Hun havde succes i et højtlønnet job i medicinalindustrien med ansvar for en milliardomsætning og 70 medarbejdere. Men Birdie Wendelboe manglede noget. Hun brugte ikke sin kreative hjernehalvdel. Derfor kvittede hun den sikre karriere og sprang ud i drømmetilværelsen som selvstændig smykke- og tørklædedesigner. Dualiteten mellem den farverige kreativitet og den kølige, nordiske råstyrke er ganske tydelig i Birdies design.
Af: Kim Konnerup, foto: Marie Knap
– Jeg er meget visuel. Jeg bliver så inspireret af de ting, jeg oplever. En tv-serie, en god middag … eller spændende omgivelser.
Birdie Wendelboe vikler det store silketørklæde af sin hals og folder det ud. De brændte farver forvandler sig til et geometrisk motiv, der ved nærmere eftersyn viser sig at være et fotografi af en af de store kedler, der hænger ned fra loftet i forhallen på Nordkraft.
– Det er fra min Nordkraft-kollektion. Jeg har haft kontor på Kulbroen her i Nordkraft i et halvt år, og det er så inspirerende at arbejde her.
Kulbroen er på sjette sal i Nordkraftbygningen. Dengang her var kraftvarmeværk, kørte kullene fra havnen på store transportbånd gennem denne bro og hen til de store kedler. I dag er her kontorer for spændende, kreative og innovative virksomheder.
Råt og eksklusivt mix
Et af kontorerne tilhører ’By Birdie’, Birdie Wendelboes design- og grossistvirksomhed for smykker og tørklæder. Smykkerne er markante, store og meget udtryksfulde. Ædelstene og brillanter. Gulv, sølv. Oxideret eller blankpoleret. Uslebne eller med smukke facetter. Den populære Antique Ring Collection var inspireret af TV-serien Spartacus med gladiatorer, sværd, sand og sandaler.
– Min passion er at designe treasures af eksklusive og unikke håndsmedede smykker i et miks af sølv og guld, prydet med perler, diamanter og ædelstene. Min stil er rå og på engang luksuriøs, hvor jeg kombinerer det rå og ekstravagante med et feminint touch således at luksuriøse kombinationer af ædle materialer forenes i et særligt eksklusivt smykke.
– Den her broche viser også en af kedlerne fra en anden vinkel. Herunder kan man se kullene komme ud, naturligvis som brillanter. Den anden her er trappen og vinduet her på kulbroen. Og dette vedhæng forestiller det store trappetårn udenpå Nordkraft, fortæller Birdie og viser Nordkraft-smykkerne frem.
Det er på en måde en slags jubilæumskollektion for hende. Nummer 25 siden hun lavede sin første i 2003. Smykkerne rangerer i den eksklusive ende af spektret. En ring med 10 gram guld og mere end 5 karat brillanter er naturligvis ikke helt billig. Men der er plads til Birdies smykker på markedet.
– Denne kollektion har jeg allerede fået meget ros for. Den er meget anderledes, en rå fusion af nordisk industri og østens visdom. Primært i guld, oxideret sølv og brillanter. Karmaringene fra Nordkraft har fire ’hjul’, der kan drejes rundt på den brede ring, inspireret af buddhismens tanker om livets hjul.
Smykkekollektionerne sælges gennem guldsmedebutikker, både her og i udlandet, og vækker betydelig opsigt. Tre af hendes ringe med akvamarin skal være med i en ny bog af smykkeskribenten Nina Hald, og til efteråret skal hendes smykker udstilles sammen med kronjuvelerne.
– Jeg har et eller andet sted altid vidst, at jeg ville arbejde med smykker. Lige fra jeg var helt lille, var jeg vild med min mormors sølvarmbånd. Dem har jeg i øvrigt arvet, og jeg brugte dem til mit bryllup. Men jeg kan bare huske den fascination. Den har jeg altid haft.
Uanset om hun designer smykker eller tørklæder, er det lige så meget en ubevidst proces som det er et ’work-in-progress’. Begge dele bliver til i dialog og samarbejde med hendes leverandører.
– Men jeg ved bare, når det er færdigt og rigtigt. Jeg kan se, hvis en sten skal flyttes en anelse. Jeg ved hvilke farver, der passer godt sammen. Jeg suger inspiration til mig og fornemmer, hvor verden og tiden er på vej hen. Jeg kan mærke det.
Højre hånd for Lene Bjerre
Vejen til at blive smykkedesigner har langtfra været snorlige for Birdie, og alligevel ser hun i dag, hvordan alle hendes kompetencer og passioner samles nu i ’By Birdie’.
– Jeg er opvokset på en gård ved Mogenstrup på Sjælland, men har også boet på den danske ambassade i Indien og været gennem Herlufsholm Kostskole. Så fik jeg en kæreste, som jeg første fulgte til USA og senere til Aalborg. Så var tiden kommet til, at jeg skulle i gang med at studere, syntes jeg.
Det blev ikke drømmestudiet som arkitekt, fordi jobmulighederne tilbage i firserne var begrænset. Birdie valgte at tage en cand.merc i international økonomi. Senere mødte hun også sin mand i Aalborg, Per Wendelboe, som hun stadig er gift med.
– Jeg ville så gerne kombinere mit arbejde med noget design. Jeg fik arbejde som regional eksportchef hos møbelfabrikken Getama, som blandt andet lavede Wegener. Men jeg brugte mere tid ude i polsteriet, fordi jeg syntes, det var meget sjovere.
Det var her hun mødte en af firmaets leverandører af sengetæpper, som hun faldt godt i snak med.
– Det var Lene Bjerre. Og selv om hun ikke havde brug for en af ’min slags’ i sit firma, gjorde jeg et eller andet indtryk på hende. Senere fortalte hun mig, at hun havde bidt mærke i min grønne jakke – en kort jagtmodel fra Ivan Grundahl – og tænkt at ’hun kan et eller andet’.
Birdie fik job som import/eksport-assistent hos design- og tekstilvirksomheden, men inden for få uger var hun blandet ind i langt flere af firmaets opgaver. Med årene kom hun til at beskæftige sig med salg, konceptudvikling, tekstilproduktion, design og meget mere.
– Jeg var firmaets blæksprutte og Lene Bjerres højre hånd gennem ti år. Fra 1990 hvor det begyndte at gå stærkt og virksomheden udviklede sig eksplosivt. Det var spændende og vi kørte et meget tæt parløb. En af mine sidste store opgaver var udviklingen af Bamse Bimse-konceptet, som jeg produktmodnede.
Birdie blev headhuntet. Først til IKEA i Indonesien, som hun valgte at takke nej til af hensyn til familien, og derefter til en helt anden branche.
– Jeg kom ind i medicinalindustrien, som jeg intet kendte til. Som filialchef i Nomeco fik jeg ansvar for 70 medarbejdere, og i den tid jeg stod i spidsen øgede vi vores omsætning fra 560 millioner til 1 milliard.
Jeg skal nå at leve drømmene ud
Det var et særdeles højtlønnet job med fantastiske frynsegoder. Birdie fungerede godt i jobbet, udviklede sig fagligt og opnåede store resultater. Men der manglede noget.
– På et tidspunkt dør min far. Han var 70 år. Og jeg kan huske jeg stod ved hans seng og tænkte, at jeg skal nå at få gjort de ting, jeg drømmer om. Jeg skal nå at leve drømmene ud.
Hun manglede at bruge sin anden hjernehalvdel. Hun savnede at bruge sin kreativitet. Hun kunne nemt falde tilbage på den branche hun kendte fra Lene Bjerre-tiden, men besluttede sig for at det skulle være noget andet. Og huskede sine mormors sølvarmbånd.
– Jeg tog til Indien med 50.000 kroner på kontoen. Besøgte guldsmede og fik lavet modeller. Efter kort tid måtte jeg ringe hjem til min mand, for jeg havde brugt 300.000 kroner. Han var meget forstående, men konstaterede også ’at nu fangede bordet’.
Hun udnyttede også den megen ventetid, mens guldsmedene lavede deres modeller. Når nu hun var i verdens tekstilcentrum, kunne hun jo lige så godt bruge sin erfaring til at designe nogle tørklæder.
– Det var ikke meningen fra starten, men det viste sig at være en god ide. En af mine første kunder var Apair i København. Først købte de ti silketørklæder. Butiksprisen var 1.200 kroner stykket. Efter få dage ringede de og bad om flere omgående. Og så gik det stærkt.
Det var i julen 2004, at Birdie stod ved en afgørende skillevej og måtte træffe en beslutning.
– Huset på Wibroesvej flød med tørklæder og der var kasser overalt, mens jeg stod og pakkede flere paller. Og jeg måtte bestemme om jeg ville satse fuldt og helt på smykker og tørklæder. Eller om jeg ville fortsætte hos Nomeco. Der måtte ikke kunne sættes en finger på mit arbejde, sådan er jeg. Så jeg sagde mit arbejde op og blev selvstændig.
Begge sider af Birdie
Hun elsker selv det skisma og den dualitet, hun rummer. Både den forretningsmæssige, strukturerede side og den flagrende, kreative side.
– Jeg brænder for begge dele, og som selvstændig kan jeg udfolde det. Gennem fem år havde jeg ikke brugt min kreative side. Det var som en blomst, der stod i skyggen. Men jeg er og har altid været en æstetiker. Jeg lægger mærke til detaljer og elsker form, farver, tøj.
Birdies tørklæder har vakt stor opmærksomhed hos modebutikker både i Danmark og i udlandet. Hun rejser selv til Indien to gange om året og besøger de forskellige leverandører, og lader sig inspirere af de mange forskellige teknikker og muligheder.
– Jeg foretrækker silke og kashmir, for det giver de smukkeste farver og den lækreste følelse af kvalitet. Tørklæderne bliver lavet i mange forskellige teknikker. Tie-dye, vævet, dobbeltvævet, printet, håndlavet. Men jeg går aldrig på kompromis med kvaliteten. Jeg vil ikke lave masseproduktion i billige materialer.
En ny teknik, hvor mønstre kan overføres digitalt til silke, har åbnet for en ny verden af kreative muligheder. Nordkrafttørklædet er et godt eksempel. Men også hendes helt nye graffiti-tørklæder ser ud til at hitte i butikkerne.
– Jeg fik ideen i Berlin. Muren med graffiti, der blev revet ned. Så kom jeg til at tænke på noget graffiti i Aalborg, min mand havde nævnt for mig. På de gamle siloer og pakhuse, som de er ved at rive ned ved det gamle havnebassin.
Birdie tog sit kamera med på havnen og gik på jagt efter farver og mønstre på væggene. Resultatet er farvestrålende tørklæder med navne som ”Red Light”, ”Punker” og ”Aalborg by night”. Når de bæres som snoede tørklæder, er det smukke mønstre i spændende farver, der passer både til rå jeans og pæne dragter. Når de foldes ud, et stykke kulturhistorie der er på vej til at forsvinde.
– Det er en forevigelse af en del af Aalborg. Og det passer godt til den rå, industrielle stil i Nordkraft, som har inspireret mig på det seneste, siger Birdie Wendelboe.
Fakta:
Birdie (Birthe) Wendelboe
Født: 31. maj 1962
Fødeby: Fakse
Civilstand: Gift med Per Wendelboe , salgsdirektør Cembrit . Været sammen siden 1986 ( kærlighed ved første blik)
Børn: 2 sønner Mathies 18 år og Julius 13 år. 2 bonussønner: Philip 30 år og Nichlas 27 år
Uddannelse:
Student Herlufsholm Kostskole
High School graduale Elmira New York 1980
Cand. Merc. IVØ 1989
Executive Management uddannelse: INSEAD business School, Fontainebleu, Paris 2003
Karriere:
Getama: Regional eksportchef, 1990
Lene Bjerre Design: Eksport/ importassistent, eksport/ importansvarlig, salgschef, Højre hånd, 1990-2000
Nomeco: Filialchef Aalborg, 2000-2005
By Birdie: Designer/ejer siden 2004
Mia Petra: Grundlægger/ejer/designer, 2005-2011
Seneste udstillinger i 2012:
Birmingham jewellery fair, februar 2012
Vejle smykkemesse, marts 2012
Ciff Jewelery Cph, august 202
Norsk Gull- sølv og ure, Oslo, august 2012
IJL : International Jewelery show London, september 2012
Sommerset House London. International designer show , baroque castle , Juni 2012
Bestyrelsesposter :
Guldsmedebranchens leverandørforeing GLF
Tillidshverv:
Bankrådsmedlem Sparnord Bank