På tre år har Andreas Helgstrand skabt en dressurstald af international klasse på Møgelmosegaard uden for Vodskov. Han har allerede 20 ansatte og om kort tid bygger han nyt ridehus og stalde, så der er plads til små 100 heste på Helgstrand Dressage.
Hestene kigger overbærende ned langs deres aristokratiske næser på BUSINESS CLASS’ journalist, der uvant går rundt i stalden. ”Hyp hyp”, siger hun tøvende og kæler forsigtigt den silkebløde mule på en hest, der sender et ironisk blik til 4 millioner tilbage. Ud kommer Andreas Helgstrand og ser ligeså superstjernet ud som sine firbenede venner, selvom han er iklædt ridebukser og -støvler. BUSINESS CLASS har sat Andreas Helgstrand stævne på Helgstrand Dressage – som han i løbet af blot fire år har bygget op på godset Møgelmosegaard. Vi går op i loungen, som har VIP-udsigt ud over ridehallen, hvor hestene træner. Man kan se musklerne arbejde under deres blanke skind. Man kan se rytternes trænede bevægelser og stolte holdning i sadlen. Man kan se big business og passion i hvert et skridt.
Rytteren fornægter sig ikke
Andreas Helgstrand kommer lige fra dagens træning – måske på OL-håbet Tacolando Triple. Da BUSINESS CLASS’ udsendte går bagefter ham op i loungen, fornægter rytteren i ham sig ikke. Hans bens facon ser ud som har der været en hest imellem dem i mange år. Det viser sig dog, at Andreas langt fra er født med en hest imellem benene, hans far er nemlig karkirurg og hans mor er regnskabschef.
– Jeg har haft en traditionel opvækst med mine forældre og to brødre, hvoraf jeg er den mellemste. Der har altid været fuld fart på i min familie, og på et tidspunkt, da jeg var 8 år, besluttede min storebror og jeg os for at prøve ridning i Dragør-St. Magleby Rideklub. Vist nok fordi min kusine var begyndt på det. Det var ok sjovt i begyndelsen, men min storebror stoppede, fordi han fik høfeber, og fordi han faldt af hesten. Jeg fortsatte og så blev min far også bidt af det – det er faktisk endt med, at han blev meget bidt af det. I dag er han formand for Dansk Rideforbund og har selv en ejendom med heste, fortæller Andreas.
Op på hesten
Andreas’ spirende karriere på hesteryg fik en brat afslutning i første omgang. Han blev nemlig smidt af en hest som 10-årig og blev derefter ekstremt bange for at ride. Han begyndte kun igen, fordi en ridepige særdeles pædagogisk fik ham listet i gang igen. I dag har han meget at takke hende for.
– Hun hed Anja, husker Andreas. Hvorom alting var, så var han i 5.-6. klasse overbevist om, at han skulle ride resten af sit liv.
– Mine forældre bakkede mig op i, at jeg kunne prøve det der berider-halløj, bare jeg tog 10. klasse, for så kunne jeg altid gå videre med noget andet, husker Andreas. Og fortsætter:
– Det, der fascinerer mig ved ridning er, at det er sådan en individuel ting. Det er svært at få til at lykkes, og man bliver aldrig færdig med det. Der er så mange elementer ved dressur og ridesport, der skal spille sammen: Du skal selv ha’ en god dag, hesten skal ha’ en god dag, den skal ikke lige kigge til siden på et splitsekund, bundforholdene skal være i orden osv. Det handler om jagten på den dag, hvor ALT er perfekt. Jeg har vist endnu ikke helt ramt den selv. Det er også vildt spændende at uddanne hesten, og man bliver selv dygtigere og dygtigere til at læse en hest. Der er rigtigt meget, der handler om selvkontrol – det handler om ikke at blive gal på hesten men indse, at det er dig selv, der laver fejlene.
Udlært i Aalborg
Andreas fik altså grønt lys fra familien, selvom begge brødre valgte lægevejen ligesom faderen. Han kom i lære som berider hos Søren Vallentin i Sportsrideklubben Aalborg, hvor han red Grand Prix i både dressur og spring.
– Det var hårdt, for jeg var i realiteten kun 16 år, da jeg flyttede hjemmefra, helt alene til Aalborg. Jeg havde vildt meget hjemve de første par år, men jeg blev knyttet til de andre, der var i lære og mødte på et tidspunkt også Marianne, der i dag er min kone, fortæller Andreas. – I 2000 er jeg færdig ved Søren Valentin. Jeg har haft en fantastisk god læretid, og Søren har lært mig meget om betydningen af at være et ordensmenneske og om at behandle alle folk lige. Jeg har det selv sådan, at der skal være orden i sagerne. Jeg kan simpelthen ikke slappe af, hvis der er rod, siger Andreas med eftertryk. Kigger man rundt på Møgelmosegaard kan man sagtens se, at han har det sådan. Orden hersker overalt, og der er blå overtrækplasticfutter til at tage over skoene, så man ikke slæber hestemøg med op i loungen.
En stjerne hos Blue Hors
– Efter læretiden tog jeg til Holland i 3-4 måneder, hvor jeg arbejdede som berider hos “Van Olst Stables”, hvor jeg red og uddannede stedets unge heste. I efteråret 2000 rejste jeg til Stall-K i Kongsberg i Norge – selvom Norge er et u-land inden for hestesport. Herfra drev jeg min egen forretning med træning af heste, undervisning og hestehandel. Samtidig uddannede jeg også stedets avlshingst, Zalmiak Firfod, til Grand Prix niveau. Mens jeg var i Norge, trænede jeg også det norske dressurlandhold for junior- og ungryttere, forklarer Andreas. I 2002 tog han det helt store spring til Stutteri Blue Hors, der er ejet af Lego-millionæren Kjeld Kirk Kristiansen.
– Jeg blev ringet op og spurgt, om det var noget for mig at overtage posten som chefberider. Det var en vildt stor beslutning at overtage et job, som den foregående havde udført til UG. Det var noget af et pres, og jeg var jo kun 24 år til at løfte den arv. Jeg talte med Kjeld om det, og han var så sød, og sagde at han jo ikke søgte en kopi af den gamle, men at det var mig, han gerne ville ha’, husker Andreas.
Han sagde selvfølgelig ja til jobbet, og så begyndte de 7 år, der skulle slå den unge berider fast i branchens bevidsthed som en stjerne inden for sit felt. Alle i branchen kender hans præcist udførte og opfindsomme kürprogrammer på verdenshestene fra Stutteri Blue Hors, der bl.a. indbragte ham en olympisk bronzemedalje for hold i 2008 i Hong Kong på Blue Hors Don Schufro sammen med Anne Van Olst og Natalie zu Sayn-Wittgenstein. Et andet absolut højdepunkt i denne periode er VM-sølvmedaljen i 2006 på Blue Hors Matiné, som er set på YouTube over 11 millioner gange.
En sejltur, der ændrede alt
– Det var meningen, jeg skulle blive der altid. Vi havde bygget et dejligt hus og var faldet godt til, fortæller Andreas. Men tilfældet spillede ham et puds. På et tidspunkt hjalp han ejendomsmatadoren og Keops-milliardæren, Ole Vagner, med at vælge hest til hustruen Lotte. Som tak inviterede Ole Vagner Andreas med på en sejltur i Caribien.
– Det var en oplevelse for livet at sejle rundt der, og jeg spørger Ole om, hvordan man får råd til sådan en båd. ”Det er i hvert fald ikke ved at være ansat,” svarer han så. Og fra det øjeblik begynder jeg at tænke over, hvordan det ville være at ha’ sin egen stald. Det hele ender med, at Ole tilbyder at være økonomisk opbakning, hvis jeg springer ud i det. Vi køber en stor grund ved Vejle Ådal, hvor det er tanken, at der skal bygges ridehal og stalde. Men det trækker ud med at få byggetilladelser fra Vejle Kommune, og tiden går. Jeg rejser til OL i Hong Kong og kommer hjem med bronzemedalje. I lufthavnen står Kjeld og min familie og fejrer sejren – og det føles frygteligt at ha’ de her planer uden at fortælle om dem. Morgenen efter kontakter jeg Kjeld og fortæller ham om mine fremtidsplaner. Han tager pænt imod det, selvom han havde frygtet, at det ville ske. Kjeld er så ufattelig sød og flink, og jeg ville ønske, at jeg stadig havde et samarbejde med ham. En måned efter afsluttede jeg mit arbejde og lejede mig ind i en midlertidig ridehal i Kolding, mens vi ventede på byggetilladelserne, husker Andreas.
Skæbnen lå i Vodskov
Alt var sat op til en forretning i Midtjylland, og så endte han alligevel i Nordjylland. Forklaringen skal igen findes i et tilfældigt skæbnespil – som sjovt nok igen udspiller sig i en ferie.
– Marianne og jeg var på påskeferie i Blokhus, og Marianne sidder og læser ”Ridehesten” og ser ejendommen her til salg. For sjov skyld tager vi ud og kigger på det, og bliver fyr og flamme lige med det samme. Jeg kunne straks se for mig, hvordan det kunne blive helt perfekt. Jeg ringede til Ole i Caribien og sagde: ”Nu tror du nok, at jeg er blevet helt skør og vanvittig.” Men han kiggede i ”Ridehesten” og var helt med på ideen: ”Det skal vi da bare ha’ ført ud i livet,” siger han. Vi bliver enige om, at det er ligegyldigt, at det ligger i Nordjylland, fordi der er lufthavn tæt på, og fordi geografien i virkeligheden er ligegyldig i denne her branche. Så selvom vi havde en grund og 20 heste i en lejet stald i Kolding – blev Møgelmosegaard købt.
Ole har været min mentor
Alt dette skete i påsken 2009 og i august samme år rykkede familien Helgstrand tilbage til Nordjylland. Ejendommen kostede 34 millioner og ret hurtigt blev der investeret yderligere 15 millioner kroner i renoveringer af stalde, ridehal, klargøringsrum, sadelrum, otte lejligheder til hestepigerne, udendørsbaner osv.
– Ole har været min mentor og han har lært mig mange gode sætninger. At ha’ Ole med i projektet, har betydet, at jeg er startet med et meget stort skridt fra begyndelsen. Vi går snart i gang med at bygge endnu et ridehus og 32 hestebokse. Dermed vil vi ha’ plads til små 100 heste, fortæller Andreas, der på rekordtid har skabt en stald af international klasse med 20 ansatte, herunder seks beridere. Forretningen står på flere ben: Et af dem er køb og salg af dyre heste. Hestene købes i Tyskland, Holland og Danmark.
To sorger
– Hvad det kræver? Det er noget med erfaring og evnen til at kigge efter de rigtige ting. Man er ikke bedre, end den erfaring man har. Det er en stor fordel, at jeg selv rider på højt plan, samtidig med at jeg interesserer mig for avl. Det giver et godt udgangspunkt. Hestenes kvalitet er steget helt enormt siden dengang i 80erne, hvor Anne Grethe Törnblad vandt OL sølvmedalje på Marzog. Der bliver avlet langt mere ambitiøst og målrettet, og træningsmetoderne har ændret sig markant, fortæller Andreas, der har gjort nogle rigtige gode handler, og det fascinerer ham dybt, når det sker. Desværre er der også uheld indimellem.
– Jeg har to sorger. En hest jeg købte for 600.000 Euro og stod til at sælge for 1 million Euro, blev pludselig halt, uden at vi vidste hvorfor. Det gik ikke væk, og den endte med at blive opereret og miste sin værdi, og jeg endte med et stort tab. Den anden var en hest, jeg var nødt til at tage tilbage fra køberen, fordi den fik slinger (en nerve, der sætter sig fast, så det påvirker hestens balanceevne, red.) Også her var der et stort tab, men at jeg gav kunden en god service og tog hesten tilbage, har betydet, at hun er kommet igen senere, fortæller Andreas. Udover køb og salg i millionklassen tjener Helgstrand Dressage også penge på træning af andres heste, undervisning og foredrag til hesteinteresserede og ridearrangementer. Og så selvfølgelig konkurrencerne, der giver PR og markedsfører stalden i hele verden.
– Mange erhvervsfolk er interesserede i heste og investerer i dem. bland dem, der har deres hyppige gang på Møgelmosegaard, er Ecco-familien, der også ejer halvparten af Tacolando Trible, siger Andreas.
Drømmen
Møgelmosegaard tager pusten fra én. De automatiske porte lukker langsomt op, og man har masser af tid til at blive imponeret, mens man kører op ad den lange indkørsel. Man når at føle, at man kører rundt i kulisserne til 80ernes Southfork Ranch i TV-serien Dallas. Forskellen er bare, at her er mere stil og ingen kiksede cowboyhatte. Og at det handler om heste og ikke olie. For enden tårner det smukke stuehus sig op. Her bor familien Helgstrand. Til højre og venstre er staldene, ridehus og heste.
– Helgstrand Dressage er hurtigt blevet en god og professionel forretning. Takket være de gode råd fra Ole Vagner, fik jeg taget meget større skridt fra begyndelsen, end det ellers ville ha’ været muligt. Det er sjovt at være chef, jeg er ikke så tålmodig, og jeg tror, at jeg kan være rimelig kontant, f.eks. over for tøsefnidder. Jeg er vildt glad for stedet her, fordi jeg kan kombinere passion og forretning, slutter Andreas. Der er næsten ingen sjællænder-dialekt at spore i Andreas’ udtale. Han er blevet nordjyde. Men at han er nordjyde uden jantelovens snærende bånd, vidner hans slutreplik om:
– Jeg har en drøm om på sigt at lave en international auktion for high end-købere…
