20.000 ekstra nordmænd giver turistchef Pauli Jørgensen julelys i øjnene
Butikker og restauranter i Frederikshavn kan se frem til en meromsætning på godt 20 millioner kroner i 2013, når Stena Lines nye sejlplan træder i kraft. Oslo-færgen Stena Saga bliver fra 7. januar liggende hele mandagen i færgelejet i Frederikshavn. Det betyder, at passagererne kan bruge tiden fra kl. ca. 8.00-18.00 på shopping og oplevelser.
I de 40 uger, hvor Stena Saga bliver liggende hele mandagen i Frederikshavn, forventer rederiet at sejle med 20.000 gæster, altså et snit på 500.
– Det er fantastisk dejligt, for det skaber vækst og optimisme i byen. En norsk shoppingturist bruger omkring 1.000 kroner om dagen, så på årsbasis er der tale om 20 millioner kroner. Dette er endnu et positivt tiltag fra Stena Line. Dem har der været en del af de senere år, ikke mindst investeringen i The Reef, siger en glad turistchef Pauli Jørgensen.
Han er i øvrigt overbevist om, at omsætningen bliver endnu større, idet en del rejsende sikkert fristes til at tage en overnatning i Frederikshavn.
Flytter færgeleje
Stena Saga flytter i samme forbindelse færgeleje i Frederikshavn. Fra 2013 rykker den over i Color Lines tidligere færgeleje, og det betyder, at de gående passagerer kommer ind til byen via anden sal i den forhenværende Color Line-terminal og videre igennem gangbroen, også kaldet Valutaslangen.
Frederikshavn Havn ejer bygningen, som i fremtiden bliver Stena Lines Norges-terminal. Den har stået tom i næsten fem år, men nu sørger både Stena Line og Shipping.dk, som har lejet hele første sal, for nyt liv i bygningen med den smukke udsigt og flotte glasfacade.
Direktør Mikkel Seedorff Sørensen, Frederikshavn Havn, glæder sig over, at der igen er aktivitet i bygningen på Færgehavnsvej 16.
– Vi ønsker en smukkere havn og bedre logistik, og vores målsætning er at forbinde havn og by. Det er vi nu gået i gang med, og flytningen af Stena Saga er første skridt. Vi har i tæt samarbejde med Stena Line lavet en spændende masterplan for hele færgehavnen. Allerede næste år sker der flere interessante ting, siger Mikkel Seedorff Sørensen.