Business Class

Ny app booster din personlige udvikling

peptalkNyskabende applikation gør coaching mobil. Med MobilCoach til iPhone, iPad og Android kan du når som helst teste dig selv, få nyttige peptalks og blive inspireret til udvikling og højere livskvalitet.

En ny coach-app, som er den første af sin slags, introducerer dig personligt til, hvad coaching handler om, og hvordan du kan bruge coaching i din hverdag.

”Vi har lavet app’en, så flere kan opdage coaching som værktøj til at udvikle sig og opnå større livskvalitet. Mange mennesker kan meget mere, end de selv tror, og her er coaching et fantastisk redskab til at opnå fuldt udbytte af livet og blive den bedste udgave af sig selv. I coaching arbejder man med de udfordringer, den enkelte har netop nu, og i en løsningsorienteret proces finder man frem til sine egne kompetencer og lærer at bruge dem,” siger iværksætter Christian Markedal.

Tag temperaturen på dit liv
Han har udviklet den nye MobilCoach sammen med kreativ it-entreprenør Thomas Christoffersen og Diana Lindegaard, der er professionel coach, mentor, blogger, forfatter og foredragsholder og driver Lindegaard Coaching.

”App’en er den første af sin slags på markedet, og med den flytter coachingen over på de mobile platforme. MobilCoach er din helt egen personlige coach, som kan tages med i lommen og konsulteres, lige når du har behov for det,” lyder det fra Diana Lindegaard.

Hun har været med til at skabe app’en for at højne menneskers livskvalitet og skærpe fokus på det, der virkelig tæller.

”Det handler om at blive klar over, hvem man er, og hvor man er. Via test får du taget temperaturen på dit liv og opnår en større bevidsthed om vigtige valg og prioriteringer i livet,” forklarer Diana Lindegaard.

Coaching 24/7
MobilCoach kan bruges på alle tidspunkter og i alle situationer. Den motiverer, støtter og udfordrer på alle vigtige områder af livet. Indledningsvis kan man teste sin aktuelle livsstatus på et eller flere af områderne:

* Kærlighed
* Relationer
* Karriere
* Sundhed/Helbred
* Økonomi
* Fritid
* Spiritualitet
* Passion

Ved at svare på en række spørgsmål, får man mulighed for at tænke sig grundigt om, skabe større klarhed i sit liv og reflektere over livets store spørgsmål, samt hvor man er på vej hen.

Erstatter ikke den rigtige coach
Næste step er decideret coaching i form af en række åbne spørgsmål. Man har også mulighed for at tilmelde sig ’Peptalken’ – et modul der giver et selvvalgt antal daglige, ugentlige eller månedlige, motiverende opråb.

MobilCoach er et værktøj til at komme videre i sit liv, uanset om det gælder karriere eller privatliv, men app’en kan ikke erstatte konsultationen hos en rigtig coach. MobilCoach skal ses som en hjælp til selvhjælp – et springbræt til at tage sine udfordringer op.

MobilCoach er gratis og fås lige nu til iPhone eller iPad og en Android version er på vej.