Den genfødte klassiker

Scimitar-stolen af Kastholm & Fabricius overlevede næsten 20 års dvale og startede en ny bølge af relanceringer.

I 60’erne slog de igennem på den internationale møbelscene som arvtagerne efter de store danske møbelarkitekter. Makkerskabet mellem arkitekterne Preben Fabricius og Jørgen Kastholm frembragte en række bemærkelsesværdige succeser for producenter som danske bo-ex og tyske Kiil. Græshoppe-stolen, Tulipan-stolen, Daybed, Sculpture Chair og ikke mindst den fantastiske Scimitar.
Parrets samarbejde stod på fra 1961 til 1968, og deres eksklusive møbeldesign kan blandt andet findes i mere end 120 lufthavne verden over, på Louvre i Paris og på Museum of Modern Art i New York.
Af mange forskellige årsager udtørrede størstedelen af produktionen af parrets minimalistiske møbler, og siden starten af 80’erne har møbel-elskere og design-entusiaster været henvist til auktionshusenes udbud af danske klassikere, hvis de ville have en ægte Fabricius & Kastholm til samlingen.
Men i 2003 skete miraklet. Efter mange års problemer og planlægning genopstod Scimitar-stolen og flere andre F&K-klassikere i en relancering fra bo-ex furniture. Og begejstringen ville ingen ende tage, da Scimitar samme år blev kåret til ”Årets Klassiker” på Scandinavian Furniture Fair. Det blev starten på en sand Fabricius & Kastholm-bølge, der sendte en række af parrets klassikere tilbage i produktion hos flere producenter.


Genstridig genfødsel
Hos bo-ex furniture er man naturligvis stolte over succesen, der egentlig skyldes en tilfældighed. Bo-ex startede i 1951 som en eksportafdeling hos den navnkundige møbelproducent Bovirke, der især var kendt for Finn Juuls møbler. Også Preben Fabricius og Jørgen Kastholm tegnede en del af bo-ex-møblerne tilbage i 60’erne, men produktionen af Scimitar overgik til møbelpolstreren Ivan Schlechter under navnet ”63-stolen” eller i folkemunde ”Hestesko-stolen”.
I 1980 blev bo-ex overtaget af Gert Auhagen og hans bror. Da Gert første gang så Scimitar i en helt anden sammenhæng – et forretningsmøde hos en kaffegrossist i 1984 – var han ikke engang klar over, at møblerne var tegnet af de to bo-ex arkitekter.
– Vi skulle lave en ny reception for dem, og i den sammenhæng spurgte de om jeg ikke ville købe nogle af de gamle møbler. Så jeg fik fem stole med tilhørende bord for omkring 5.000 kroner. Men jeg anede ikke, at møblerne havde forbindelse med bo-ex, forklarer Gert Auhagen. Der skulle gå nogle år, før det gik op for ham.
-Jeg havde nogle samtaler med Ivan Schlechter, fordi jeg gerne ville overtage produktionen af en sofa. Det kunne ikke lade sig gøre, men han sagde, at jeg da kunne få min stol tilbage. Jeg anede ikke hvad han talte om, før han sendte tyve sort-hvide fotos. Det var Scimitar.
Men det skulle vise sig at være mere end svært at få startet en ny produktion op. Processen er så kompliceret, at selv Burmeister & Wayne i sin tid havde afslået at støbe stellet. Og i 1991 var både de originale støbeforme og alle værktøjer forsvundet, og Gert Auhagen opgav planerne.
Men idéen ville ikke dø. I 1998 mødtes Gert med Jørgen Kastholm i en anden forbindelse og et par timers snak satte gang i planerne igen. Gert kørte landet tyndt for at finde underleverandører, der kunne løse den komplicerede opgave.
– Min baggrund som smed kom mig virkelig til hjælp, for selve understellet er ekstremt kompliceret at lave. Støbningen foregår efter en teknik der kaldes ’lost wax’, som betyder, at der skal laves en ny støbeform til hvert eneste stel. Maskiner kan ikke lave det, så det skal gøres i hånden hver gang. Svejsningen skal fremstå i samme materiale, så den bliver usynlig, og det er heller ikke ukompliceret.
I 2003 var besværlighederne endelig løst og Scimitar kunne endelig genfødes, som den oprindelig var tænkt tyve år
tidligere.
– Da Kastholm så stolen på møbelmessen tør jeg godt sige, at han havde en tåre i øjenkrogen. Og jeg blev meget stolt da han sagde: Det er ikke min stol, Gert. Det er vores!

Krumsablen som inspiration
Scimitar er navnet på en mellemøstlig krumsabel, og inspirationen kom under Jørgen Kastholms arbejdet med indretningen af en lufthavn i Beirut i starten af 60’erne, hvor han fik den første løse idé til et stålstel med form som en krumsabel.
Sammen med Preben Fabricius fik han konkretiseret idéen til stolen, der første gang blev præsenteret ved en udstilling på Kunstindustri-museet i 1963. Stolens understel er ekstremt vanskelig at fremstille, da den skal støbes i tre dele, der derefter svejses sammen. Flere leverandører afslog derfor opgaven, før Ivan Schlechter sagde ja. Schlechter producerede stolen frem til 1984.
Stellet støbes i dag i Nordjylland og selve krydsfiner-skallen presses på Fyn. Men den afsluttende montage finder sted hos bo-ex furniture.
– Vi samler stolen på vores værksted i Brønshøj og udfører selve polsterarbejdet. Hele vejen igennem er det en kompliceret og tidskrævende proces for at gøre alle detaljer perfekte, forklarer Gert Auhagen. Der skal for eksempel to mand til at sy stolen, en til at styre skallen og en til at styre symaskinen.
Hver stol forsynes desuden med en indstøbt mikro-chip, der kan identificere stolen senere, for eksempel efter et
tyveri.
– Chippens nummer er desuden indgraveret i stellet. Hvis stelnummer og logo er slebet væk er der naturligvis grund til at være på vagt, men chippen kan kun fjernes eller deaktiveres ved at ødelægge stolen, så en scanning vil hurtigt afsløre hvor stolen hører til, fortæller Gert Auhagen.

Fabricius & Kastholm
Trods forskellige indfaldsvinkler til møbeldesign, var de to arkitekter enige om aldrig at gå på kompromis med æstetikken. Tidløshed var et ideal de lærte allerede på Skolen for Boligindretning og begge hyldede. Grundtanken i makkerparrets arbejde var perfektion, æstetik og minimering, og derfor står deres arbejde også i dag som moderne møbler i stram og ren æstetik.

PREBEN FABRICIUS (1931-1984)
Preben Fabricius blev udlært møbelsnedker hos snedkermester Niels Vodder, derefter ligesom Kastholm uddannet på Skolen for Boligindretning under arkitekt Finn Juhl.
Han mødte Jørgen Kastholm, da de begge arbejdede hos arkitekt Ole Hagen. I 1961 etablerede de to tegnestue sammen i et kælderlokale i Gentofte, uden faste aftaler med producenter.
Han modtog Illum Price 1969 og Ersten Bundespreis Gute Form 1969. Preben Fabricius døde allerede i 1984 i en alder af kun 52 år.

JØRGEN KASTHOLM (1930-2007)
Jørgen Kastholm var udlært smed og senere uddannet som arkitekt ved Skolen for Boligindretning. Som afslutningen på sin uddannelse arbejdede han i en periode sammen med Arne Jacobsen, som blev en stor inspirationskilde for ham. Jørgen Kastholm har blandt andet modtaget Ringling Museum Award i 1969, Giid Industrial Form i 1972, 1974 og 1976, Stuttgart Design Center, first price i 1972 og 1977 og Grand Prix ved Modern Art Museum, Brazil, i 1973. Jørgen Kastholm var i mange år professor ved Bergische Universitet i Dusseldorf. Han døde i sommeren 2007 efter kort tids sygdom.

One comment

  1. Parrets samarbejde stod på fra 1961 til 1968 og ikke 1970.
    Med venlig hilsen Thomas Kastholm. Jørgen Kastholm søn.

Comments are closed.