Business Class

Magnus Kjøller meldt til Politiet – igen

magnus kjøller
Den nordjyske pengemaskine, 29-årige Magnus Kjøller, som står bag pointdeal.dk og driver forretningen fra Dubai, er meldt til Politiet for vildledende markedsføring.

Vi er stødt på det før i medierne; vildledende markedsføring. Virksomheder der ’glemmer’ at oplyse forbrugeren om alle aspekter ved et tilbud. Denne gang er det Aalborg-firmaet PointDeal A/S, der driver sitet pointdeal.dk, som er blevet meldt til politiet for vildledende markedsføring.

PointDeal reklamerede i første halvdel af 2013 for 2 bøtter hårvoks til kr. 59,-. Firmaet undlod dog at oplyse køberen om, at denne enten skulle betale kr. 80,- i fragt eller købe et medlemskab til kr. 5,- for at få varen.

PointDeal undlod også at oplyse forbrugeren om, at hvis denne valgte at betale de kr. 5,- for et medlemskab (for at spare fragtomkostninger), at kunden automatisk blev tilmeldt et løbende betalingsabonnement til kr. 270,- om måneden. Dette fremgik heller ikke af kvitteringen, som forbrugeren efterfølgende modtog.