Mekoprint i Støvring dannede rammen da Det Lokale Beskæftigelsesråd og Rebild Kommune den 25. oktober var vært ved et seminar med bl.a. Jesper Kasi Nielsen. Ønsket var at sætte fokus på de globale udfordringer og mulighederne i ’jobrotation’. Deltagerne på seminaret fik få mulighed for at høre et medrivende og begejstret indlæg fra Jesper Kasi Nielsen, der især er kendt for at have opbygget smykkevirksomheden KasiGroup, som siden blev slået sammen med Pandora. Jesper Nielsen er også kendt for sit store engagement i Brøndby IF og i håndboldklubberne Rhein Neckar-Löwen og AG København. Der blev også sat fokus på globalisering.
Selvom man kun er en lille virksomhed i Rebild, kan man godt stå ansigt til ansigt med store udfordringer på det internationale marked, og det er ikke alle, der føler sig lige godt rustede til det. John Kjær fra Væksthus Nordjylland fortalte om Globaliseringsprogrammet, hvor virksomheder kan få hjælp til disse udfordringer.
Endelig fik virksomhederne opskriften på, hvordan de kan opkvalificere medarbejdere ved hjælp af jobrotation. Efteruddannelse af medarbejdere har været et højt profileret tema i flere år, og det bliver ikke mindre aktuelt i fremtiden. På seminaret præsenteres brug af ’jobrotation’ som et redskab til at opkvalificere medarbejderne. Lars Vium Andersen fra Center Arbejdsmarked i Rebild Kommune fortæller:
– Jobcenter Rebild har med stor succes gennemført jobrotationsprojekter i kommunalt regi. Fokus er nu rettet mod alle private virksomheder i Rebild, hvor der er behov for opkvalificering af medarbejdere. Ideen er at ledige borgere vikarierer for den fastansatte medarbejder, der så sendes på efteruddannelse. Vikaren, som ansættes med et tilskud på kr. 165,58/time, rekrutteres blandt ledige borgere i Rebild.
Borgeren får på den måde mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet mens den fastansatte får løftet sine kvalifikationer.