Ren afslapning

BUSINESS CLASS har tjekket wellness-mulighederne i landsdelen. Mulighederne er eventyrlige.
Tekst Sussie Munk – Foto Michael Bo Rasmussen og Kirsten Østergaard

Welnessbølgen er over os. Kurophold eller ferier, hvor psykisk afslapning og fysisk velvære opnås gennem behandlinger, har efterhånden overhalet skiferien. Spørger man nogle af dem, der uddanner wellness-assistenter, nemlig Style & Wellness College Aalborg, er lysten til at betale for vores velbefindende ret upåvirket af finanskrisen. Måske får vi endda mere brug for at svømme væk fra realiteterne i en varm spa, eller lade de økonomiske bekymringer skrælle af huden sammen med de døde hudceller i en peeling-massage.

– Vi har ikke problemer med at finde lærerpladser til vores elever, og de mange hoteller og wellnesssteder, vi er i kontakt med jævnligt melder om travlhed, siger Helle Vestergaard Nielsen, der er uddannelseschef på Style & Well-ness College Aalborg.

Romerriget og chokolade-terapi
Hæver man sig op i en slags wellness-helikopter og flyver hen over Nordjylland er udsigten opløftende. Vi har nemlig mange muligheder –flere end i andre dele af landet. Vi har f.eks. Skallerup Klit Feriecenter, der har en fantastisk wellnessafdeling. Den er inspireret af de antikke badeanlæg, Termerne, som blev anlagt overalt i Romerriget. Akkurat som i de gamle romerske bade knytter der sig en række ritualer til opholdet i ”Romolus”. Her er en tyst og alvorlig atmosfære. Ved indgangen får man udleveret badekåbe, håndklæde og sandaler, og så er det ellers bare at følge proceduren. Man kan passende begynde i de varme termalbade, caldarium, og skifte mellem de forskellige temperaturer. Stille og roligt varmes kroppen op i bassinet med 34º varmt vand. Dernæst 36º og 38º for derefter at køle kroppen ned igen i 28º varmt vand. I den modsatte ende af landsdelen finder man Sydthy Kurbad, der tilbyder en stor palet: kranio-sakral terapi, tyrkisk bad, ægyptisk bad, chokoterapi, massage, ansigtbehandlinger, voksbehandlinger, saunaer, dampbad, oplevelsesbruser (hvad er det mon?) infrarød kabine og stort massagebassin med stjernehimmel. Ud fra samme koncept er der wellness på Hotel Viking i Frederikshavn, på Løgstør Parkhotel, på Rønbjerg Feriecenter, på Pynten i Hanstholm med udsigt over Nordsøen, på Ruths Hotel i Skagen, på Hotel Herman Bang i Frederikshavn, foruden på en lang række skønhedsklinikker i blandt andet Aalborg.

Plads til endnu mere
Ifølge eksperterne på Style & Wellness College Aalborg kunne vi i Nordjylland udnytte endnu mere, at vi i forvejen har turisterne, at vi har pladsen, at vi har en natur, der egner sig perfekt til kursteder.

– Ja, bestemt kunne vi lave endnu mere wellness. Tager man lande som Ungarn og Tyskland har de lange traditioner for kurophold over det hele. I Danmark er fænomenet ret nyt, og vi kunne udvikle det meget mere i kraft af vores pragtfulde natur, og det faktum at vi har plads nok omkring os. Det er virkelig godt, når man som på Læsø Kur bruger den lokale naturs rigdom og muligheder til at lave noget unikt, siger Vinnie Riegels, der underviser på kosmetikeruddannelsen på Style & Wellness College og har spa som sit specialområde. Hun tilføjer:

– Wellness har bredt sig i takt med, at vi har fået råd til det, og fordi vi rejser til alle mulige dele af verden og henter inspiration med hjem. Når vi f.eks. har prøvet lerindpakninger og tyrkiske bade i udlandet, vil vi da også prøve det herhjemme. Mange steder i blandt andet Tyskland har man tradition for, at kurophold bliver brugt helbredende. I Danmark bruger vi det primært som et afstressende moment, der virker forebyggende. Jeg vil håbe, at vi også kommer i gang med at bruge kurophold mere helbredende i forhold til f.eks. reumatiske lidelser.

Salt til helbredelse af eksem og KOL
I den forbindelse er man langt hos Læsø Kur, hvor man har allerede nu tilbyder særlige saltbade til psoriasis-patienter. Saltbadene indeholder op mod 30 % salt, så man flyder ovenpå, ligesom når man bader i Det Døde Hav.

– Typisk er psoriasis patienterne i saltbadene 2 x 1 time hver dag i en periode på 14 dage eller 3 uger. Nu er vi gået i gang med et andet projekt, der handler om at bruge Læsø salt til behandling af rygerlunger (KOL). Vi har lavet et særligt saltrum med en maskine, der knuser saltet og blæser det ud som en salt-sky. Patienterne med dårlige lunger sidder så simpelthen og inhalerer saltstøv i 45 minutter, fire dage om ugen, fem uger i træk. Indtil nu er vi i gang med en række forsøg, og vi venter stadig på lægelig dokumentation på, at behandlingen virker. Men vores egne resultater viser klart, at de patienter, der har deltaget, har det væsentligt bedre end før, at deres lungekapacitet er væsentligt forbedret, og hosteanfald bliver mindre kraftige, fortæller Bent Bjørn, der er adm. direktør på Læsø Kur. De gavnlige virkninger af inhaleringen af salt stammer tilbage til opdagelser, der er blevet gjort for over halvanden hundrede år siden, hvor læger blev opmærksomme på de forrygende flotte lunger hos polske minearbejdere.

Også wellness i nordjyske svømmehaller
– Vi begyndte at tilbyde uddannelser inden for wellness for otte år siden, og tendensen er, at vi uddanner flere og flere elever hvert år. I begyndelsen var det især store feriecentre, der etablerede en wellness-afdeling, men nu er der flere af de mindre steder, der også kommer med, siger Helle Vestergaard Nielsen. Hun tilføjer, at vi danskere lynhurtigt er blevet mere forventningsfulde og hele tiden forventer nye wellness muligheder ligesom det gælder alt muligt andet.

– Folk stiller sig ikke tilfreds med bare et badekar længere. Man vil se noget unikt nu, der skal være rene linjer og smukke omgivelser og nye muligheder. Udviklingen er gået hurtigt, og i dag kan vi se, at svømmehallerne også får lavet en wellness afdeling, når de bliver renoveret eller udvider. Mange svømmehaller har i dag wellness-afdelinger, der kan måle sig med feriecentrene. Det gælder f.eks. Haraldslund i Aalborg, der blev udvidet for nogle år siden, Svømmeland i Nørresundby og den nye svømmehal i Gigantium i Aalborg, siger Helle Vestergaard Nielsen.

Vi vil røres
De nordjyske tilbud om wellness følges ofte ad med kulturelle arrangementer. På Læsø kan man f.eks. kombinere wellness med ture på hesteryg i Rønnergården, andre steder er det kombinationen golf og wellness. En anden gennemgående trend er tema-arrangementer: Der er wellness for kærester, for veninder og for grupper.

– Der er helt klart en tendens til, at vi er mere opmærksomme på os selv og vores eget velbefindende, hvad der føles positivt, og hvad der føles negativt. Vi er også langt mere opmærksomme på arbejdsmiljøet, end vi nogensinde har været. Alligevel har vi rekord-mange velfærdssygdomme, så der er god logik i at gøre noget for sig selv. I Danmark forbinder vi nok mest wellness med vand. Vi vil gerne bade, og vi vil gerne høre vand rundt omkring os. Vi vil samtidig gerne have massage og ansigtsbehandlinger – og vi vil i det hele taget gerne røres ved, siger Vinnie Riegels.

Økologi er fremtiden
– Jeg tror meget på, at den økologiske tendens fortsætter. Man vil ha rene behandlinger og sikkerhed for, at der bliver brugt gode produkter uden parabener og parfume. Folk ser også mere efter om wellness stedet har Den Grønne Nøgle, der vidner om CO2 fri opvarmningsmuligheder. Flere og flere ønsker også, at naturen udenfor bliver en del af oplevelsen, at der er udsigt til naturen, at bygge-materialevalget er naturligt, og at den mad, der eventuelt serveres, er ernæringsrigtigt sammensat. Der er masser af fokus på SPA-køkkenet, hvor råvarerne skal være farverige, sunde, ha’ et lavt fedtindhold og komme fra bæredygtige producenter. Vi underviser i SPA-køkkenet på vores skole, og der er stor interesse om det, siger Vinnie Riegels.

TIP:
Læs bogen ”Spa Køkkenet”

Glem alt om smør og fløde i kogebogen Spa køkkenet, hvor man finder de bedste Spa opskrifter fra Skodsborgs restaurant Frederik & Louise. Bogen giver ca. 60 opskrifter på gode, nærende og sunde måltider, som man med lethed kan tilberede hjemme i dit eget køkken.

Skodsborg Kurhotel & Spa
Spa køkkenet skrevet af
Tina Jørstin
Forlag Aschehoug
145 sider