Fårup Sommerland har fået ny adm. direktør. 44-årige Per Dam Jensen er praktisk taget vokset op med Fårup i baghaven og kommer fra en stilling som direktør i musikbranchen.
Tekst Sussie Munk · Foto Simon Wedege
”Rutsjebane” er det sidste ord, der falder én ind, når man sidder overfor Fårup Sommerlands nyudnævnte direktør, den 44-årige Per Dam Jensen. Han virker nemlig lige-ud-af-landevejen solid, uden en masse vilde sving og uforudsete fald. Og godt for Fårup, fristes man til at sige. Forlystelsesparken havde nemlig rekordsæson sidste år med 641.000 gæster, og dermed er en ledelsesmæssig rutsjebanetur vel det sidste, der er brug for. Snarere er der vel netop behov for en solid, nordjysk navigator som Per Dam Jensen. Én der holder den samme gode kurs som allerede er afstukket, og som deler ambitionerne om fortsat vækst i den nordjyske forlystelsespark.
[expand title=”Læs mere…”]
– Jeg er bevidst om, at jeg kommer til en virksomhed, der fungerer, og i den forbindelse vil jeg gå til opgaven ud fra devisen: ”if it ain’t broke, don’t fix it,” og dermed sammen med den dygtige stab og engagerede ejerkreds bygge videre på det gode fundament, der allerede er skabt, lyder det fra den nye direktør.
En drømmestilling
– Det er en drømmestilling, jeg har fået i Fårup Sommerland. Jeg synes, det bliver utroligt spændende at være med til at præge den fremtidige udvikling i et af de store oplevelsesmæssige fyrtårne i Nordjylland, udtaler Per Dam Jensen. Han har en større teoretisk ballast end sin makker i Fårup, den karismatiske og mere eller mindre autodidakte Søren Kragelund. Per Dam Jensen er cand. merc. fra Handelshøjskolen i Århus og har i den forbindelse taget en række fag på MBA niveau i forbindelse med et udvekslingsophold på et amerikansk universitet. Derudover har han lang erfaring fra underholdningsbranchen og har beklædt en række nøgleposter i branchebestyrelser. Per har således haft bestyrelsesposter i IFPI Danmark, der er en sammenslutningen af musikproducenter i Danmark, og i Gramex, der står for fordelingen af indtægter af afspilning af musik i radio, tv og online.
En god opvækst
Per Dam Jensen er vokset op, nærmest med Fårup Sommerland i baghaven, på en gård uden for Ingstrup. Udover at være landmand var hans far i en årrække borgmester i Pandrup Kommune.
– Vi er fire søskende, hvoraf jeg er den yngste. Jeg har haft en tryg barndom, hvor jeg synes, at jeg har fået en rigtig god ballast med fra mine forældre. Jeg tænker tilbage på min barndom som fuld af nærvær og samvær i familien; jeg havde mange kammerater, og det var fint at ha’ både naturen og havet så tæt på, husker Per. Når man er teenager i Ingstrup, er der ingen vej uden om Fårup Sommerland. Det er stedet, hvor man mødes, og stedet hvor man søger sit første fritidsjob. Per Dam Jensen var ingen undtagelse. Han husker stadig sin egen og kammeraternes udelte begejstring over Aquaparken, da den åbnede i slutningen af 80’erne.
– Jeg fik sommerferiejob i Fårup, og jeg har prøvet stort set alle sæsonjob i parken – også at gøre toiletterne rene, at være livredder, at sælge lakrids, at være bartender, at passe det interne lager osv. Jeg husker stadig en meget pinlig episode fra dengang, hvor jeg var medskyldig i en kollision mellem to Fårup-tog, der stødte sammen. Dét var ikke så godt, men heldigvis kom ingen til skade, griner Per.
Marlboromanden og ”mountain oysters”
Efter folkeskolen fortsatte han på gymnasiet i Brønderslev, hvorefter han brød de lokale rammer med et ophold på gymnastikhøjskolen i Ollerup på Fyn. Opholdet blev noget af en øjenåbner for den meget lokale knægt fra Ingstrup, der altid har været meget sportsinteresseret
– På højskolen lærte jeg at være sammen med mange forskellige mennesker fra alle dele af landet og fra alle samfundslag. Det gav stof til eftertanke og et fantastisk spark fremad, fortæller Per. Han fik blod på tanden efter flere udfordringer og fortsatte til Århus, hvor han bosatte sig på et lille kollegieværelse og gik i gang med en HA, der senere blev fulgt af cand. merc.-studiet. I den forbindelse fik Per udvidet horisonten endnu mere med et ophold på Oregon State University.
– Det amerikanske studiemiljø er helt anderledes end det danske. Derovre er det ”Hr. Professor,” og der er langt mindre dialog, end vi er vant til her i Danmark på videregående uddannelser. Ud over et godt studieophold, så fik jeg prøvet en masse andre ting. F.eks. fik jeg muligheden for flere gange at besøge en rigtig ranch, hvor jeg hjalp med at brændemærke kvæg. Det var akkurat ligesom på film med flere hundrede kvæg og lassoer – så man følte sig som ham der Marlboromanden. Jeg fik også smagt den lokale delikatesse, Mountain Oysters, som er friturestegte tyre-testikler. De smagte af kylling, siger Per med et glimt i øjet.
I musikkens tjeneste
Opholdet i USA førte også til en sæsonansættelse i forlystelsesparken Kentucky Kingdom, der er en pendant til Fårup Sommerland i Louisville, Kentucky.
– Inden jeg tog hjem til Danmark, fik jeg faktisk tilbudt job af ejeren i Kentucky Kingdom, men jeg ville gerne hjem for at færdiggøre mine studier – og få måneder efter opstod muligheden for ansættelse som personaleansvarlig i Fårup, og dét takkede jeg ja til i januar 1993, fortæller Per Dam Jensen. Han forlod sommerlandet igen et par år– lokket af spændende udfordringer i den hastigt voksende underholdningsvirksomhed, CMC-gruppen, hvor han blandt andet arbejdede med eksport og markedsføring af computerspil & musik. Det var de legendariske brødre, Benny og Verner Bach, der i 1992 havde etableret det nordjyske musik- og underholdningseventyr. – Mit første møde med Verner var, da jeg var med til at lave en lokal reklamefilm for Pandrup Kommune med sloganet ”Og solnedgangen får du gratis med…”. Senere i CMC Records og EMI Denmark fik jeg lov til at arbejde med mange andre spændende opgaver inden for underholdningsindustrien. Jeg har været så heldig at få skiftende opgaver, blandt andet som leder af marketing og eksport, og jeg var blandt andet med til at skabe mange succeser med de tv-annoncerede ”Best of” & konceptprægede cd’er. Vi udviklede vel i en periode 30-40 stykker om året til salg i både Danmark, Norge og Sverige, og der var fuld blæs på kreativiteten og kampagnerne. Vi havde blandt andet kæmpestor succes med ”No stress” cd’en, der solgte over 100.000 eksemplarer i Danmark, husker Per.
Smuk som et stjerneskud
Da Brødrene Olsen vandt det internationale Melodi Grand Prix i 2000 med ”Smuk som et stjerneskud”, var det CMC, der fik den ærefulde opgave at styre den internationale markedsføring og salg af brødrenes musik.
– Allerede før brødrene overhovedet gik på scenen og fyrede den af i Globen i Stockholm, kunne man mærke vinderpotentialet. Alle folk snakkede om de her superfede, voksne gutter fra Danmark. Da Brødrene så fik 12 point fra Israel, som det første land der afgav stemmer, steg euforien, og man kunne ligesom mærke, hvor det bar hen. Jeg har stor beundring og respekt for Noller og Jørgen, der gik til opgaven med stor seriøsitet. De beholdt benene på jorden, og det fik alle til at yde deres bedste for dem. De rejste Europa tyndt efter grand prix sejren, og det var en fantastisk succesfuld tid, husker Per, der har været til rigtigt mange internationale grand prix’er.
– Der er altid en meget euforisk stemning over finaleaftenerne. Det er som at være med til en musikalsk fodboldkamp, hvor alle jubler på hinanden, og der findes nok ikke noget lignende i hele musikbranchen. Det har også været spændende at mærke Østeuropas opblomstring gennem musikken.
Et Damokles sværd over musikbranchen
I 2004 etablerede blandt andet Benny Bach og Michael Ritto sammen Music Business Organisation (MBO), en paraplyorganisation for små selvstændige musikselskaber. Per Dam Jensen blev COO og senere CEO.
– Selskabet havde afdelinger i Aalborg, Århus, København, Norge og Sverige, og MBO opnåede allerede efter det første år at være markedsleder for udgivelser med danske artister. MBO har igennem årene stået bag udgivelser med navne som blandt andet Nephew, Alphabeat, Nik & Jay, Burhan G, Tina Dickow, Medina, Lars Lilholt, Johnny Madsen, Allan Olsen, Kandis og mange flere.
I 2006 købte Egmont-divisionen Nordisk Film 50 % af MBO, og Per fik nye og mere overordnede og strategiske opgaver som CEO med ansvar for driften af den samlede koncern, der ud over musikdivisionen rummede et grossistselskab samt et selskab, der udgav dvd’er.
– De seneste år i underholdningsbranchen har været hårde, og set i bagklogskabens klare lys, så begik branchen globalt nok den fejl ikke at være hurtig nok til at udvikle lovlige digitale tjenester. Den digitale udvikling var som et Damokles sværd, der hang over vores hoveder – på den ene side var den vores fremtid, og på den anden side var muligheden for at kopiere uden at betale ved at tage livet af os. Per har som aktivt bestyrelsesmedlem i både IFPI og Gramex være med til at kæmpe for at skabe rettighedsmæssigt grundlag for flere lovlige alternativer så som TDC Play og Spotify, og det digitale salg begynder nu for alvor at stige.
Ukraine på nakken
Lasse Rich Henningsen, der 1. april tiltræder en stilling som adm. direktør i Musikkens Hus i Aalborg, har igennem en længere årrække arbejdet for Per Dam Jensen i både CMC og MBO. Lasse Rich Henningsens ord understreger indtrykket af en stærk og solid person.
– Per er utroligt behageligt menneske med en stor faglig dygtighed, og så er han en meget kompetent chef. Jeg synes, at han mestrer både at ha’ et stort drive og være god til at motivere. Selvom vi har haft nogle meget hårde år i underholdningsbranchen, så har Per altid formået at holde hovedet oven vande og bevare en ukuelig optimisme. Som leder kan han håndtere med- og modgang, og det vidner om styrke, fastslår Lasse Rich Henningsen, der indtil april er COO i MBO. Han har haft mange spændende og sjove minder fra sine 7 år med Per. F.eks. da de for flere år siden
i forbindelse med det internationale Melodi Grand Prix var i Ukraine, efter netop at have udgivet en cd med de største grand prix hits gennem de sidste 50 år, og Per som direktør nærmest fik hele regeringen på nakken, fordi Lasse havde stavet præsident Jusjtjenkos navn forkert i en CD booklet (det løsblad eller hæfte, der indsættes i et cd cover, red.)
– Det var ikke med vilje, men nogle ministre troede, at det var en slags chikane mod præsidenten, siger Lasse.
Det værste
De seneste år har budt på mange konsolideringer i branchen, indtjeningen var under stort pres, og heller ikke MBO gik fri. I 2010 kom MBO således ud med et stort regnskabsmæssigt underskud, og i stedet for at videreudvikle blev sigtekornet rettet mod at sælge virksomheden, da der var betragtelige synergier at hente for en fremtidig ejer. Arbejdet gik primært på at finde en fremtidig partner, der kunne sikre den kommercielle videreudvikling især i udlandet. Det lykkedes – den 1. september blev MBO Group solgt til Universal Music, der er verdens største musikselskab. Samtidig stoppede Per Dam Jensen i selskabet.
– De seneste år har været meget lærerige, og salgsprocessen var spændende – men det har også været barsk. Det værste i hele processen har været perioderne, hvor jeg skulle sige dygtige folk op. Det har fyldt enormt meget i mit sind. Selvom jeg er en robust person, så har jeg hjertet med i det, jeg laver, og det er altså ikke sjovt at fyre folk, som er dygtige, og som man holder af. For mit eget vedkommende, så har jeg vidst i lang tid, at jeg ikke ville flytte med til København, og jeg var derfor på udkig efter nye muligheder, og Fårup stod højt på ønskelisten. Jeg har været i bestyrelsen i de sidste to år, og i den periode har vi vel haft mulighed for at se hinanden godt an.
Vi supplerer hinanden
– Fårup har indtil nu været ejerledet af to fætre, og ansættelsen af mig markerer starten på et ledelsesmæssigt generationsskifte. Den ene ejer, Henrik Schnack, har valgt at trække sig tilbage fra driften og vil fremover være direktør for Holding-selskabet og selvfølgelig med i Fårups bestyrelse. Jeg er glad for, at vi fortsat kan trække på Henriks store erfaring og engagement. Den anden ejer, Søren Kragelund, er fortsat direktør i selskabet med ansvar for parkens attraktionsmæssige udvikling og ledelse af den tekniske afdeling. Søren vil desuden fortsætte i en række eksterne bestyrelser i branchen, hvor han blandt andet er formand for FFD, Foreningen for danske forlystelsesparker. Søren og jeg vil få et meget tæt makkerskab og samarbejde. Det ser jeg meget frem til, for han er en stærk personlighed med masser af passion og drive samt en stor viden om branchen, og jeg mener, at vi med vores kompetencer supplerer hinanden rigtig godt. Jeg skal have det overordnede ansvar for parkens økonomi, drift, marketing, salg og administration samt være med på sidelinjen på Sørens områder, så jeg kan suge til mig at alt den viden og erfaring, som Søren har, siger Per Dam Jensen. Staben i Fårup er utrolig dygtig, og jeg er sikker på, at vi sammen kan skabe en rigtig spændende fremtid for Fårup. Vi har masser af ambitioner om fortsat udvikling, siger Per.
Fokus på forretning og passion
Når Fårup Sommerland slår dørene op til en ny 2012 sæson, vil gæsterne møde en hel del nyheder og opdateringer. Der kommer en ny og større indkørselsvej til parken, selve indgangen til parken bliver opdateret, og lige indenfor indgangen kommer der en helt ny stor 3-i-1-restaurant, ”Spisekammeret”, der vil ha’ plads til 250 spisende gæster udenfor og 120 indenfor.
– Flere spisemuligheder vil løfte niveauet og kapaciteten meget. Samtidig får vi en ny lille rutsjebane til de mindre børn – den er i samarbejde med Fårups Facebook-brugere døbt Pindsvinet.
Vi får også en ny sjov film i 4D biografen, og i højsæsonen kommer der et udspringsshow ved Aquaparken, hvor op til 6 udspringere flere gange om dagen vil lave et underholdende show i verdensklasse. Teater-showet for de mindre børn i skoven kommer også i en ny version, blandt andet med to nye dyrekarakterer – Egernet og Pindsvinet – fortæller Per Dam Jensen. Han oplyser endvidere, at der i år er endnu flere fordele for de, der vælger at købe sæsonkort til parken – også i form af fordele udenfor parken. Blandt andet er der som noget nyt til den kommende sæson halv pris for entre til Djurs Sommerland og gratis entre og turbånd til Tivoli i København.
– Jeg har virkelig lært rigtig meget i de sidste to år, hvor jeg har været i bestyrelsen i Fårup Sommerland. Vi skal sørge for at ha’ fokus på forretningen, og vi skal bevare passionen for at skabe nye oplevelser for hele familien. Vi skal kunne se på gæsterne, om de har haft en god oplevelse i parken. Når vi ser på børnene, der er på vej hjem, så skal vi kunne se smilene til forældrene – så ved vi, at vi har været med til at give gode oplevelser. Vi skal helt sikkert fortsætte med at have fokus på et altid højt serviceniveau og på udvikling af vores dygtige medarbejdere. Man kan jo investere i selv de største og vildeste attraktioner, men hvis logistikken og servicen ikke fungerer rundt omkring, så nytter det ingenting. Der må også gerne være en variation i vores ansatte – over de sidste år er der eksempelvis ansat flere seniorer, og seniorerne er med deres livserfaring med til at skabe god service og balance. I det hele taget skal den særlige Fårup-ånd bevares og styrkes. Vi skal stræbe efter at skabe et sted, hvor vores gæster synes om at komme, hvor de bliver underholdt, hvor servicen er i højsædet, og hvor vi sikrer gode rammer og ordnede forhold for alle.
Et reelt erhverv
Per Dam Jensen bliver leder for ca. 30 fastansatte og en stor broget skare af op til 450 sæsonansatte unge og efterlønnere.
– Som leder har jeg erfaring med at lede mange forskellige mennesketyper og med at få holdet til at arbejde i den samme retning. Jeg er også den type, der ser muligheder frem for begrænsninger og opsøger heldet i stedet for at vente på det. Jeg trives godt i små- og mellemstore virksomheder, hvor man er tæt på ejerne og bestyrelsen, og hvor man hurtigt kan eksekvere beslutninger. Vi er én af Nordjyllands største ungdomsarbejdspladser, og det er vi meget bevidste om i forhold til vores ansvar for at træne og udvikle de unge i en rigtig retning. Der ligger også en stor opgave i at fortsætte det vigtige arbejde, som særligt Søren kæmper med på branchens vegne – nemlig at få politikerne til at anerkende turismen som et reelt erhverv, der skal tages seriøst, slutter Per Dam Jensen. Eller, som Fårup indsjælen, Søren Kragelund, udtalte i Business Class i 2011: ”Uanset hvor mange penge, turisterhvervet tjener, så har det stadig status som et stedbarn i forhold til andre erhverv.”
Nordjyde er jeg
med krop og sjæl. Min kone og jeg bor pt. i Blokhus, og vi planlægger at bygge hus i Løkken, hvor vi har købt en grund. Vores familie bor tæt på os i oplandet, og jeg er glad for, at vores datter Fanny får muligheden for at vokse op tæt på familie og gode venner.Min kone
Annette er i gang med en uddannelse til lærer.Min yndlingsforlystelse:
er altså Falken… der er noget klassisk over en trærutsjebane som den.Den Røde Baron
i børnetivoliet i Fårup har jeg siddet i utallige gange med min datter Fanny.På natbordet ligger
”Panserhjerte” af Jo Nesbø – den har lige afløst ”Kvinden i buret” af Jussi Adler-OlsenMusik
betyder fortsat meget for mig. Jeg lytter blandt andet til George Michael, James Taylor, forskelligt lounge musik som ex. Buddha Bar, rock & pop og også gerne klassisk musikSport
er vigtigt for at holde kroppen i gang og rense tankerne. Jeg spiller hockey med en flok gode kammerater, løber gerne en tur og på ferie elsker jeg at dykke. Senest har jeg fået opfyldt drømmen om at dykke med en hvalhaj.Jeg lover, at der kommer
masser af gode oplevelser i Fårup i de kommende år – og går selv efter at finde mere guld i guldgraveriet i Fårup. Jeg prøvede det med min datter i sommers, og vi fandt ikke nok guld – måske vi skulle have gravet dybere, eller også må vi sikre, at der i fremtiden kommer mere guld at grave efter.
Per Dam Jensens CV:
2012 – CEO Fårup Sommerland A/S
2008 – 2011 CEO MBO Group A/S
2007 – 2008 CEO MBO A/S
2004 – 2007 COO MBO A/S
2003 – 2004 Direktør CMC Entertainment A/S
1997 – 2003 Blandt andet marketingchef hos CMC Records A/S & EMI Denmark A/S
1995 – 1997 CMC Home Entertainment A/S
1993 – 1995 Fårup Sommerland
[/expand]