Guldkorn og gyldne dråber
Whisky-verdenen er forunderlig. Principperne bag al whisky er egentlig ganske enkle, og alligevel har et hav af faktorer indvirkning på det endelige resultat. Derfor er der gode fade og mindre gode fade i enhver produktion på ethvert destilleri. Disse fade sammenstykkes, så producenten får et homogent produkt. Enten som en blend (typisk blandet af en række fade fra forskellige destillerier) eller endda som en single malt (forskellige fade fra samme destilleri).
Men hvordan smager det enkelte fad? Destillerierne gør ikke selv så meget for at sende aftapninger af enkeltfade på markedet. Men heldigvis har entusiaster specialiseret sig i at opkøbe gode fade og sælge oplevelserne videre til andre entusiaster.
Whisky-pioneren
En af pionererne i den branche er James MacArthur, der flere gange har aflagt Danmark et visit. Så en eftermiddag sad journalisten sammen med små tyve mænd (og kun mænd) bænket omkring et bord, dels for at høre guldkorn fra hestens egen mund, dels for at smage de gyldne dråber fra James MacArthur’s Old Masters.
– For små 30 år siden da jeg startede, var der kun en håndfuld Single Malts på markedet. Al den gode malt blev brugt til blends. Men jeg lavede en business ud af min hobby, forklarer en afslappet, men veloplagt James MacArthur.
Uflitreret og ufortyndet
Idéen var at præsentere en række aftapninger, der virkelig viste whisky så originalt som muligt. Elkeltfade fra både kendte og mindre kendte destillerier. Ufiltreret, ufortyndet og uden tilsatte farvestoffer. På den både kan man rigtig nyde den store variation af whiskyoplevelser. Og måske samtidig blive lidt klogere på de forhold, der gør en god whisky.
– Vi har konstant 30-35 aftapninger på vores liste. Vi vil ikke være større, det bliver aldrig en large-scale produktion. Fordi det er enkeltfade, så er det væk, når flaskerne er drukket. Så supplerer vi listen med nye fad-aftapninger, fortæller MacArthur.
At han mener det helt bogstaveligt giver den følgende smagning et godt eksempel på. En af de ni whiskies får vi kun lov at smage en enkelt centiliter af, mod de normale to.
– Det er min sidste flaske og der skal være nok til alle. Det er måske den sidste i verden, siger han inden flasken med 25 år gammel Caol Ila forsigtigt skænkes op.
Smag er individuel
I løbet af de tre timer i mesterens behagelige selskab, kommer vi gennem tre smagninger med tre glas i hver. Undervejs fortæller MacArthur anekdoter, kommenterer de enkelte smagsprøver, giver gode råd om smagning, besvarer spørgsmål og lytter interesseret til vores kommentarer.
Den her smager lidt som min kones parfume dufter, erklærer en af mine sidemænd om en 14-års Bruichladdich.
Så tror jeg, der er noget hun ikke fortæller dig om hendes drikkevaner, mens du er på arbejde, replicerer MacArthur kvikt. Mens latteren lægger sig, bliver han dog mere nøgtern og seriøs.
– Det viser hvor individuel smag er. Smag og duft vækker minder og sindstilstande i løbet af et øjeblik. Dine minder er nogle andre end mine. Det er derfor, det nogle gange kan være svært at følge en whiskyanmelder i hans maleriske beskrivelser af en enkelt whisky, uddyber MacArthur.
Genbrugsfade var et tilfælde
Han opfordrer alle til at forsøge at definere fadtypen ud fra duften og smagen. Bourbonfade vil typisk give en skarp, vanille-agtig oplevelse. Sherryfade betyder som oftest en mere frugtagtig sukker-smag.
– At man lagrer whisky på gamle bourbon- og sherryfade er egentlig lidt af et tilfælde, forklarer han så i en oplysende anekdote.
– Når man importerede bourbon og sherry endte man naturligt nok med en masse tomme fade. Og i stedet for at sende tomme fade tilbage eller ødelægge dem, kunne man jo lige så godt genbruge dem. Det viste sig så, at de brugte fade under lagringen faktisk tilføjede whiskyen både farve og smagsstoffer, der gjorde sig godt i whiskyen, fortæller MacArthur.
De senere år har man i branchen oplevet en lille bølge af mere eksotiske aftapninger, hvor man bruger alverdens forskellige fade, fra cognac og calvados til madeira og endda Chateau d’Yquiem.
– Det meste af det er som ’finish’, hvor de lagrer whiskyen det sidste halve år på en eller anden mystisk fadtype, fortæller MacArthur med en mine, der mere end antyder at han ikke er imponeret over det markedsføringsstunt.
Islay er et macho-fænomen
Der er ingen tvivl om, at MacArthurs egen interesse er de fine, originale smagsnuancer. Derfor afslører han også, at han foretrækker de ikke-røgede whisky-typer frem for de tungt-røgede Islay-whiskies, som ellers er voldsomt populære i disse år.
– Røgen slår smagen ihjel. Jeg foretrækker selv typer med mindre tørv. De er ikke så meget ’in your face’, men mere fine, diskrete og underspillede, hvor man til tider skal kæmpe lidt for at definere næsen og smagen, siger han og giver også et bud på Islays voldsomme popularitet:
– Jeg tror de meget røgede typer er lidt et macho-fænomen. Man er lidt af en mand, hvis man kan fortælle, at man foretrækker sin whisky meget røget. Men heldigvis er smag forskellig, og jeg synes at variationen er interessant, siger han og understreger så, at han skam sagtens kan sætte pris på en god, røget Islay.
– Det er egentlig ikke så kompliceret at drikke whisky: Hvis jeg kan lide det, så drikker jeg det, konstaterer MacArthurs.
Kuriositet er kun en bonus
Det er samme filosofi han udvælger nye fade til aftapning efter. Smag og kvalitet går forud for sjældenhed og kuriositeter.
– Kvalitet er vigtigst. Hvis det så er en sjælden eller speciel aftapning er det bare en bonus. Når det gælder enkeltfade, er det vigtigt at smage, før du køber. Selv om jeg kender et destilleri, køber jeg aldrig bare på navnet. Alder er for eksempel en stor risikofaktor. Hvis en god whisky bliver bedre med alderen, så kan et mindre godt fad tilsvarende blive helt forfærdelig. Derfor smager jeg altid et fad, inden vi køber det, afslutter MacArthur.
