Verden er åben

Efter kun et år i direktørstolen i Aleris Privathospitaler, skulle man tro, at han var færdig med den store hvide verden. Men tidligere sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, tager sin diagnose som fyret med sindsro. Det er en indgang til nye muligheder, mener han.
Tekst Sussie Munk – Foto Finn Byrum 

Fusionen mellem Privathospitalet Hamlet og Aleris Privathospitaler har kostet den tidligere konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen direktørjobbet i Aleris-koncernens danske afdeling. Da Jakob Axel Nielsen indtog direktør-posten, bestod Aleris Privathospitaler af fem landsdækkende privathospitaler, der også beskæftigede sig med ældrepleje samt børne- og ungdomspsykiatri. Aleris havde hovedafdeling i Herning og havde derudover afdelinger i Hørsholm, Esbjerg, Århus og Aalborg. Jakob Axel Nielsen stopper som direktør ved udgaven af oktober. Business Class har spurgt ham om, hvad han så vil give sig til nu?

– Jeg er et roligt menneske, så jeg benytter tiden til at undersøge mange forskellige spor og aktivere mit store netværk, svarer han.

[expand title=”Læs mere…”]

Ønskejob: Forandringsledelse

– Jeg er da klar til at blive direktør igen, og jeg vil også meget gerne beklæde bestyrelsesposter, som jeg allerede har flere af. Mit ønskejob vil være at stå i spidsen for en virksomhed under forandring. For det er forandringsledelse, jeg er bedst til, og som jeg har haft største succes med, siger Jakob Axel Nielsen. Han har ikke planer om at indtræde i landspolitik igen foreløbig, men han vil ikke afvise, at det sker igen.

– Jeg har intet ønske om at blive livstidspolitiker. Jeg har været glad for min tid i Folketinget, men jeg synes, at det er fint at komme ud i erhvervslivet igen og få afprøvet ens markedsværdi. Der er jeg for en gang skyld enig med Enhedslisten – der bør være tvungen rotation for politikere.

Stor spillebane for private hospitaler

Om det bliver en virksomhed i Nordjylland eller i København, der får Jakob Axel Nielsen som frontfigur, er ifølge ham selv ikke så væsentligt.

– Med 23 daglige afgange fra Aalborg til København er vi blevet en slags forstad til København. Så jeg kan sagtens bo her og arbejde der, siger Jakob Axel Nielsen. Han er sikker på, at hele sundhedssektoren står foran en dramatisk forandringsproces herhjemme i de kommende år.

– Hvis man skeler til den svenske udvikling, kan man se, at de har været foran os med at få mere sundhed for pengene ved at privatisere store dele af sundhedssektoren. Den økonomiske krise vil skubbe yderligere på den udvikling, og vi skal vænne os til at the payer and the provider ikke nødvendigvis behøver være den samme længere. Når vi får gjort op med de tankesæt i Danmark, ligger der en stor spillebane klar for private hospitaler, som kan få opbakning på tværs af de politiske partier. I Nordjylland har vi et eksempel på, hvor godt det kan gøres i den private virksomhed Blæksprutten i Hjørring, der har haft succes med overtage hjemmehjælps-ydelser for kommunerne. Det er slået igennem selvom indehaveren har døjet med fordomme om, at ”det skal være en offentligt ansat, der kommer”. Vi er nødt til at smide ideologien fra os, så kommer vi længst. Vi skal turde tage diskussionerne og prioritere imellem patientgrupper. Hvis vi igen skeler til Sverige er jeg sikker på, at det ikke varer mange år, før de offentlige hospitaler drives af private virksomheder efter facility management modellen, mener Jakob Axel Nielsen.

Nordjyder får langt til lægen

– Det kommende nye universitetshospital i Aalborg vil kunne give et vækst boost til hele life science branchen i Nordjylland. Jeg kan se for sig, hvordan de mange spirende ingeniør-virksomheder inden for hjælpemidler til handikappede, diagnosticering osv. kan vokse, siger Jakob Axel Nielsen. Nordjyderne skal vænne sig til nye modeller i sundhedssektoren fremover, tror han.

– Befolkningsmæssigt er Nordjylland tyndest befolket i forhold til arealet, og jeg tror at vi kommer til at vænne os til ikke nødvendigvis at ha’ vores praktiserende læger geografisk så tæt på, som vi har i dag. Man skal til at vænne sig til at køre 50-60 kilometer til lægen. Vi kan ikke trække dygtige læger til de små samfund, og lægerne har brug for faglig sparring fra andre og vil mere og mere foretrække at organisere sig i sundhedshuse med andre læger og sundhedspersoner.

Den brændende platform

Jakob Axel Nielsens yndlingsmetafor er en boreplatform. Han beskriver, hvordan han ser alle opgaver, som det at stå på én brændende olieplatform og ønske sig hen på den anden platform, man lige nøjagtigt kan skimte som en lysende prik i natten. Opgaven er så at finde den letteste vej igennem det oprørte hav. Vil man sejle, svømme, flyve? Hvilke muligheder har man?
– Det gælder også sundhedssektoren. Tiderne har ændret sig, og det kræver, at vi skifter platform, siger Jakob Axel Nielsen. Personligt har han selv skiftet platform nogle gange i sit 44-årige liv. Første gang var måske da han i første omgang opgav drømmen om jurastudiet, fordi han festede sig igennem gymnasietiden i Hadsund, og dermed ikke fik skabt de fornødne karakterer.

– Af en eller anden grund, greb jeg ikke ind, selvom jeg kunne se, hvor det bar hen med karaktererne. Jeg troede vel, jeg kunne gå på vandet, selvom jeg endte med et snit på
8, 3 – og så vidt jeg husker skulle man ha’ 9,8 for at komme ind på jura. Jeg begyndte på cand. merc. studiet i stedet for, men hver gang jeg mødte nogle jurastuderende, føltes det virkeligt forkert, at jeg ikke var sammen med dem. Det var som om hele verden sank i grus, og jeg følte mig fuldstændig ufri. Derfor lagde jeg alle festerne på hylden, gik to skridt tilbage og begyndte at tage en et-årig HH-eksamen, for at forbedre mine karakterer og derefter komme på jurastudiet. Jeg arbejdede en vis legemes del ud af bukserne det år. Og det var lidt hårdt for selvfølelsen, at møde alle andre, der var videre, mens jeg gik tilbage. Men det lykkedes. Jeg fik et snit på 10.2, og kom ind på jura, husker Jakob Axel Nielsen.

Kærlighed og hushandel

Privat er Jakob Axel Nielsen gift for 2. gang med Mette Due Nielsen, der læser til lærer. Parrets møde kunne være manuskriptet til en amerikansk kærlighedsfilm. De mødtes nemlig, da hun købte hans rækkehus. Så det endte faktisk med at han slet ikke slap af med huset, men beholdt det og fik en ny kæreste oven i købet.

– Efter min skilsmisse i 1999 boede jeg og mine to døtre i et rækkehus i Aalborg, huset var for lille og jeg satte det til salg. Mette købte det, og jeg fik lov af hende til at lade min computer stå i huset midlertidigt, fordi min netforbindelse til Folketinget ikke var blevet flyttet. Når jeg kom og tjekke mail faldt vi i snak – og i dag er vi så gift og har fået to børn sammen, fortæller Jakob Axel Nielsen. Han er dermed far til fire – og ejer af ikke mindre end to huse i Aalborg og et i København. Analogien med platforme, bruger han også i rollen som far.

– At være en god forælder er i virkeligheden ret enkelt. Det handler om at vise børnene, at deres platform ikke brænder, at deres plads i verden er fuldt berettiget. De skal ha’ masser af kys, mad, ro og tryghed omkring sig. Men det er svært at give noget man ikke selv har, og derfor kan jeg godt forstå, at nogle forældre ikke er i stand til det, siger Jakob Axel Nielsen. Hans egen opvækst i Hadsund var fuld af kærlighed – tilsat stor frihed. F.eks. elskede han at besøge sin farfars sommerhus i Krage Klit ved Hirtshals. Han lærte stort set at køre bil dengang, kørte ud over markerne i en gammel spand for fuld gas. Med det resultat, at han kunne skulle ha’ sølle to køretimer, da han skulle erhverve det lovpligtige kort i 1985.

[/expand]