Business Class

Det bevingede B

Breitling er piloternes foretrukne ur. Sammen med bilfabrikanten Bentley producerer de nogle af verdens mest eksklusive luksusure. Begge firmaer har i øvrigt et bevinget B som logo.
Tekst Kim Konnerup

Breitling fra Schweiz producerer nogle af verdens mest eksklusive og eftertragtede ure. Siden starten i 1884 har selskabet haft fokus på den allerhøjeste grad af præcision og holdbarhed. Urmager Leon Breitling startede med at lave chronografer og præsicionsinstrumenter til videnskabelige og industrielle formål.

Især luftfarten og piloterne tog Breitling-urene til sig, og snart blev urene tilføjet en lang række funktioner til glæde for netop piloterne, hvilket bare styrkede urets uovertrufne position. I 1952 lancerede Breitling den legendariske model Navitimer, der i dag 60 år senere er den mekaniske chronograph, som har været i produktion i længst tid. I øvrigt blev Navitimer i 1962 det første armbåndsur i rummet, specialfremstillet til astronauten Scott Carpenter.

Et særligt subbrand af luksusure fra Breitling produceres i samarbejde med et andet eksklusivt brand, der ligesom Breitling har et ‘B med vinger’ som sit logo – nemlig den britiske bilproducent Bentley. Urene er designet med inspiration fra en række af Bentleys klassiske modeller, kombineret med Breitlings unikke præcisionsarbejde.

Ur til 1,2 millioner
Det gælder også den absolut dyreste model. Breitling for Bentley Mulliner Tourbillon fremstilles kun i et særdeles begrænset antal – i øjeblikket omkring 2 stk. om måneden – og prisen er lige omkring 1,2 millioner kroner.

På samme måde som Bentleys Mulliner-limousiner er indbegrebet af den ypperste luksus, er chronographen der bærer bilens navn også proppet med det bedste, urproducenten kan levere, blandt det enestående tourbillon-urværk, der anses for verdens mest præcise mekaniske urværk.

Man skal som køber beregne mindst seks måneders leveringstid på Mulliner-uret, men så får man også selv lov at bestemme flere væsentlige detaljer, ikke mindst om man vil have urkassen fremstillet i platin, hvidguld eller i 18 karats massivt guld, som den model Breitling har haft udstillet hos flere forhandlere i Skandinavien inden for det seneste år.

Til den sidste afpudsning inviteres man ned på fabrikken i Schweiz. Som en lille ekstra detalje er der indlagt et besøg på firmaets egen lufthavn, hvor det verdensberømte flyopvisningshold Breitling Jet Team holder til, ligesom Breitlings restaurerede Super Constellation-fly har base her. Der bliver også tid til en tur i nogle af flyene samt en runde med en af firmaets mange Bentley-sportsvogne.

For lidt over en million manglede det da også bare, kunne man fristes til at sige.

Dette unikke urværk kan
i Nordjylland kun købes hos Kenneth Klitgaard i Bispensgade.

Listeprisen er kr. 1.200.000 inkl. moms, men Kenneth er åben for en lille forhandling, fortæller han til Business Class.
Uret er ikke blevet solgt af Kenneth til nogen i Nordjylland – endnu.