Business Class

KonXion vandt “Tag Fat” i Aalborg Kommune

Det blev KonXion, der blev vinder af innovationskonkurrencen TAG FAT i Aalborg Kommune og nu går videre til den store regionskonkurrence om at blive kåret til Nordjyllands mest innovative virksomhed, hvor i alt 11 virksomheder fra regionens kommuner dyster om æren og en præmie på 100.000 kr.

– Skylder lige min tidligere kompagnon Jørn Ræbild, min nuværende investor Magnus Kjøller og ikke mindst mine fantastisk kollegaer og vores fremsynede kunder en stor tak fordi I alle tror på idéen bag konXion. I er årsagen til, at vi nu kan kalde os Aalborg Kommunes mest innovative virksomhed – TAK! skriver Thomas Thomsen fra KonXion på sin facebook-profil.

Tidligere vindere, som KonXion dermed skal møde i finalen, er Be-Ge Jany, M-Tec, Lytzen IT og Læsø Kur. Dertil kommer vinderne fra yderligere seks kommuner.

Næste uges vinder fra Brønderslev Kommune bliver enten Hosta Industries i Hjallerup, Nordex Food i Dronninglund eller Intech International i Brønderslev.

Læs også mere om Tag Fat-initiativet i næste uges udgave af magasinet Business Class.