Business Class

Spar Nord tilpasser organisation og skærper strategi

Spar Nord gennemfører torsdag en række strategiske initiativer, der skal styrke bankens lønsomhed og konkurrencekraft. Initiativerne udspringer dels af den nylige fusion med Sparbank og dels af ambitionen om at drive en fokuseret og konkurrencedygtig bank for almindelige privatkunder og lokale virksomheder.

I forlængelse af fusionen med Sparbank gennemfører Spar Nord torsdag den tilpasning af organisationen, som er aftalt i fusionsplanen mellem de to nu fusionerede banker.

Tilpasningen betyder, at 100 stillinger i den fortsættende bank – Spar Nord – nedlægges i hovedsæde- og supportafdelinger samt i de filialer, der geografisk overlapper hinanden.

Skærper strategi

Spar Nord implementerer samtidig en skærpet strategi, der tager højde for et dansk bankmarked med fortsat lav aktivitet og vækst.

Den skærpede strategi skal gøre Spar Nord til en mere enkel bank, hvor en slankere og mere fokuseret hovedsædeorganisation skal styrke lønsomhed og konkurrencekraft. Samtidig fastholdes fokus på en nærværende og handlekraftig kundebetjening med udgangspunkt i fysiske filialer i lokalområderne.

– De beslutninger, vi fører ud i livet i dag, handler grundlæggende om at øge fokus på det, vi er bedst til – nemlig at drive en lokalt forankret og engageret bank med entydigt fokus på helt almindelige privatkunder og lokalområdets virksomheder. Det har vi vurderet, at vi fremover kan gøre med et slankere og mindre kompliceret setup i hovedsædet og supportfunktionerne, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby.

Den skærpede strategi indebærer, at en række funktioner og afdelinger i Spar Nords stabsfunktioner, Handel- og Udlandsafdeling samt formuecentre nedlægges eller sammenlægges. Som konsekvens heraf nedlægges i alt 52 stillinger.

Forud for tilpasningerne har Spar Nord lanceret et frivilligt fratrædelsesprogram, som sammen med naturlig afgang og nedlæggelse af ledige stillinger reducerer det samlede antal afskedigelser. De gennemførte tiltag betyder, at bankens fremtidige lønomkostninger falder med omkring 100 millioner kroner.

Satser på nærvær

Spar Nords skærpede strategi er ifølge Lasse Nyby et vidnesbyrd om, at banken fortsat vil differentiere sig fra konkurrenterne ved at være en landsdækkende kæde af lokale banker

med fokus på nærvær og lokalt engagement:

– Den generelle, økonomiske tilbageholdenhed fordrer, at vi også fremover kan tiltrække mange nye kunder til banken. Og det tror vi på, vi gør bedst ved at komme danskerne i møde med relevant og nærværende rådgivning og ikke mindst en enkel palette af konkurrencedygtige produkter, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.

Om Spar Nord

Med flere end 320.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere (efter tilpasning) og 90 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2011 et overskud før skat på 345 millioner kroner. Spar Nord ejes af flere end 125.000 aktionærer.