Business Class

Sådan holder du dig ung – rejs for livet

Med stor sandsynlighed lever berejste mennesker længere end de fleste

”At rejse er at leve” er en udødelig, men ikke videre dyb udtalelse fra vores store eventyrforfatter. Hr. Andersen, som kun blev 70 år, døde måske i virkeligheden, fordi han holdt op med at rejse.

Kilden til ungdom, og hvad der holder mennesker kvikke i en høj alder, er altid interessant, og mens der findes masser af teorier, kan der ikke drages sikre konklusioner.

Sidste efterår indkaldte Northwestern University i Chicago tolv såkaldte SuperAgers – defineret som mennesker på 80 år og derover med en hukommelse på niveau med eller bedre end raske mennesker i 50’erne og 60’erne. Universitetet er angiveligt det eneste i verden, der studerer alderdom, herunder demens og Alzheimers. Blandt de indkaldte var June Scott på 86 år, der har besøgt alle syv kontinenter og mere end 87 lande. Hun var netop hjemvendt fra Israel og havde samme år besøgt Cuba, sovet i telt i den saudiarabiske ørken og sejlet i kajak blandt delfiner i Namibia.

Professor i studierne af SuperAgers, Emily Rogalski, påpegede, at man i tilfældet med June Scott ikke kan konkludere, at rejser alene er nøglen til at holde hjernen velfungerende. Den eneste fællesnævner blandt disse SuperAgers synes at være overlegne hukommelser og ungdommelige hjerner.

Eksempler som June Scott behøver vi ikke at rejse over Atlanten for at finde – Danmark har mange super-ældre, der er vildt berejste.

I 1928 sendte dagbladet Politiken som en hyldest til Jules Verne den 15-årige Palle Huld ud på en jordomrejse uden brug af fly. Den unge mand skrev ved hjemkomsten en bog, ”Jorden rundt i 44 dage”, og blev lidt af en verdenssensation, og det menes, at drengen med det ildrøde hår var inspiration til Hergés verdensberømte tegneserier om den unge journalist Tintin.

Palle Huld foretog i sit liv mange rejser, heriblandt til Canada og til Teheran på Nimbus-motorcykel. Han døde i 2010 i en alder af 98 år. En anden af vores store globetrottere er Jens Bjerre, der er lyslevende og fortsat drager ud og holder foredrag – han er på vej til 97 år.

Danmarks mest berejste person hedder Peter Schønsted og er æresmedlem i De Berejstes Klub. Han har besøgt 196 lande (FN’s medlemslande + Kosovo, Taiwan og Vatikanet) og kan ikke forestille sig et liv uden rejser. ”Jeg stopper aldrig med at rejse, medmindre sygdom skulle forhindre det,” siger han – i dag 76 år gammel.

Pensionister hører blandt de, der rejser mest af alle – de er vor tids globetrottere. Pensionskassen Sampension har undersøgt den rejsevante gruppe, hvor elleve procent endda har rejst fem gange eller mere det seneste år. Også hos Best Travel er man godt bekendt med seniorers rejseaktivitet – de er rejsebureauets største kundesegment.

”Vi har mange stamgæster, som på samme tid bestiller flere af vores rejser,” siger salgs- og marketingchef Jens Fonsbøl. ”De er yderst rejsevante og stiller høje krav om dygtige rejseledere og god komfort. De har oplevet lidt af hvert igennem deres lange rejseliv, og på rejserne bliver der lystigt udvekslet anekdoter”.

Best Travel har de sidste to år haft op mod 30 gæster på 90 år og derover. Eksempelvis skal Keld Børge i en alder af 93 på et elleve dages Donau-krydstogt i oktober.