To be Frank

Politik har været førsteprioriteten i Frank Jensens liv. Livet på Christiansborg og på Københavns Rådhus har fyldt næsten alt, og overborgmesteren i København med de nordjyske aner, kan i dag se, at det nemt kunne have kostet ham både ægteskab og familie. Alligevel fortryder han intet. Ifølge den udvandrede vendelbo er det vilkårene, hvis man vil være med til at træffe beslutninger på højeste niveau.
Tekst Thomas Bjerremand – Foto Claus Peuckert

Hænderne er foldet i skødet, kroppen er rank, men afslappet tilbagelænet i en stol, i et stort lokale med højt til loftet og træbeklædte vægge på Københavns Rådhus. Frank Jensen udstråler en selvbevidsthed og autoritet, som på de portrætter, der hænger på væggene rundt om ham. Portrætter, der at dømme efter udstrålingen kunne være afgåede borgmestre, store handelsfolk, regenter og statsoverhoveder. Hans øjne er fokuserede og nærværende og levner ikke plads til tvivl om, at han er en mand, der tager sit job seriøst. I det hele taget er hans fremtoning pletfri. Det pletfrie udseende og den kølige og professionelle udstråling får hans jakkesæt til at minde om en rustning. En tung rustning på en parlamentarisk kriger, der er vant til at skulle forsvare sig mod verbale øksehug. En rustning på en idealist, der har været en del af den politiske kamp i hen ved 30 år.

[expand title=”Læs mere…”]

Allerede som ung økonomistuderende i Aalborg i 1980’erne begyndte Frank Jensen at involvere sig i praktisk politik. Dengang bekymrede Frank Jensen sig meget om den store ungdomsarbejdsløshed, der var virkeligheden for datidens unge, og derfor besluttede han sig for at starte en butik med rådgivning til unge arbejdsløse. Han søgte om de nødvendige penge og fik den daværende socialrådmand Henning G. Jensen med i projektet. Det projekt skulle vise sig at blive den spæde start på Frank Jensens politiske karriere.

– Det var en anden måde at lave politik på. Det var samfundskritik på en meget aktiv måde, hvor man fik indsigt i andre menneskers liv og gjorde noget aktivt same med andre mennesker og det har jeg kunnet bygge rigtig meget på i mit videre arbejde som politiker, fortæller Frank Jensen.

De andres liv

I det hele taget var det langt hen ad vejen interessen for andre mennesker og deres livsvilkår, der vakte Frank Jensens interesse for politik. Allerede som ung purk interesserede han sig for, hvordan andre mennesker levede og forvaltede deres liv.

– Som ung dreng fik jeg arbejde i supermarkedet i Støvring og kørte ud på Long John med varer. På den måde kom jeg rigtig tæt på andre mennesker og kom ind i deres hjem. Når jeg bare oplevede en flig af deres liv, så fantaserede jeg selv videre om, hvad det bestod af, hvad det var for en familie, hvad de ville med hinanden, og hvad de gjorde for hinanden. Jeg havde meget fantasi, og jeg lavede min egne romaner om folks liv i mit hoved. Jeg synes, at menneskers skæbne og deres levevilkår er enormt spændende. Hvad er det, der fører os til det, vi er og gør?

Interessen for andre menneskers liv og levned fik imidlertid hurtigt en politisk dimension i Frank Jensens liv. Som 10-årig begyndte han nemlig også at interessere sig for samfundsforhold, og det gik hurtigt op for ham, at han gerne ville være med til at sætte sit præg på samfundet. I hjemmet i Støvring diskuterede de ofte politik og i opdragelsen havde Frank Jensen lært, at man måtte tage initiativ, hvis man ville opnå noget.

– Fra jeg kunne cykle kørte jeg ud med aviser, og jeg fik tidligt arbejde på en bondegård efter skole. Hvis man ville noget, så skulle man selv gøre noget for det. På den måde har jeg lært, at man har et ansvar for selv at sætte scenen. Jeg er i høj grad opvokset med at gøre noget i fællesskab og skabe noget sammen med andre, og det er nok også derfor, jeg er der, hvor jeg er i dag. Altså sidder for bordenden på et rådhus med 55 byrådsmedlemmer, som vi kalder borgerrepræsentationsmedlemmer i København, og har evnen til  at kunne få os til at udrette noget i fællesskab, konstaterer Frank Jensen.

Politisk prioritet

Egentligt var Frank Jensen ikke et bogligt begavet barn. Derfor fik han også lov at lege om eftermiddagen i stedet for at lave lektier, men da han begyndte at interessere sig for samfundet, gik det samtidig op for ham, at han havde brug for at lære for at kunne få indflydelse.

Smilet i Frank Jensens ansigt sladrer om, at han har gode minder fra sin barndom. Når han taler, bliver det hurtigt tydeligt, at han er vant til at formidle sine budskaber mundtligt. Han taler hurtigt og er klar i mælet. Ofte virker det som om, han strækker sætningerne, mens han forbereder den næste pointe i hovedet. Han virker rolig og fokuseret til trods for, at han har to møder mere i kalenderen efter klokken 17.00 og har været i gang siden tidlig morgen. Men sådan kan han lide sit liv. Travlt.

– Nogle gange ser jeg mig selv som artisten i manegen, der har nogle høje pinde, med tallerkener snurrende på toppen. Han sætter flere i sving og til sidst har han et helt bord fyldt med tallerkener, som han holder i gang. Der er nogle, der kan falde ned, ikke? Og man kan så håbe på, at det ikke er det pæneste porcelæn, der er på de pinde. Jeg elsker, når der er tempo på, og jeg trives bedst i hverdagen, fortæller Frank Jensen. Det giver mig en følelse af at skabe noget. Jeg ved godt, at man også har brug for at lade op, og at man bliver et bedre menneske af at kunne det og det er da også noget, jeg arbejder med.

I de cirka 20 år hvor Frank Jensen var på Christiansborg havde han nærmest konstant travlt. Han nåede både at være justitsminister og forskningsminister, og i dagligdagen boede han i en lejlighed i København langt fra konen Jane og sønnerne Lasse og Rasmus i Nordjylland. Jobbet var krævende, og der var ikke plads til både at være fuldtids familiefar i og minister i København, så han måtte prioritere.

– Årene på Christiansborg fyldte hele mit liv. Der var meget lange perioder, også da mine egne børn var små, hvor jeg prioriterede at passe mit arbejde, specielt fordi jeg var minister og derfor havde en fuldstændig fyldt kalender. De boede i Aalborg, og jeg boede herovre, og nogle gange kunne der gå flere uger, hvor jeg ikke så dem. Det var et afsavn. Det kunne kun lade sig gøre, fordi min kone Jane virkelig insisterede på, at der i en børnefamilie skulle være plads til, at en af os var i politik, også fordi hun selv var meget interesseret i politik.

Med familien som indsats

I dag prioriterer Frank Jensen anderledes. Nu skal der være mere til konen og til hans nu voksne sønner. Han har altid været bevidst om, at der er mange ting, han er gået glip af i sine børns opvækst, og når familien taler sammen i dag, kan han ofte ikke tale med om minder fra børnefødselsdage og lignende, simpelthen fordi han ikke var hjemme.

– Det er ikke noget, jeg sidder og har dårlig samvittighed over eller græder snot over i dag, tværtimod. Jeg synes, at det, jeg lavede, var vigtigt og afgørende, og det ville jeg til enhver tid prioritere, også hvis det var i dag. Det kan lyde lidt barskt, men når man er i det game, jeg har været i, må man gribe muligheden for at tage indflydelsen, når den er der. Det skal man sgu være klar til. Det vil jeg også kræve af dem, der er omkring mig i dag. Det er et vilkår, hvis man vil være med ved fronten og være med til at forme samfundet. Politik er for de aktive, og man kan ikke trække en halvdagsbillet til det, det kræver, at man er med på fuld tid.

Frank Jensen er rykket frem i stolen. Hænderne har forladt sine folder og understøtter hans udtalelser med små indlevende bevægelser. Soldaten i rustning er afløst af et menneske med en skæbne, men stemmen er stadig den samme. Han taler uden tøven og med stort nærvær.

– Selvfølgelig kunne det godt være hårdt, når jeg sad i min lille hybel i København og kunne høre i telefonen, hvordan de hyggede sig derhjemme, imens jeg skulle læse op på sagerne til næste dag og møde ind i ministeriet, men jeg har aldrig ynket mig selv. Tværtimod. Jeg syntes, det var så dødspændende, det jeg lavede, og jeg var klar til at ofre noget for det. Glæden i dag er at min familie ikke bebrejder mig det. De havde  jo også hinanden og havde et fællesskab. Nogle gange når jeg kom hjem, og jeg begyndte at råbe op om, hvad jeg syntes, der skulle ske, så sagde de “rolig far, rolig far! Du ved godt at herhjemme, der er det mor, der bestemmer”, og det måtte jeg så acceptere. Det kunne jo ikke hjælpe noget, at jeg kom hjem og dirigerede familien og ville have tingene på en særlig måde. Jeg måtte falde ind og blive en del af deres fællesskab.

Imidlertid er Frank Jensen bevidst om, at det kunne være gået galt og at han kunne have mistet sin familie på grund af sin prioritering

– Vi kunne have mistet hinanden. Vi kunne have mistet forbindelsen og den nære kontakt. Det er der jo mange, der gør. Politik er et risiko-erhverv, men sådan er det for mange mennesker. For folk, der sejler, for montører, der rejser meget og for forretningsfolk, der er uden for hjemmet. Der er risiko for, at man ikke kan holde sammen på sit fællesskab og på sin kærlighed. Når det er lykkedes i vores tilfælde, så skyldes det en vilje fra min kones side til at holde fast, selv om jeg ikke var der, og selvfølgelig også fra min side til at respektere og anerkende den kæmpe indsats, der blev ydet fra hendes side derhjemme.

Den parlamentariske skønhed

Når Frank Jensen taler om politik, er det med en passion i stemmen, som de fleste måske ikke forbinder med politiske aftaler og finanslovsforslag. For overborgmesteren handler politik ikke om enkeltpersoners succes og nederlag. Det handler om at skabe resultater til gode for samfundet, som han siger med en stemme, der runger af idealisme.

– Det er svært for andre mennesker at forstå den skønhed, vi ser ved en aftale, der indgås ved et forhandlingsbord. Det er svært at se, at vores succes og produktet af vores indsats opnås, når mennesker omkring et bord bekræfter hinanden i, at de har en aftale. På Christiansborg skriver man aldrig nogensinde under på noget. Når man har indgået en aftale, så ved alle det. Man har skrevet ned, hvad man har aftalt, men man skriver ikke under. Det gør man her på Rådhuset. Det var meget  grænseoverskridende for mig, da jeg på valgnatten skulle skrive under på, at vi havde en aftale med dem, der bakkede mig op som overborgmester. Det er selvfølgelig bare en tradition, men den er båret af tanken om, at et ord ikke er et ord. Det, synes jeg, er så smukt ved aftalesystemet på Christiansborg. Man ved bare med hinanden, når man har indgået en aftale.

Den erfaring Frank Jensen anskaffede sig vis 20 år på Christiansborg, drager han stor nytte af, når han skal få de politiske parter til at blive enige om politikken på Københavns Rådhus. Han ved, at det gælder om at holde hovedet koldt i forhandlingssituationerne.

– Man skal spørge på det helt rigtige tidspunkt: “Har vi så en aftale nu?” Hvis man gør det timingmæssigt på det forkerte tidspunkt, så kan man forspilde sin chance for at får en aftale i hus. Man skal gøre det på det tidspunkt, hvor man er sikker på, at de øvrige forhandlingsparter vil bekræfte over for én som forhandlingsleder, at man har en aftale. Jeg har stadig den der fingerspidsfornemmelse for, hvornår jeg har dem med mig, og så er det som regel en af mine medarbejdere, der kommer hen og prikker mig på skulderen og siger: “husk nu lige, at de skal skrive under.” Jeg synes jo ikke, det er nødvendigt, men det er jo bare traditionen her på rådhuset.

Kongeoplevelser

Det er ret åbenlyst når man hører Frank Jensen tale om sit job, at han føler sig rigtig godt tilpas som Københavns Kommunes øverste leder, og hvis det står til ham, så bliver han på posten, til han trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

– Jeg føler mig utroligt godt tilpas. Det er en kanon udfordring at være på arbejde, hver eneste dag. Jeg får rigtig mange oplevelser, ser rigtig mange steder og møder mange mennesker.”

Nogle af de mennesker, som Frank Jensen omgås med, er de kongelige. Til officielle begivenheder og til nytårstaffel er han altid inviteret, fordi København er hjemby for kongefamilien.

– Det er altid spændende. Man tror, når man ser det udefra, at det er meget stift og meget formelt, at være sammen med de kongelige, og der er da også mange former og megen etikette, som man skal lære, men når det er rutine, så er det meget mindre stift, end man kunne forestille sig, fortæller Frank Jensen. Det er klart at dronningen og prinsgemalen er fra en anden generation end mig. De hører til mine forældres generation, men når først kameraerne er slukkede, så er der en dejlig og uformel omgangsform. Dronningen har jo været mange gange i det her rum også i forbindelse med hendes 70 års fødselsdag, hvor dronningen, prinsgemalen og jeg var herinde, og jeg skulle holde tale for dronningen i festsalen. I de situationer er det en meget uformel samtale, man fører, fortæller Frank Jensen.

Frank Jensen rejser sig fra sin stol og retter lidt på jakkesættet, der igen ligner et sæt syet i armeret jern. Vores tide er ved at løbe ud og han tager en slurk af sit vand – ligesom for at tanke op til de næste punkter i sit politiske dagsprogram. Et travlt program. Et program lige efter Frank Jensens smag.

[/expand]