Anne Marie Lie Nielsen: Mod strømmen i medvind

Anne Marie Lie Nielsen har for kort tid siden forladt Modström til fordel for en topstilling som produktchef hos Saint Tropez. Læs portrættet af den unge aalborgensiske designer, der både er perfektionist, pragmatiker og kreativ.

tekst: Sussie Munk – foto: Daniel Nielsen/frozenpanda.com

– Jeg blev ringet op af en headhunter, der gav mig et tilbud om et job, jeg ikke kunne sige nej til. Det var svært at forlade Modström, som jeg har været en del af siden firmaet blev grundlagt i Aalborg for 8 år siden. Men tiden var moden til at prøve noget nyt – og jeg var også selv moden til nye udfordringer og til at udvikle mig yderligere. Hos Modström havde jeg fingrene i ALT – helt ned til den mindste knap var jeg med. Hos Saint Tropez har jeg titel af produktchef, og selvom det også er meget produktorienteret, er det meget mere overordnet, det jeg beskæftiger mig med nu, og jeg er meget glad for det, siger Anne Marie Lie Nielsen.

Min far var selvstændig

32-årige Anne Marie er født og opvokset i Aalborg – eller nærmere bestemt Svenstrup.

– Jeg har en far, der har haft sit eget byggefirma, KS Nielsen, så jeg husker ham kun som selvstændig. Faktisk har han lige solgt sit firma. Min mor har arbejdet på Aalborg Universitet som korrespondent. Jeg har en storesøster, der hedder Caroline, hun er også blevet selvstændig her inden for det sidste år, men ellers har hun arbejdet med eksportsalg i forskellige virksomheder bl.a. inden for børnetøj. Min opvækst var tryg, og i folkeskolen – det var Højvangsskolen i Svenstrup – var jeg en meget flittig elev. Så havde jeg nogle år på Aalborg Katedralskole, hvor jeg også havde…andre interesser end skolen, griner Anne Marie og vil ikke helt indrømme, at en stor del af gymnasietiden blev tilbragt i Jomfru Ane Gade med fest og ballade.

Hoved og hænder

Efter gymnasiet var Anne Marie på jordomrejse med en veninde. Finansieringen af rejsen og senere studiet på designskolen TEKO i Herning blev til ved et pars års job på et skisportssted i Schweitz.

– Der er ikke nogen bestemt, der har inspireret mig til at designe. Jeg har altid syet meget, også som lille. Da jeg gik på fritidshjem, sad vi med symaskinerne og lavede kjoler og nederdele. Jeg tror, at det der tiltalte mig var, at man både kunne bruge sit hoved og sine hænder. Faktisk tror jeg, at det er kombinationen mellem at bruge hovedet og så kreativitet, der har ført mig til det, jeg har opnået i dag. Min tilgang til designer-faget er måske lidt mere praktisk eller realistisk end mange andre designere, og det har nogle gange gjort det hele lidt nemmere for mig, siger Anne Marie og tilføjer:

– Hjemmefra og i mit job hos Modström er jeg opfostret med, at alting skal kunne hænge sammen produktionsmæssig og praktisk.

Det begyndte på Loftet

Efter to års uddannelse i Herning blev Anne Marie af skolens lærere og censorer rådet til bare at kaste sig ud i branchen. Hun var allerede da kendt for sine evner til at kombinere en skarp hjerne med kreativitet og perfektionisme.

– Fra Aalborg kendte jeg dem, der havde Butler og Loftet butikkerne. Jeg var kæreste med den ene indehaver Caspar Thomsen.  Så mens jeg søgte jobs i modehusene, fik jeg job i Loftet-butikkerne, der på det tidspunkt ikke havde nogen butikschef. Så jeg var lidt med over det hele, jeg var med ude og købe ind til butikkerne og så dermed den anden side af branchen. Efter endt eksamen var jeg til samtale hos Patrizia Pepe, som jeg havde lavet afgangseksamen for. Betingelsen for, at jeg kunne blive ansat der var, at jeg lærte italiensk, så det gik jeg i gang med at lære hos en privatlærer fra universitetet, husker Anne Marie. Men det blev aldrig til Italien for den unge designer. Heller ikke i Loftet-butikkerne kunne hun helt holde sig fra blyant og papir. Sammen med indehaverne af butikkerne, tegnede hun nogle modeller, der lynhurtigt blev produceret og solgt i butikkerne.

– Det gik rigtigt godt, og det affødte tankerne om at lave et tøjmærke, der byggede på et koncept med seks årlige kollektioner og ekspres-produktion. På den måde kunne man ramme noget meget aktuelt i hver sæson.

Ikke uden udfordringer

Der var ikke langt fra tanke til handling.

– Det blev så til Modström i 2004. Indehaverne blev trekløveret Caspar Thomsen, Mikael Øvad og Sven Wagner Jeg blev ansat som designer, selvom jeg var helt nyuddannet. I første omgang placerede vi firmaet ovenpå Butler/Loftets Outlet i Skalborg. Der var vi et års tid og fik lavet den første kollektion, som vi præsenterede på messen i Øksnehallen i København. Det fik fint, men det var altså ikke uden udfordringer. Alt byggede på learning-by-doing, fordi vi skulle opbygge alting fra bunden. Men vi ramte et behov i markedet, det er der ikke tvivl om. Fordi vi kom så hurtigt ud med kollektionerne, var det muligt for os at catche op på tendenser og trends midt i sæsonerne, siger Anne Marie. Modström voksede stille og roligt og flyttede først til Indkildevej og siden til Vandmanden i City Syd i større lokaler.  I dag har firmaet 18 medarbejdere og vind i sejlene.

Inputs og impulser

Anne Marie flyttede med, da Modström for et par år siden forlod barndomshjemmet i Aalborg og rykkede til hovedstaden.

– Der er flere grunde til, at firmaet endte med at flytte. Ligesom London er mode-mekka i England, og Paris er det i Frankrig, så har den danske modebranche altså sit hovedsæde i København. Inspirationsmæssigt ER det altså en større by, der har mere at byde på. Det er også langt nemmere at tiltrække de dygtigste medarbejdere. Det er nemmere at få unge mennesker til at flytte til København end til Aalborg. Desuden er modebranchen international, og det er nemmere at rejse til og fra København, forklarer Anne Marie. Hun fortryder slet ikke, at hun skiftede gågaderne i Aalborg City ud med Strøget i Købehavn og en central lejlighed på Vimmelskaftet, hvor hun bor med kærsten Martin.

– Nej, jeg nyder at bo i Købehavn. jeg får så mange inputs og impulser lige uden for min hoveddør. I Aalborg er der måske 10-20 fede butikker – her er mange hundrede, fortæller designeren.

– Min kæreste er salgschef for J. Lindeberg, der er et svensk firma, der laver herretøj. Det er selvfølgelig lidt svært ikke at snakke om modetøj hen over aftensmaden, griner Anne Marie. Hun husker dog at holde fri og elsker at dyrke yoga og løbe en tur efter en travl arbejdsdag.

Faktaboks:

Anne Marie Lie Nielsen

Født: Den 22. november 1980

Opvokset i Svenstrup

Uddannelse: Designer på TEKO Design & Business i Herning

Børn: Ikke endnu

Kæreste med: Martin, der er salgschef i J. Lindeberg

CV: Først chef-designer hos Modström. Nu produktchef hos Saint Tropez

 

Det er jeg glad for, at jeg ikke har designet:
-Popstjernen Lady Gagas kødkjole, som hun bar under stor hype til MTV Video Music Awards i 2010. Jeg synes godt, det hele kan blive lidt for weird og far out.

Det ville jeg gerne designe:
– En brudekjole til fotomodellen Kate Moss. Jeg synes hun er meget specielt og helt sig selv. I det hele taget ville jeg gerne klæde hende på.

Om Saint Tropez

Saint Tropez har mere end 30 butikker i Danmark og Sverige og en række franchisebutikker i Danmark, Sverige og Holland. Mærket sælges desuden i adskillige stormagasiner i hele Europa og til mere end 1000 forhandlere på verdensplan. Saint Tropez udvikler årligt 10 kollektioner, og det tager blot 3 måneder fra skitse til at kollektionen er i butikkerne.