Flere end hver tredje tror nu, at huspriserne vil stige det kommende halvår. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Boligsiden.dk.
Optimismen på boligmarkedet breder sig. Fire ud af fem forventer, at huspriserne vil ligge stabilt eller stige de kommende seks måneder. Og samtidig tror mere end hver tredje nu, at huspriserne vil stige med en procent eller mere det næste halvår. Det viser en helt ny undersøgelse foretaget blandt brugerne på boligsiden.dk.
”Vi kan klart spore en gryende optimisme blandt danskerne. Mere end 80 pct. af de adspurgte i vores undersøgelse forventer, at huspriserne vil være stabile eller endda stige det næste halve år. Danskerne er dermed blevet mere positive i forhold til tidligere,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk, og fortsætter:
”Ejendomsmæglerne har flere steder oplevet en stigende handelsaktivitet, boligpriserne har ligget stabilt og er endda steget let i flere måneder samtidig med, at danskerne nu også er blevet mere positive i forhold til prisudviklingen. Alt dette tyder meget på, at vi går lysere tider i møde på boligmarkedet. Det er især i storbyerne – med København som lokomotiv – at salget er stigende. Boligmarkedet ser ud til at være på vej tilbage til det, vi kalder normale tilstande. Så jeg vurderer absolut, at optimismen har bidt sig fast.”
Boligpriserne har siden foråret ligget stabilt og er steget let flere steder i landet. Prisniveauet er nu oppe på samme niveau som sidste år, og prisen på ejerlejligheder ligger nu godt fem pct. over prisniveauet i 2011. Boligsiden.dk er Danmarks mest besøgte boligsite og har i dag mere end 70.000 boliger til salg.