Fra kontoret i Havnehuset har Hans Andersen sikret sig Aalborgs absolut bedste udsigt. Limfjorden til den ene side, byen til den anden side – og til højre det evige leben fra lokale skateboard-akrobater og andre unge, der mødes til daglige krumspring i de nye parkområder på havnefronten. Inspirerende, uanset hvilken vej, man drejer hovedet.
[expand title=”Læs mere…”]
Kartofler, kartofler, kartofler
Kartofler har sikkert haft en ikke ubetydelig opdragende effekt på Hans. Han er vokset op med kartofler i større mængder, end de fleste kan forestille sig. Hans far drev nemlig en grossistvirksomhed, hvor han opkøbte kartofler fra avlere på egnen og solgte dem videre til supermarkeder. Hans var tidligt med i forretningen. Han sad bag rattet i traktoren, pakkede kartoflerne og passede telefonen.
– Jeg er vokset op med, at man skal bruge timerne og arbejde for pengene. Min plan var tidligt at blive politimand, for jeg kan godt lide orden og ærlighed og jeg har altid undret mig over, hvordan folk, der bliver kriminelle overhovedet kan komme så langt ud. Jeg forstår ikke, at de ikke stopper, før det går galt. Det er vigtigt for mig, at ha’ styr på tingene, og min revisor siger da også, at han sjældent ser firmaer med så meget styr på bilag og ting og sager, som vi har. Jeg kan ikke lide løse ender.
På grund af de mange kartofler, var der en del grammatik og tredjegradsligninger i skolen, der gled lidt hurtigt forbi. Derfor tog Hans Andersen på højskole i Hadsten efter folkeskolen for at indhente nogle færdigheder og blive klædt på til politiskolen. Der kom dog en BMW 320 i vejen for planerne.
– Kroejeren i Tylstrup havde én til salg, og jeg købte den og kørte stolt tilbage til højskolen i den, husker Hans. Et par dage efter, blev han konfronteret af forstander Clausen, der alvorligt forholdt ham, at den bil skulle væk fra p-pladsen. Han mente ikke, at den passede sammen med værdierne på højskolen. Bilen blev derfor solgt, og den handel tjente Hans 7.000 kroner på. Det gav blod på tanden. Måske var der penge i brugte biler.
– Så en dag kort tid efter kom jeg kørende på Hjørringvej i Nørresundby og så et ”lokale til leje” skilt. Jeg drejede ind og aftalte at leje stedet i et halvt år for 6.000 kroner og to flasker whisky. Lejekontrakt var der ikke noget af, og det skulle jeg fortryde senere, siger Hans Andersen.
Reddet af Aktiv Banken
Den dengang 22 -årige Hans Andersen var nu et lokale rigere og gik i banken for at låne penge til indkøb af brugte biler. Det var banken ikke indstillet på, og Hans’ egen far stod også af, fordi han fandt ideen risikabel og desuden meget langt fra de kartofler, han helst havde set sin søn omgivet af.
– Jeg blev reddet af Aktiv Banken, der reklamerede med, at man kunne komme ind fra gaden og låne 75.000 – så det gjorde jeg. De første biler, jeg købte var en Opel Kadett og en Volvo 340. (Jeg fortrød senere købet af den sidste, fordi den havde et særligt udviklet automatgear, der hed et milliongear, som der kun var problemer med). Der kom gang i handlen, og de første år supplerede jeg med salg af kartofler, jeg havde i lang tid et skilt med ”kartofler til salg” til at stå ude ved vejen, og da der tilfældigvis var en periode med kartoffelmangel, stormede kunderne ind for at købe dem, fortæller Hans Andersen og griner lidt ved tanken om den blandede landhandel, der ville være utænkelig i 2012.
Solgte til Helle Auto
I 1987 var Hans Andersen oppe på 100 biler og var en af de største bilforretninger i området. Så ville skæbnen, at ejerne af lokalerne solgte dem til grossistfirmaet Peder. P. Hedegaard, der ville udvide.
– Jeg fik at vide, at jeg havde et par måneder til at flytte, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg snakkede med min advokat om det, og han fandt ud af, at jeg var erhvervsbeskyttet, fordi jeg havde lejet stedet i en længere periode. Vi lavede et forlig, der betød, at salget til Peder P. Hedegaard blev udsat, og jeg begyndte at bygge nye lokaler længere henne ad Hjørringvej – de lokaler, hvor Hammer-Høyer Biler har bilforretning i dag. Jeg kom så vidt som til at montere det nye skilt med firmanavnet – så blev jeg tilbudt at sælge til Helle Auto fra Silkeborg. Fra den ene dag til den anden solgte jeg det, jeg havde bygget op. Men jeg tjente seks millioner kroner efter skat på det, så jeg følte, at det var godt klaret, siger Hans Andersen. Han blev ansat i Helle Auto – og han har et foto af firmaskiltet, der kun prydede facaden i ganske kort tid.
– Jeg mødte mange, der ikke kunne forstå, at jeg bare solgte mit livsværk. Bl.a. en anden bilhandler, nemlig Kurt Jensen fra Rævhede Auto.
– Jeg kan huske, at han sagde: ”Hans, nu sælger du jo, hvor det hele lige er kommet op at stå.”
Første køb i Jernbanegade
Seks millioner kroner rigere blev begyndelsen på et nyt eventyr for den unge nordjyde. Året var 1990, i bilradioerne spillede man Billy Idol og Mariah Carey, på TV så man ”Sams Bar”, der var folketingsvalg, og blandt stemmeslugerne var Mimi Jacobsen, Preben Møller Hansen og Sven Auken.
– Jeg besluttede at investere pengene i byejendomme i Aalborg, og det første køb blev en udlejningsejendom i Jernbanegade, lige ved siden af Aalborg Teater. Det blev starten på det hele. Efter det gik der et par år, så købte jeg flere ejendomme, på Boulevarden, i Algade og andre steder, fortæller Hans Andersen. Fra begyndelsen har ”orden” betydet meget for ham. Han sætter en ære i at vedligeholde ejendommene, at sikre at beboerne er tilfredse og glade for deres lejligheder. Ambitionen ser ud til at lykkes meget godt. I hvert fald er den såkaldte ”tomgang” – altså ledige lejemål kun på ca. 2%.
Købte Toldboden
for 22,2 millioner kroner
Hans Andersen har renoveret mange af udlejningsejendommene. Den største opgave og det mest prestigefulde projekt var købet af Toldboden. Efter renoveringen indbragte den hele 3 priser, nemlig ”Årets Facadepris” fra Aalborg Cityforening, ”Ris og Ros” prisen fra Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Aalborg samt en præmiering fra Komiteen for Bygningspræmiering i Aalborg.
– Toldboden er guldkronen på værket, og jeg købte den af Staten i 2004. Bygningen er fra 1900-tallet, og den er fredet og har været beboet af Told og Skat. Den kom i offentligt udbud, men jeg besluttede i første omgang ikke at byde på den. Da det så viste sig, at der kun var et bud, blev vi inviteret til at deltage i tredje runde. Jeg skrev mit bud på 22,2 millioner kroner, og mærkede den ellers anonyme kuvert med et lille kryds. Da mægleren åbnede kuverterne så han forkert på tallene, og jeg var til sidst nødt til at bede ham læse mit bud igen. På denne lidt sjove måde blev det min ejendom, fortæller Hans Andersen. Han har brugt over 30 millioner på at sætte bygningen i stand. Bygningen var slidt og havde stået tom i nogle år. De smukke døre og gerægter var ødelagte, mange af de oprindelige delfinhåndtag var væk og det gamle skifertag skulle udskiftes. I dag er det Jyske Bank og Aalborg Universitet, der bor i det smukke, historiske hus.
Der gik politik i sagen
Et andet stort projekt var byggeriet af Havnehuset på havnefronten. Hans Andersen købte og jævnede først det eksisterende byggeri med jorden. Desværre skete der en fejl i kommunens sagsbehandling, idet man glemte at sende byggeprojektet til høring hos naboerne. De fleste aalborgensere husker derfor sikkert den stærkt medieomtalte skandale, da naboerne bag ved Havnehuset selvfølgelig begyndte at klage højlydt over det ”høje” hus, der pludselig skulle bygges lige foran deres havneudsigt.
– Det var en frygtelig tid. Vi blev nødt til at standse byggeriet, der var store økonomiske summer på spil, byggeriet havde et budget på 35 millioner kroner, byggematerialer var bestilt, og der gik omkring 40 håndværkere på byggepladsen. Jeg forstår så udmærket naboerne – de skal jo høres i sådan en sag. Men der skete det, at der gik politik i sagen, og der var en masse skriverier frem og tilbage, og folk, der forsøgte at slippe for ansvaret. Det endte med at sagen blev meget omfattende og fik flere menneskelige konsekvenser, både for kommunens medarbejdere og for mig som bygherre, husker Hans Andesen.
Det største pres
Han sov dårligt under hele forløbet. Det var hårdt ikke at kende udfaldet. Det sled på nerverne at vide, at husets lejere – bl.a. et advokatfirma – havde opsagt deres tidligere lokaler og stod og ventede på at flytte ind.
– Sommerferien i 2009 var hård. Jeg har sjældent brugt så meget tid på at snakke i telefon, vågne op om natten og notere ting, jeg skulle huske, på blokken på natbordet. Det er det største pres, jeg har oplevet i mit arbejdsliv. Det var hårdt at vide at jeg som bygherre var i god tro, og så alligevel blive fremstille som en syndebuk i medierne. Jeg valgte at undlade at svare igen i pressen. I stedet for inviterede jeg ALLE naboerne på besøg på byggepladsen, hvor jeg viste dem alle de dokumenter og tilladelser, jeg havde. Det virkede heldigvis, de fleste naboer ændrede fuldstændig syn på sagen, og i dag har jeg det bedste forhold til dem. Også til Bodil – en af dem, der var mest i medierne. Hun synes at det er ”det smukkeste hus”, hun har fået udsigt til. Huset er blevet et slags ikon for havnefronten. På grund af den kobberbeklædte facade vil huset blive smukkere med alderen.
I dag er der ro på det hele igen. Med stor hjælp fra sin formand, Olfert, sin kontormedhjælper Ditte og sin kone, Pia, holdes der styr på lejligheder, lejere og renoveringsprojekter i City-Ejendomme Aalborg.
– Man kommer i tæt kontakt med mennesker, når man udlejer lejligheder. Man er i kontakt med dem, når der sker vigtige ting som indflytning, skilsmisser, dødsfald og sygdom. Min kone Pia, tager sig primært af kontakten til lejerne. Det er hun god til, for hun er uddannet sygeplejerske og har derfor masser af empati og er god til at snakke med mennesker, forklarer Hans Andersen. Sammen med Pia har han sønnen Mads på 14 år og Lea på 10. Fra et tidligere forhold har Hans Andersen desuden den voksne datter Pernille på 20 år.
– At arbejde sammen med sin ægtefælle kræver, at man kan skille arbejde og fritid og ikke snakker arbejde hele tiden derhjemme. Vi er på arbejde, når vi er herinde, og har dermed et mere professionelt forhold til hinanden. Men ikke mere end, at Pia godt kan finde på at diskutere en ”ordre” jeg giver, på en helt anden måde, end hvis hun ”bare” var min sekretær, griner Hans.
Nibe i 1959.
Venner
Jeg sætter stor pris på gamle venskaber. En stor del af vennekredsen går tilbage til min tid i Nibe. Jeg har dog også sammen med Pia fået nye venner her i Aalborg. Hellere få end mange overfladiske venner. Ingen nævnt, ingen glemt.
Forbillede
Thorkild Kristensen, han tog gerne en risiko og forstod at sætte ting i gang i stort format. Ligeledes Mærsk McKinney Møller. Et af hans mottoer: ”Det vanskelige klarer vi med det samme, det umulige kan tage lidt længere tid”, tænker jeg tit på. Jeg er stolt af, at jeg personligt har ”trykket hånd” med Mærsk McKinney Møller helt tilfældigt, under et besøg i Operaen i København for nogle år siden. Han spurgte ind til mit virke, og hvor jeg kom fra. Han fortalte, at han denne sommer havde sejlet gennem Limfjorden og Aalborg og havde bemærket ”den meget smukke renoverede Toldbygning samt pladsen foran med kig op gennem byen”. En kommentar jeg selvfølgelig stadig er meget stolt af.
Stærke sider
Jeg står ved det, jeg laver. Jeg har ikke lavet selskab på selskab. Jeg driver min virksomhed i personligt regi. Jeg har stået med risikoen selv – også den økonomiske. Jeg har også drevet forretningen sådan, at jeg altid har haft økonomisk luft til at træffe de rigtige og bedste beslutninger.
Svage sider
Nogle gange har jeg en tendens til at gøre tingene lidt for godt – så det bliver dyrere og tager længere tid. Og så er jeg absolut ingen handyman.
Bøger
Jeg læser hellere aviser og ser nyheder. Hvis jeg læser bøger er det gerne biografier, f.eks. om personligheder som Mærsk McKinney Møller.
Musik
Jeg må indrømme, at jeg har fået en svaghed for tysk slager musik. Jeg kan godt lide den folkelige stemning i krostuen.
Hvis jeg skulle starte ny virksomhed
Jeg kan godt lide produktionsvirksomheder og hele den udfordring, der må ligge i at etablere et effektivt setup til at masseproducere et eller andet.
Kartofler
Kom jeg ikke til at leve af, selvom min far gerne havde set, at jeg havde fortsat hans forretning.
Biler
Interesserer mig stadig. I mange år kunne jeg huske hver en kunde og hver en bil, de havde købt. Det kan jeg ikke længere, men det er ikke så længe siden jeg fik besøg af en fotograf der sagde: ”Jeg købte engang en bil af dig, kan du ikke huske det…?” Det sker ind imellem.
City-Ejendomme Aalborg:
Råder over 46.000 kvadratmeter i Aalborg midtby.
Primært udlejningsejendomme med et lejeniveau fra ca. kr. 3.000.- pr. mdr. og opefter.
Lejlighedernes størrelse er fra ca. 48 kvadratmeter op til 350 kvadratmeter.
Ejendommene har typisk butikslejemål i stueplan og kontorer, liberal erhverv, undervisning på øvrige etager.
Derudover ejes Vår Invest Ejendomme ApS, der lige har afleveret sit 33. regnskabsår. Et selskab der primært udlejer boliger.
Flere gange i vridemaskinen
Hans Andersen er åbenbart ikke bange for at tage kampe op, som han finder værd at kæmpe. Det er derfor ikke få gange, at Hans Andersen og City-Ejendomme har været i strid med myndigheder og dermed er havnet under kategorien ”mest læste” på webaviserne.
De fleste husker sagen om fra 2011 om byggeriet af Havnehuset, som naboerne i første omgang højlydt krævede ”pillet ned igen”, fordi de mente, at det var højt i forhold til lokalplanerne. Huset står der dog fortsat, selvom medierne ikke var med ham, og selvom kun få talte hans sag i kampens hede. Hans Andersen har også været i konflikt med Aalborg Historiske Museum og Kulturarvstyrelsen. Bl.a. i forbindelse med reparation af en sokkel på en af City-Ejendommes huse i Algade.
Sagen blev dramatisk og omfattede både en politianmeldelse for at overskride museumsloven, og forskellige påstande om fusk og svindel med fingerede fotos og falske fund i jorden fløj igennem luften og igennem avisforsiderne.
Hans Andersen har gennem tiden trukket overskrifter som: ”Algade-ballade op i Folketinget”, ”Museum afviser fusk og svindel”, ”Fortidsjord udsat for hærværk,” ”Krav om bøde på 5000 kroner,” ”Direktør meldt til politiet,” ”Beslutning om havnehus står fast,” ”Troværdigheden sejrede.”
[/expand]
