Business Class

Finn Taul – På toppen af Nordkraft

Byens kraftcenter for kultur og idræt – Nordkraft – har fået en ny mand på toppen. Business Class har mødt Finn Taul til en snak og fremvisning i det rustikke interiør.

Tekst: Dadi Halldorsson

Finn Taul, der siden 1. august har bestridt posten som leder af Nordkraft er vandt til at tage imod gæster – både journalister og andre slags. Han har nemlig flere års erfaring fra hotelbranchen som daglig leder, underdirektør, direktør og senest Vice President.

Ikke umiddelbart den oplagte baggrund til stillingen som leder for et kulturcenter. Men ifølge Finn selv har brancherne dog én meget central lighed.

– Som hotelmand er værtskabet meget i fokus. Vi skal altid levere en god oplevelse og sørge for, at gæsterne går hjem med et smil på læben. Dette mener jeg naturligvis også er en vigtig del af det, at være chef i Nordkraft. Det at være katalysator for samarbejdet mellem de mange aktører her i huset og samtidig være manden, der tegner Nordkraft over for resten af omverdenen, er helt klart to opgaver, som jeg prioritere højt.

Så da han faldt over den ledige stilling i Nordkraft, valgte han at gå efter et skift fra visepræsidentembedet på Helnan Hotels til toppen af Nordkraft.

– Der skulle ske noget i Finn Tauls liv, siger han oppe på den 13. etage med udsigt over – næsten – det meste af Nordjylland.

En gennemsnitlig kulturbruger

Finn betegner ikke sig selv som en superbruger af kulturlivet. Og det kan han godt se som en fordel i forbindelse med lederstillingen i et forholdsvis nyt kulturhus.

– Jeg kommer ikke direkte inde fra kulturverdenen, idet jeg hele min karriere har været inden for hotelbranchen. Jeg er naturligvis interesseret i kultur som sådan, men jeg behøver ikke være en inkarneret museumsbesøgende for at bestride denne stilling. For en af mine største opgaver er formidling af huset, salg og markedsføring udadtil, således at dem, der går forbi, ikke er i tvivl om, hvad huset er for en størrelse. Nordkraft er på manges læber. Der er mange der taler om huset og måske har fulgt med i processen. Men jeg tror, der er rigtig mange, der er lidt i tvivl om, hvad huset egentlig indeholder, fastslår han og fortsætter.

– Jeg synes kommunen har været knaldhamrende dygtig og lidt modig ved at ansætte en leder, der ikke har en baggrund fra en anden kulturinstitution. Men når jeg har så mange dygtige og engagerede folk i huset, der kan deres ting til fingerspidserne, så behøver jeg heller ikke være klog på deres vegne. Det er ikke min opgave. Det kan nemlig godt tænkes, at hvis jeg havde stor erfaring fra en anden kulturinstitution, så havde jeg noget med i rygsækken og ville bruge unødig tid og kræfter på at udrede en masse ting, siger han.

Men selvom Finn ikke betegner sig selv som superbruger af kulturlivet, er han alligevel en solid bruger og kendte godt til Nordkraft før han fik stillingen.

– Jeg brugte faktisk Nordkraft en hel del inden jeg fik jobbet, men ellers er jeg en meget gennemsnitlig bruger af kultur. Jeg kan godt lide spektakulære udstillinger, teaterstykker og gamle kirker. Jeg har altid holdt meget af Skråen, ikke mindst efter at det flyttede ind i Nordkraft. Her har jeg fået mange gode timer sammen med familien og jeg forventer at bruge det endda endnu mere i fremtiden. For Skråen har et meget stort og varieret spekter af kulturelle oplevelser, siger han.

Den modige kommune

Om Aalborg Kommune har været en modig kommune med hensyn til ansættelsen af Finn Taul som ny leder for Nordkraft, hænger muligvis godt sammen med Finns påstand om, at Aalborg Kommune har været en modig kommune med hensyn til at få Nordkraft op at stå.

– Man har været ekstremt fremsynet og samtidig meget modig, da man gik ind i Nordkraft for at færdiggøre det. Somme tider, når jeg viser folk rundt herinde, og vi går op at trapperne, så spørger de, hvornår vi bliver helt færdige med huset, siger Finn og peger på væggen i trappeskakten, der fører helt op til 13.etage.

Kommunen er skam færdig med Nordkraft, selvom gammel maling på væggen i trappeskakten falmer af og der andre steder er spartlet til med grå cementblanding. For det er en del af bygningens historie.

– En helt ny og moderne bygning vil aldrig kunne konkurrere med dette hus. At man har beholdt det rå look er en fantastisk beslutning. Man har valgt ikke at pakke det ind og polere, så vi kan se, hvad der har været i bygningen før – og som gæst have en fornemmelse af, at der inde bagved har været noget engang. Jeg synes derfor Nordkraft skal være pejlemærke for hele byen, og gerne hele Nordjylland. For det er et kulturcenter, som ikke findes tilsvarende i landsdelen, og faktisk hele Danmark, siger Finn, der har fundet sig godt til rette i stillingen.

– Der er flere, der har spurgt, om jeg ikke savner livet i hotelbranchen. Og her kan jeg klart sige nej. For jeg er blevet taget fantastisk godt imod her på Nordkraft, og det er jo et vildt spændende job. Vi har et hus fuld af liv med masser af kollegaer og aktører, der bare vil det her, og huset summer dagligt af liv med alle de besøgene og brugere, der kommer forbi, siger han.

En verdensmand fra Skørping

Finn Taul er 53 år gammel, gift med Anette Taul og far til tre voksne børn – David, Simone og Jacqueline. Og selvom familien bor i Skørping, har Finns dagligdag så sandelig ikke været begrænset til det nordjyske.

Han har således været vice president i den dansk-internationale hotelkæde Helnan International Hotels med i alt 15 hoteller rundt om i hele verden. Der fungerede han som øverste chef for koncernen sammen med ejeren. Samtidig fungerede han som administrerende direktør på koncernens seks danske hoteller og var i 2011 ligeledes otte måneder i Stockholm, hvor han drev hotellet i den svenske hovedstad.

I forbindelse med sit arbejde i hotelbranchen har han rejst over det meste af verden, blandt andet for at se på nye muligheder og projekter. Det har bragt ham til lande som Egypten, Marokko, Indien, Sri Lanka, Colombia, Venezuela, Peru, Kina og ikke mindst Nordkorea for at se på nye forretningsmuligheder.

– Jeg har været meget glad for at være en del af hotelbranchen, men da jeg så stillingen som leder af Nordkraft, så kunne jeg ikke lade være med at gå efter den, fortæller han og breder ud med armene ligesom for at omfavne og vise sin beundring for Nordkraft.

– Det er fantastisk inspirerende at arbejde i disse omgivelser. Jeg er overbevist om, at teaterfolkene, musikerne, performerne og alle de andre, der har sin dagligdag her, oplever den specielle stemning, der er her. Det summer af liv hele tiden. For eksempel sad der 50 unge mennesker her i går. Det er ekstremt få steder i verden, at det er lykkedes at bevare og integrere historien i det bygningsmæssige, som her. Det er helt unikt, hvor tydeligt det fremstår, hvad der har været her i bygningen, og at det fremstår så funktionelt. Historien kan vi ikke bygge, den skal være der, siger han.

Fra toppen af Danmark til toppen af Nordkraft

Nordkraft har i alt 26 forskellige institutioner og instanser i huset. Her er Skråen, Teater Norkraft og DGI-huset de største og mest synlige. Men også Biffen, der har eksisteret i 23 år og flyttede ind i Nordkraft 6.juni 2009, er et stort aktiv for kulturcenteret.

Ved flytningen firedoblede Biffen, der tidligere lå i den gamle cigarfabrik C.W. Obel på Strandvejen, antallet af siddepladser fra 50 til 200. Og samtidig fik biografen tre sale, hvor den før kun rådede over én.

Flytningen viste sig at være en god idé, for ret hurtigt tredoblede Biffen sin omsætning.

Biffen, der i starten fik adgang til helt rå lokaler og var med til at bestemme, hvordan tingene skulle se ud, har blandede ting på repertoiret. Således viser den som regel kun film, som ikke rammer lærredet i de store biografhuse. Og under No Limits dagene i Nordkraft i oktober viser den for eksempel en film, der er kåret som verdens dårligste film. Foretagendet blev så stor en succes sidste år, at filmen får hele tre visninger på tre forskellige aftener i år.

– Biffen er også med til at skabe det gode miljø her i huset. Jeg har været hoteldirektør i rigtig mange år, og i Skagen stod jeg sommetider med et arrangement for måske 25-100 mennesker fra forskellige lande, som deltog i en kongres. Vi gav dem så et glas champagne helt oppe på spidsen, hvor de stod med en fod i hver af de to have. Det var som om de havde vundet i lotto. Champagnen smagte bedre og hele oplevelsen var unik. Det samme oplever jeg her i Nordkraft. Folk går nok så meget ind for at se en bestemt film, en koncert eller et foredrag. Men når de træder ind i huset, så er det som om de bliver helt betaget bare af huset og miljøet, fortæller Finn.

Rent praktisk fungerer Finn som daglig leder af husets fællesområder, hvor han kan skabe aktiviteter sammen med de øvrige aktører i huset. Sætter en af aktørerne fokus på et bestemt emne, så kan resten af huset også hægte sig på. Og netop det var tilfældet i efteråret 2011, hvor Teater Nordkraft valgte at sætte fokus på det indiske filmunivers Bollywood. Det medførte, at Biffen også viste film fra Bollywood og restauranter og musikere satte fokus på indisk mad og musik.

– Nordkraft er et kraftcenter og centrum for kultur-, fritids- og oplevelsesmiljøet. Men det er også et pejlemærke for, hvorledes tingene kan integreres til fordel for dem, der tilbyder de forskellige oplevelser, og for brugerne. For uanset brugernes ærinde i huset, så får de en unik oplevelse. Og Nordkraft vil altid være i forandring med forskellige aktiviteter i fællesområderne, fortæller han.

Det nyder brugerne af DGI-husets mange mødelokaler også godt af. For mens de holder kaffepause i kedelhallen, kan de som regel også nyde godt af en fotoudstilling eller et andet kulturelt indslag i fællesområderne.

Kedelhal og Turbinetorv

13 etager. 246 trin. Nordkraft er en kæmpestor bygning med mange fløje, baglokaler og aktører.

I den store hal, som BUSINESS CLASS møder Finn Taul i, og som vender ud mod vest, hænger der stadig kultragte fra dengang, bygningen fungerede som et elværk. Her stod kedlerne og arbejdede på højtryk for at forsyne byen med elektricitet – derfor navnet Kedelhallen.

Fra Kedelhallen går der en bred og lang trappegang ned til Turbinetorvet, hvor elværkets turbiner stod. Dem er der ikke mange beviser på i dag, selvom huset er genopbygget med så få ændringer som muligt.

Det var Cubo Arkitekter, der i 2006 vandt konkurrencen om genopbygningen sammen med Aalborg-tegnestuen Nord A/S. Desuden var ingeniørfirmaerne Korsbæk og Partnere KS og Brix & Kamp A/S og Landskabsarkitekt Egebjerg By og Landskab ApS tilknyttet genopbygningen af elværket som kulturcenter.

Selv farverne fra det gamle elværk har overlevet genopbygningen, idet de okseblodsrøde, orange og panggrønne farver går igen som markører på døre og nogle af vægfladerne.

– Der har været masser af tanker og et kæmpe stykke arbejde bag, før vi kunne står her i dag. Og på et tidspunkt var der nogle visionære øjne, der så, at her skulle der være en kulturinstitution, og tak for, at det ikke endte med at blive revet ned for at gøre plads til et nybyggeri, siger Finn og peger ud på Teglgaards Plads, der vender mod øst.

 

– Teglgaards Plads er en del af det helt nye område med Musikkens Hus, Karolinelund og Nordkraft. Det er et spændende område og en udvikling, som jeg er meget ydmyg over at få lov til at være med til at præge.

CV

2010 – 2012 Vice president – Helnan International Hotels.

Helnan International Hotels er en dansk ejet hotelkæde med hoteller i flere lande, herunder Sverige og Danmark, i Danmark er der seks hoteller – bl.a. Helnan Phønix Hotel samt Hotel Hvide Hus i Aalborg.

2008 – 2009 Adm. Direktør – AAB Konference, en del af Fodboldklubben AAB. Stod bl.a. for afvikling af VIP arrangementer til fodbold, håndbold samt ishockey. Herudover var der et konferencecenter og et hotel på Hadsundvej i Vejgaard, som også var en del af virksomheden.

2002 – 2008 Adm. Direktør, Color Hotel Skagen.

1995 – 2002 Adm. Direktør Helnan Phønix Hotel / Helnan International Hotels

1988 – 1995 Underdirektør SAS Limfjordshotellet, Aalborg.

1987 – 1988 Daglig leder Hotel Skagen ( i dag – Color Hotel Skagen)

1985 – 1987 Direktør Hotel Hanstholm

1981 – 1985 Restaurantchef Munkebjerg ved Vejle samt Kryb i ly Kro

 

Fakta

Fulde navn: Finn Taul
Fødselsdato: 04. august 1959
Fødeby: Århus
Titel: Daglig leder på Nordkraft
Civilstand: Gift
Børn: 3