Business Class

Ledelse på skoleskemaet i ni byer

Ledelse kommer på skoleskemaet i efteråret, når Lederne rejser rundt til ni danske byer for at gøre skoleelever klogere på, hvad det vil sige at være leder. Det sker som en del af den store kampagne, Lederne i år har skudt i gang under overskriften ”Tag Ansvar”.

Initiativet er rettet mod elever på de øverste klassetrin i folkeskolen samt elever fra erhvervsskolerne, HF og gymnasierne. Sammen med deres undervisere kan skoleklasserne komme på besøg, når Lederne åbner en Tag Ansvar-butik i deres by.

Direktør i Lederne Torkild Justesen mener, at det er oplagt at sætte ledelse på skoleskemaet.

– Ledelse skaber stor værdi i samfundet, og derfor er det vigtigt at give unge mennesker en forståelse for, hvad ledelse går ud på. Vi håber at kunne inspirere de unge til at få lyst til at blive ledere i fremtiden. Ledelse handler om at tage ansvar og gå foran, og det har vi som samfund brug for, at endnu flere gør. Vi har brug for dygtige ledere på arbejdspladserne, men i høj grad også i civilsamfundet, som mange unge allerede er en del af for eksempel gennem deres fritidsinteresser, siger Torkild Justesen.

I butikkerne kommer eleverne til selv at prøve kræfter med rigtige ledelsesdilemmaer.

– Vi har lavet et dilemmaspil til eleverne med nogle ledelsesdilemmaer, som de unge kan genkende sig selv i. Dilemmaerne kommer til at handler om alt fra mødetider og prioriteringer til, hvordan man skaber gode relationer til andre mennesker, siger Torkild Justesen.

Allerede nu har flere skoleklasser vist stor interesse. For eksempel har tre skoleklasser allerede meldt deres ankomst i Tag Ansvar-butikken i Høje-Taastrup i uge 37.

Tag Ansvar-butikkerne holder åbent for skoleklasser fra mandag til fredag i tidsrummet 10.00 til 13.00 i følgende byer:                                    

  • Odense 4.-8. september
  • Høje-Taastrup 11.-15. september
  • Århus 18.-22. september
  • Randers 25.-29. september
  • Herning 2.-6. oktober
  • Esbjerg 9.-13. oktober
  • Hillerød 23.-27. oktober
  • Aalborg 30. oktober-3. november
  • Hjørring 6.-10. november

Læs mere på www.lederne.dk/skole

Skoleklasser kan tilmelde sig ved at skrive til: tagansvar@lederne.dk