så jeg fik tanken, at hvis man nu kunne lave et rigtigt dansk San Cataldo. Et sted hvor primært nordiske kunstnere og videnskabsfolk kunne bo, arbejde og mødes om aftenen til begavede samtaler.
Schur vil gerne have det forankret i en fond under Nordisk Råd, men fordi ejendommen er fredet kræver det tilladelser fra ustyrligt mange myndigheder. Et forhindringsløb, som han kalder det.
– Om det lykkes? Jeg er måske ikke helt så positiv, som jeg var for et år eller tre siden. Men jeg håber det og arbejder som en ildsjæl på det. Og så må du gerne skrive, at det altså først bliver når jeg er krasset af. Sidste år kørte historien rundt i danske aviser om, at nu flyttede jeg ud af Christiansholm. Men man glemte, at det først var ved dødsfald. Men et nordisk refugium ville være en smuk måde at bevare Christiansholm på.

Norden skal stå mere sammen
At Schurs refugium skal være for nordiske brugere er ikke en tilfældighed. Det nordiske samarbejde ligger ham meget nært. Han er finsk generalkonsul, og gennem sit bestyrelsesarbejde i bl.a. SAS og Posten arbejder han meget i Sverige og Norge. Men han ser en tendens til, at vores fællesnordiske identitet bliver mindre og mindre. At de nordiske lande konkurrerer i stedet for at koordinere med hinanden, og glemmer at værne om vores fælles identitet.
– Det er ualmindelig dumt. Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig, at Danmark med 5,5 mio. indbyggere skulle have af indflydelse, i takt med, at EU bliver så stort. Med mindre vi står sammen i en gruppe, der støtter hinanden. Så er der nogen der siger til mig, at det europæiske samarbejde bare overhaler det nordiske. Men der er altså mere tilfælles i nordisk kultur, end der er i forholdet mellem dansk-polsk kultur.

Politik handler ikke om forkromede værdier
Schur bliver tit kædet sammen med partiet Venstre, specielt i kraft af hans tætte forhold til en række ledende personer i partiet, men også som formand for den liberale erhvervsklub.
– Nu står der ikke skrevet nogen steder, hvor jeg sætter mit kryds, og jeg har da til et folketingsvalg i 90’erne stemt på en mand, jeg har meget stor respekt for, som bestemt ikke er liberal, nemlig daværende finansminister Mogens Lykketoft. Men det er da rigtigt, at i min erhvervsindstilling hører jeg til højre side af dansk politik. For mig at se er partipolitik noget underligt noget, for det svinger så meget. Det flytter sig hele tiden, fortæller Schur.
Når han fortæller om finsk politik, plejer han at sige, at i Finland har man tre store socialdemokratier. Der tror han også dansk politik ender om tyve år.
– Det vil handle mere om de enkelte personer, om tillid til personer og om øjeblikkets politik, end det handler om store forkromede værdier. Der er jo ikke nogen med fornuft skabt i hovedet, som vil nedbryde det danske velfærdssamfund.
Han ser i stedet en anden trussel, nemlig en stigende tendens til at Danmark ændrer sig fra et ydesamfund til et krævesamfund.
– Jeg hører til dem der som økonom har været dybt bekymret de sidste seks-syv år, og jeg bliver ikke mindre bekymret. Jeg tror vi er nået til et punkt, hvor borgerne tror, at penge kommer af ingenting. Men det er en misforståelse, for vi er selv med til at betale. Og i sidste ende er det erhvervslivet, der skal tjene de penge hjem, vi skal betale med. Jeg mener, det er vigtigt, vi for alvor begynder at passe på vores samfund. Vi skal passe på, at vi ikke misbruger det, vi har skabt.

Kan du så komme af sted, Fritz Schur
Han bringer det helt tæt på sig selv, ved at nævne en lille oplevelse fra sin egen baghave. I sin tid byggede man en bro over jernbanen, så den tidligere ejer af Christiansholm, Grev Moltke, kunne komme over og se sine besiddelser ved Bellevue. Den bro er lige blevet revet ned, og det har udløst en masse ballade.
– Jeg er da også dødirriteret, for jeg brugte den når jeg var ude at løbe. Men sagen var bare, at det ville koste samfundet 7-8 millioner at lave en ny. For at tyve mennesker om dagen kunne lufte deres hund, eller jeg kunne løbe den vej over. Jeg skulle lige til at melde mig i hylekoret da jeg kom til at tænke: Hør lige her, der er altså små børn, der bliver kørt over på Lolland og i Vestjylland fordi der mangler afmærkning af baneoverskæringer. Og så vil du hyle over, at du skal løbe en kilometer længere? Kan du så se at komme af sted, Fritz Schur!
En times interessant samtale er ved at slutte. Fotografen skal lige have de sidste billeder i kassen, og Schur fortæller om de medierådgivere der anbefaler erhvervsfolk, at de helst skal se bekymrede ud, når pressen tager billeder. Det er nu ikke noget, der ser ud til at have gjort særligt indtryk på ham. Smilende siger han farvel og begiver sig ud i solskinnet for at tage imod sine feriegæster.