Danske virksomheder skal vokse ved eksport

Reallønnedgang og opsparingsiver tegner sammen med den demografiske udvikling et dystert billede af det danske hjemmemarked. Det vurderer netværket BRIC-Denmark, der ikke forventer nogen ny jubelperiode for dansk økonomi lige foreløbig, og som derfor opfordrer danske virksomheder til at søge afsætning, hvor der er vækst. Med udsigten til en flerårig periode med en meget svag udvikling i reallønnen, høj opsparing og en overvægt af danskere uden for arbejdsmarkedet er behovet for at styrke dansk eksport til vækstmarkederne større end nogensinde. Det vurderer netværket BRIC-Denmark, der består af KPMG, ADVODAN, NIRAS, Spar Nord, Lysholtparken og Eksportforeningen. BRIC-Denmark arbejder via netværk og konferencer på at sætte mere skub i dansk eksport til højvækstmarkederne Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Mange danske små og mellemstore virksomheder (SMV’er) mangler nemlig endnu at afsøge mulighederne for vækst på de nye markeder. I Spar Nord hæfter cheføkonom Jens Nyholm sig ved, at jubelperioden i Danmark fra 2004 til 2008 med eksplosive stigninger i lønninger og forbrug har været med til at udsætte danske virksomheders eksport til de nye vækstmarkeder.
– Indtil 2008 levede mange danske virksomheder højt alene på at levere til den boomende, indenlandske efterspørgsel. Men løn- og forbrugsfesten har kostet Danmark dyrt på konkurrenceevnen, der i løbet af de seneste 10 år er forringet med 15-20 procent i forhold til vores nærmeste naboer i Sverige og Tyskland, understreger Jens Nyholm.