Dyster udsigt for Hurup Møbelfabrik

Kort før årsskiftet gik Hurup Møbelfabrik konkurs efter en længere periode med negativ drift, og siden har man arbejdet hårdt på at rekonstruere virksomheden, der i over 50 år har produceret polstermøbler. Rekonstruktionsplanerne er indtil videre ikke lykkedes, og de omkring 60 ansatte har derfor nu modtaget deres opsigelse. Det gælder også de ansatte i Hurups 12 butikker, som alle er lukkede. Det forlyder dog, at man fortsat arbejder på en løsning, så alt håb er ikke ude, trods alt. Hurup Møbelfabrik A/S har eksisteret siden 1959. Fabrikken har dermed altid været med til at tegne den danske møbel-stil og trend. Fabrikkens koncept har været at producere sofaer og lænestole i en høj kvalitet og godt design, direkte til forbrugeren uden dyre omveje og derved til en rigtig god pris. Konceptet gik ud på at produktionen først blev påbegyndt, når ordren fra kunden var modtaget. Dette sikrede kunden et personligt og unikt møbel.