Lys i Afrika

Det er historien om en af de største danske Facebooksucceser, der gik fra 0 til 20.000 fans på rekordtid. Men det er også historien om foreløbig 12.000 afrikanske familier, der har fået en håndsrækning fra Nordjylland til et bedre liv. Og endelig historien om en personlig rejse for Helle Pasgaard, der er marketingkoordinator hos EnergiNord og projektleder på Lys i Afrika.

På bordet foran os står nogle genstande. Et par skramlede konservesdåser, der er bygget om til primitive petroleumslamper. Og en robust plasticlampe der er forbundet til en lille solcelle.
– Det startede i dette rum for tre år siden, hvor min daværende chef og jeg brainstormede om hvordan vi kunne aktivere et sponsorat for den Afrikanske Landsby i Zoo. Jeg huskede et klip i TV-Avisen et par år forinden, hvor en afrikansk far har fået en solcellelampe og næsten grædende fortæller, at hans børn ikke har været syge siden. Og det gjorde bare indtryk, husker Helle Pasgaard.
Koblingen var pludselig meget indlysende. Den afrikanske landsby, solcellelamper, et energiselskab. Der var en trekant, der hang sammen.


20.000 fans på kun tre dage
– Vi startede 12. maj 2010. Facebooksiden er det, der starter det hele. Det var det eneste vi gjorde, sammen med en udstilling i Zoo. Det blev kickstartet her i huset, hvor jeg fortalte om kampagnen og opfordrede alle vores ansatte til at dele det med deres venner.
Helle laver en aftale med sin chef. Han skal give champagne, hvis de når 20.000 fans på Facebook-siden.
– Det tog kun tre dage at nå de 20.000. Vi skrev på Facebooksiden, at vi gav en lampe pr. 25 likes, og målet var at kunne sende 5.000 lamper til Uganda. Det kunne vi efter to en halv måned, da vi rundede 125.000 fans. I dag har siden 166.000. Selv om vi stoppede med at give lamper på baggrund af likes på facebook, er der kommet nye til.
Ingen havde regnet med, at det gik så stærkt. Heller ikke Helle.
– Jeg fandt ud af, at folk i Danmark sover mellem kl. 1 og 5. Der var så meget aktivitet, at vi var nødt til at have overvågning på siden. Hver gang der blev skrevet, fik jeg og vores webredaktør en sms. Det var hver 10. minut … bortset fra 1 til 5.
Det positive ved, at Facebooksiden eksploderede var, at EnergiNord kom ud over Nordjyllands grænser. Det var nationalt, og i dag har Lys i Afrika flest Facebookbrugere i København.
– Det blev en succes, fordi budskabet er så nemt at afkode. Vi er et el-selskab, og det handler om solcellelamper. Det er en konkret ting og ikke et uhåndgribeligt beløb. Det er en fysisk ting. Og i Danmark vil vi gerne hjælpe og støtte en god sag. Socialt ansvar er en trend i tiden.
På Facebook er du privat
Helle og hendes kolleger har gjort sig mange erfaringer med Facebook. Blandt andet, at det er en svær størrelse at reklamere på.
– På Facebook er du privat, så det er svært at aktivere brugerne til at blive kunder. Men det er et langsigtet projekt, og vi tror på, at vi vinder kunder på den lange bane. Man kan ikke sætte sådan et projekt i søen og tro, at man tjener penge fra dag et.
Bare på de to år, siden har været i luften, kan Helle mærke der er sket et skred i, hvad man rent kommercielt kan tillade sig at skrive på Facebook.
– Da vi begyndte at blive mere kommercielle, blev vi lidt upopulære blandt vores brugere. Det er folks private sfære, og det var ikke okay at komme med kommercielle budskaber. Men vi kan mærke, at det er anderledes nu. Det er stadig svært at aktivere folk, men vi får ikke de samme skæld-ud for at forsøge. Det er blevet mere accepteret.
EnergiNord har ikke lagt skjul på, at de rigtig gerne vil hjælpe i Afrika, men at de også tænker forretning. Dette projekt skal skaffe selskabet nye kunder.
– Når man laver den slags aktivitet er troværdighed ekstrem vigtig. Vi bryster os af, at alle penge går direkte og ubeskåret til projektet. Vores første tanke var, at vi ville sende en lampe til Afrika, hver gang vi fik en ny kunde. Men undervejs i processen gik det op for os, at det her ikke bare handler om en lampe. Vi var slet ikke klar over, hvilken forskel det gør i Uganda.

Sort nat i tolv timer
Uganda ligger tæt på Ækvator. Det betyder, at nat og dag er lige lang. Fra klokken syv aften til syv morgen er det nat. Og ude i de fattige landsbyer betyder det, at der er helt mørkt. Der er ingen strøm til at lyse op, hverken udenfor eller i de små lerhytter.
– Når vi kørte om aftenen, kunne folkene fortælle, at derinde boede der nogen, men vi kunne ikke engang se hytterne. Der er helt sort, fortæller Helle, der i januar var i Uganda for at følge uddelingen af solcellelamper.
– I Arua, hvor vi boede, var der en generator på vores hotel, men den blev slukket kl. 23. Toiletterne lå udenfor og der var slanger over det hele. Der er hyppige bushfires og mark-afbrændinger, både for at forberede jorden, men også for at holde slangerne væk. Men det betyder noget, at man kan tage sin lampe med ud kl. 3 om natten, hvis man skal på toilettet.

Brandfare og sundhedsskadelig petroleum
Familierne i Uganda bruger bål eller de små farlige petroleumslamper som lyskilde inde i hytterne. Det er både brandfarligt og sundhedsskadeligt.
– Helt ude på landet er det små runde lerhytter med halm på taget, ingen vinduer og kun en dør man skal bukke sig for at komme ind ad. Røgen slipper ikke så hurtigt ud, og en af de hyppigste dødsårsager er luftvejssygdomme, siger Helle, der også flere gange på turen så folk med brandskader, ligesom de hørte om mindst tre familier der brændte inde, bare i de ti dage hun var i området.
– Det er på grund af bålene, men også petroleumslamperne. Hvis lampen har en utæthed, kan dampene antænde og eksplodere.
Solcellelampen betyder så meget på flere planer for familierne i Uganda. Først og fremmest undgår de sundhedsfaren fra petroleumslamperne, men de sparer også rigtig mange penge til petroleum – omkring 70.000 uganda-shilling om året.
– Jeg besøgte familier, der havde haft lampen et års tid. De sagde samstemmende, at de kunne købe bedre mad, de kunne købe husdyr, alene fordi de sparede penge til petroleum.

Lys giver nye muligheder
Økonomi og sundhed er én ting. Men en helt anden og endnu mere uvurderlig følge af lampen, er de muligheder det giver familierne for udvikling. Helle besøgte en familie, hvor moderen viste, hvordan hun og børnene deler lyset om aftenen.
– Den lyser så kraftigt, at børnene kunne lave lektier, og hun kunne sidde ved siden af og lave håndarbejde. Hun lavede nogle flotte måtter, og det kunne de gøre ved lyset fra en lampe. Hendes børn kunne blive bedre i skolen, og hun kunne lave varer til markedet, som kunne hjælpe familien. Det var et af de øjeblikke, hvor jeg tænkte hvor dejligt et projekt det er. Det gør virkelig gavn.
Familierne får ikke bare lamperne foræret. De sparer op gennem længere tid, og betaler 15.000 shilling – hvad der svarer til ca. 35 danske kroner – for en solcellelampe. Det faktum skabte i starten voldsom debat blandt Facebook-brugerne.
– Nogle kunne ikke forstå, at vi ikke bare forærer lamperne væk. Men andre, der kender udviklingslande bedre, forstår baggrunden. Vi støtter os fuldstændig op ad vores lokale samarbejdspartnere, og det er jeg glad for, ellers havde vi gjort i nælderne.
Lamperne koster normalt omkring fire gange så meget, hvis familierne selv skal købe dem på markedet. Ved at betale en pris der nok er høj, men alligevel overkommelig, kommer lampen til at udgøre en væsentlig værdi, så familierne passer på lamperne, reparerer og vedligeholder dem. En gratis lampe ville blive kasseret, hvis noget var galt.


Sidegevinsten er ny aktivitet og lokal udvikling
– Jeg er utrolig glad for, at vi fandt de rigtige samarbejdspartnere – Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi og JEEP, som er en hjælpeorganisation i Uganda, de har arbejdet sammen med i 16 år. De vidste, hvordan det foregår dernede, hvilke hensyn man skal tage og hvilken kultur det er man går ind i. Det er der vi har haft succes, hvor andre har fejlet: Man kan ikke trække vestlig kultur ned over hovedet på 3. verdens-lande.
Lys i Afrika har for eksempel tænkt en vedligeholdelse ind i projektet, og det er noget af det, der har optaget Facebook-brugerne: Hvad når batteriet ikke virker længere eller lampen går i stykker – Falder de så tilbage i mørket?
– Og der kan vi sige med sikkerhed: Nej, det gør de ikke. Vi har i projektet sørget for at uddanne lokale reparatører, og jeg besøgte selv nogen af dem da jeg var dernede. Så projektet hænger sammen. På den måde er vi også med til at skabe forretning for folk i Uganda, og det er vigtigt. Pengene bliver i Uganda, og det er en sidegevinst, at vi er med til at skabe udvikling.

Et projekt hvor alle vinder
Indtil videre har Lys i Afrika sendt 12.000 lamper til Uganda, men de vil gerne sende endnu flere afsted.
– Det er et projekt, hvor alle vinder. Vi lægger ikke skjul på, at vi gerne vil gøre en god forretning, men vi tilbyder også vores kunder et attraktivt produkt. Det har vi med ‘Lys i Afrika’, men der er lige den krølle, at nogle familier i Uganda får rigtig stor glæde af lamperne.
Det første stykke tid, gav Lys i Afrika en lampe for 25 fans på Facebook, sidenhen for hver ny kunde. I dag er produktet ændret, så der går 2 øre til projektet for hver kWh man forbruger som Lys i Afrika-kunde hos EnergiNord. Det er ikke kunden der betaler en overpris, for pengene tages i stedet fra EnergiNords markedsføringsbudget.
– Der er ikke mange kunder endnu, vi tæller ikke i flere tusinde. Så vi er nødt til at have hjælp. I Nordjylland er mange kunder hos os i forvejen, så de skal ikke tage stilling til nyt el-selskab, de skal bare skifte til et bedre produkt. De kan melde sig til på vores hjemmeside, og det koster dem ikke ekstra, for vi betaler de to øre. Det er hængt op på vores spotpris-produkt, der følger elmarkedet. Som oftest er det endda en smule billigere.
Det er både private og virksomheder, der kan købe Lys i Afrika-strøm. Man skal ikke engang have penge op af lommen for at hjælpe.
– Selvfølgelig må man meget gerne støtte direkte ved at købe en lampe på hjemmesiden. Det koster 100 kroner, som nogenlunde svarer til indkøbsprisen på en lampe.
For Helle Pasgaard personligt har projektet også været en fantastisk rejse.
– Det har været givende, netop fordi jeg kan se, at jeg kan gøre en forskel. 12.000 lamper har hjulpet 12.000 familier. Værdien af lys. Det er en af de mange ting, jeg har skullet fordøje. Vi har tit sagt til os selv, om en enkelt lampe virkelig kan have så stor indflydelse på så mange ting. Og svaret er ja. Hvis man virkelig vil hjælpe et område så folk kan løfte sig selv, så er solcellelampen et rigtigt godt skridt, siger Helle Pasgaard.

Se flere fantastiske billeder fra Afrika her: [nggallery id=1]