Fælles indsats for at trække flere investeringer til de tre vestdanske regioner førte til 19 nye investeringsprojekter i 2016. Dermed har Foreningen Vestdansk Investeringsfremme skabt og fastholdt mere end 5.000 job i de 10 år samarbejdet har eksisteret.
Indsatsen for at hente udenlandske investeringer til de tre vestdanske regioner lever fortsat op til målsætningerne. Det viser årsrapporten for 2016 fra Foreningen Vestdansk Investeringsfremme (FVI), der i samarbejde med Udenrigsministeriets nationale investeringsfremme organisation “Invest In Denmark” har varetaget opgaven siden 2007.
Samlet set blev 19,7 investeringsprojekter gennemført i en af de tre regioner i 2016 – og skabte i løbet af året 408,3 nye videntunge arbejdspladser. Decimalerne er udtryk for, at enkelte projekter og arbejdspladser deles mellem regionerne eller mellem de to østdanske regioner.
– Årsrapporten understreger, at samarbejdet mellem Invest in Denmark og Foreningen Vestdansk Investeringsfremme effektivt binder den lokale, regionale og nationale investeringsfremmeindsats sammen og resulterer i succesfuld tiltrækning og fastholdelse af investeringer, siger formand for FVI og regionsrådsformand i Region Nordjylland Ulla Astman (S).
Flere grunde til optimisme En række faktorer peger samtidigt frem mod endnu flere investeringsprojekter i fremtiden. Herunder en bred politisk aftale om at afskaffe PSO-afgiften samt flere andre initiativer, som skal gøre danske rammevilkår endnu mere attraktive for udlandet. Gode rammevilkår kan dog ikke stå alene, understreger Ulla Astman:
– Erfaringen viser vigtigheden af, at vi giver de internationale investorer mulighed for at se potentialer i hele Danmark. Det kræver et velkoordineret samarbejde mellem relevante regionale aktører, siger hun.
Ny energi i vestdansk samarbejde I den forbindelse fremhæver årsrapporten, at de tre vestdanske regioner har forstærket deres samarbejde gennem initiativet ”Vestdansk Erhvervssamarbejde”, hvor de tre vestdanske vækstfora blandt andet har forpligtet sig til stille virksomhederne lige ved deltagelse i programmer og projekter, uanset hvilken region, der er ansvarshavende for aktiviteten.
Det forstærkede samarbejde foregår blandt andet inden for energi og fødevarer og spiller tæt sammen med de seks fokusområder i FVI: “CleanTech”, “Life Sciences”, “Information and Communication Technologies (ICT)” samt “Design”, “Food” og “Maritime.
Yderligere informationer: Foreningen for Vestdansk Investeringsfremme (FVI) • Foreningen for Vestdansk Investeringsfremme (FVI) er et samarbejde mellem Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark samt Udenrigsministeriet i form af Invest in Denmark.
• Fra 2014-2016 har FVI skabt og fastholdt 1.524 job, hvilket lever op til målsætningen om 1.400 job over tre år.
• Invest in Denmark er blevet noteret for i alt 1.615 nye eller fastholdte arbejdspladser i Danmark 2016, hvilket ligger over gennemsnittet for de sidste 3 år.
• Invest In Denmark er samlet noteret for skabelse og fastholdelse af 11.937 job i hele Danmark, mens 5.047,3 af disse job er placeret i Vestdanmark.