Business Class

Fra Grand Prixstjerne til direktør

Søren Bundgaard, der i 1980’erne blev en landsdækkende succes i konstellationen Kirsten og Søren, er i dag selvstændig erhvervsdrivende i en usikker og nervøs branche, hvor netværk, troværdighed og ihærdighed er altafgørende for månedslønnen.
Tekst Pia møller Søe – Foto Finn Byrum 

Søren Bundgaard driver SB Studio i Vadum, 10 kilometer nord for Aalborg. Studiet er et værksted, hans private musik-atelier, hvorfra nogle af dansktoppens mest solgte udgivelser produceres og arrangeres – og virksomheders jingler og speaks bliver til. Søren Bundgaard er sjællænder, pragmatisk og håndværker. Han er selv udøvende kunstner, men hans interessefelt har altid rettet sig mod produktionen, fagets håndværk. I 16 år var han ansat på CMC som producer, med ansvar for nogle af selskabets bedst sælgende albums.

[expand title=”Læs mere…”]

Søren Bundgaard spillede guitar og klaver som seksårig. Han dannede bands med kammeraterne og øvede i velvilligt indstillede forældres kældre. Han blev student fra Kalundborg Gymnasiums musik/matematiske linje og efterfølgende studerede han musikvidenskab ved Københavns Universitet. Undervejs etablerede han, sammen med en kammerat, et lille studie og det var nogenlunde der det hele tog sin begyndelse. Søren Bundgaard blev selvstændigt erhvervsdrivende et sted mellem 2.g og et folkeligt gennembrud.

– Vi leasede et ottesporsstudie og kastede os lidt uovervejet ud i det økonomiske morads, det allerede dengang var, at drive et studie, fortæller Søren Bundgaard. Det var lidt hovedløst, for der var jo ikke det helt store kundegrundlag i Svinninge, der kunne lægge den fornødne faste indtægt. Det gik mig voldsomt på, at det ikke gik så godt. Min partner derimod var helt anderledes, han var forretningsmand og fantast og svært at tage modet fra. Der var jeg nok lidt for kunstnerisk og følsom, konstaterer han.

Søren Bundgaard og hans partner Hasse Rasmussen splitter op efter et par år. Søren læser i København og kan ikke finde ro i den økonomiske usikkerhed virksomheden repræsenterer.

Sørens fortid i veletablerede bands som blandt andet Sir Henry and his butlers, og hans samarbejde med Kirsten Siggaard, som Søren møder da hans band annoncerer efter en sangerinde og Kirsten møder op, er alt sammen væsentlige faktorer der gør at Søren Bundgaard i 1983 debuterer som komponist i Melodi Grand Prix med sangen Og livet går, sunget af Kirsten Siggaard. Sangen er ikke nogen stor succes, med succes kommer i 1984, da Kirsten og Søren deltager med nummeret Det lige det, komponeret af Søren og med tekst af Keld Heick. Nummeret får en første plads og det betyder, at Søren Bundgaard pludselig har et helt andet grundlag for at skabe en forretning med et større kommercielt sigte.

– Melodi Grand Prix var noget meget stort dengang. De plader der kom efterfølgende solgte i 100.000 eksemplarer, simpelthen fordi alle så det samme program i TV dengang. Det var fællesnævneren, siger Søren Bundgaard. Resultatet var godt fast arbejde. Det var meget nemt for den pragmatiske Søren Bundgaard at se, at det her var en mulighed for at leve af musikken, og den greb jeg, fortæller Søren Bundgaard.

GRAND PRIX LAGDE BUNDEN

Søren Bundgaard bliver allemandseje. Hans talent for at komponere og arrangere det hans eget orkester betegnede som ”popslask”, er uovertruffen og den slags betaler sig, men det betød også, at han var et kendt ansigt, der måtte stå på mål for refrænet.

– Jeg boede i København da Grand Prix succesen var på sit højeste, og det er altså anderledes end Aalborg. Virakken var til at leve med. Men, da jeg flyttede fra København til Pandrup vendte det med at være kendis tilbage igen, selvom jeg først kom til Nordjylland i  slutningen af 90’erne. Heroppe gjorde det stadig en forskel, fortæller Søren Bundgaard.

Kirsten og Søren spiller i perioden efter Grand Prix en del jobs, til tider tre om dagen – og producerer plader som en konsekvens af deres succes.  Projektet er en kommerciel succes.

– Sådan et act, bliver jo brugt til at trække folk sammen til halbal, i storcentre og forlystelsesparker – og når det så er overstået, kan folk gå ud og bruge nogle penge i butikkerne og boderne. Det er vilkårene og det var vi fuldstændigt klar over, siger Søren Bundgaard.  Når det så er sagt, så er det jo fantastisk at se, at så langt øjet rækker står folk og klapper og er glade. Det er ligesom en tilkendegivelse af, at det man har lavet er okay, siger Søren Bundgaard.

Søren beslutter, at de penge han tjener skal investeres i at etablere studie og han køber en 24-spors båndoptager. Hans Brewaeys, en lydmand der er tilknyttet Sørens band, investerer samtidigt i en mixerpult der betyder, at de to tilsammen kan kalde sig SB Studio.

– Jeg tænkte en del over hvad jeg skulle gøre med de her penge vi tjente, så det hele ikke skulle betales i skat og så der var noget tilbage når festen var ovre. Jeg leasede så den her 24-spors båndoptager så jeg kunne få lavet mig et studie. Den kostede over 300.000 dengang, så det var noget af en investering, men det var det der satte gang i mit professionelle virke og min karriere som producent, fortæller Søren Bundgaard.  Jeg ændrede mig i den proces der. Jeg fik hår på brystet af det. Af den kreative succes og det faktum at jeg var meget eksponeret. Det modnede mig. Jeg kom fra et velstillet tandlægehjem hvor vi gjorde hvad der blev sagt, og  i den proces der begyndte jeg for alvor at tænke selv – og handle, konstaterer han.

Tommy Seebach er en af studiets kunder og da Søren Bundgaard og Hans Brewaeys bliver enige om at stoppe samarbejdet bliver Søren og Tommy enige om, at samkøre deres kompetencer og fremadrettet drive SB Studio som en fælles forretning.

– Tommy og jeg havde et godt samarbejde, fortæller Søren Bundgaard. Desværre var han allerede dengang alkoholiker i perioder. Mere og mere og efterhånden blev det sådan, at han når han kom om morgnen, var sådan lidt nervøs og rastløs indstil han fik de der tre-fire bajere –  så var han sød og sjov. Tommy var på en eller anden måde altid svær at komme ind bag facaden af. I løbet af dagen eskalerede det hele ligesom og så blev han nærmest ond og gal, fortæller Søren Bundgaard. Det virkede måske lidt som en bitterhed over ikke helt at slå til. Over at han ikke helt lykkedes med det han ville, siger Søren Bundgaard.

Søren Bundgaards både saglige og faglige tilgang til det at være selvstændigt erhvervsdrivende kulminerer med Tommy Seebachs kunstneriske rus. Et eller andet sted undervejs blev det sværere for de to at mødes på samme værdigrundlag og under samme forudsætning. Tommy Seebachs drikkeri tager til, og da SB Studio i 1998 arbejder på nogle projekter omkring Birthe Kjærs Vi maler byen rød, som Søren skrev teksten til, og Tommy misser en vigtigt deadline på grund af sit alkoholforbrug beslutter Søren Bundgaard at opsige samarbejdet og han driver SB Studio videre alene.

TUREN GÅR TIL NORDJYLLAND

En dag ringer Benny Bach, der driver Elap i Pandrup. Søren Bundgaard har tidligere samarbejdet med pladeselskabet og nu vil de købe Sørens studie og samtidigt tilbyde ham en stilling i det nye selskab CMC Records. Søren og hans daværende kone Majbritt beslutter for at give det en chance. Således bliver de to og deres næsten nyfødte datter nordjyder.

– Det var spændende. Det var et selskab der skulle startes op fra bunden og vi håndplukkede folk og fik skabt en sund virksomhed, fortæller Søren Bundgaard. Faktisk var det fra dag eet en succes. Det var interessant at opleve den jyske måde at gøre det på,  jeg kendte kun den københavnske, og heroppe er der et større marked og man kunne sælge plader til andre end de unge, især hvis man annoncerede dem og gjorde folk opmærksomme på produktet. Det var virkelig sjovt at være med i de år, hvor det bare gik fremad og vi faktisk var oppe og være 60 – 70 mand i koncernen, fortæller Søren Bundgaard. Undervejs opkøbte vi Puk Studiet ved Randers og ”The sky was the limit”, fortæller han. Virksomheden var rigtig dygtigt drevet af brødrene Benny og Werner Bach, der havde set en god forretning i den niche de andre ikke ville røre ved. Dansk Top genren, som vi behandlede seriøst og alvorligt og derved skabte vi nogle rigtigt fine produkter med et solidt marked og en lang levetid, konstaterer Søren Bundgaard.

For Søren Bundgaard var skiftet fra København til Nordjylland en fornemmelse af at vende hjem. De nordjyder der i folkemunde har ry for at være lukkede og forbeholdne mødte han aldrig. Tværtimod blev han og hans familie indlemmet i samfundet og skabte hurtigt relationer. Søren Bundgaard arbejdede hos CMC i 16 år, men valgte i 2009 igen en tilværelse som selvstændig.

– Pladebranchen har det svært lige nu. Jeg var efterhånden den eneste producer  i firmaet, de andre var sparet væk, fortæller Søren Bundgaard. Derfor blev vi  enige om at jeg i stedet skulle flytte studiet hjem og så lavede vi en samarbejdsaftale. Det betyder jo, at jeg kan lave andre ting ved siden af og i virkeligheden skulle jeg have gjort det her for mange år siden, konstaterer Søren Bundgaard. Jeg er tilbage i SB Studio, der hvor startede, men med et netværk og nogle referencer der betyder, at jeg kan drive en sund forretning, selv i en ustabil og presset branche.

Søren Bundgaard har etableret studie i Vadum lige uden for Aalborg. Her har han indrettet sit værksted, sit studie, hvorfra han stadig producerer plader, agerer som musikalsk arkitekt, klipper lyd for virksomheder og varetager pladeselskaber og kunstneres interesser på forskellige danske produktioner.

– Jeg har haft en rigtigt godt job og jeg har været rigtigt glad for det, men grundlæggende er det her mere interessant, siger Søren Bundgaard. Der er en grundlæggende glæde ved helt og holdent at være ansvarlig for sin egen succes og det er meget mere fristende at give den en ekstra skalle, når man ved at det kommer tifold tilbage hvis du lykkedes.

Søren Bundgaard er lykkes. Sin succes og den ro han har fundet, i en til tider usikker tilværelse som selvstændigt erhvervsdrivende, tilskriver han netværk.

– Tidligere har jeg faktisk ikke været god til at varetage mine netværk og gøre mig synlig. Jeg har bare tænkt, at folk jo ved jeg er her og ved hvad jeg kan – men gu’ gør de da ej. Jeg har tilbage i 80’erne lavet nogle hit folk husker, men ved de hvad jeg har lavet siden?  Nu har jeg erkendt at netværk betyder alt – og at man skal tvinge sig selv til at pleje og opsøge dem. Der skal gerne opstå noget hvergang du møder nye mennesker, siger han.

[/expand]