Business Class

Glem balancen, men få et godt liv alligevel

 

Rasmus Ankersen
(foto: Erling Jørgensen)

Klumme af Rasmus Ankersen

Kæmper du også stadig med at få balancen mellem arbejde og privatliv til at gå op i den perfekte symfoni? Glem det, skriver forfatter og coach Rasmus Ankersen i denne klumme om et af den moderne leders helt store dilemmaer.

For nogle år siden læste jeg i New York Times en artikelserie om stress og moderne menneskers vanskeligheder ved at få arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed. Artiklerne blev konsekvent omtalt på avisens forside, og en af forsidehistorierne havde overskriften: ”Kæmper du stadig med at få det hele til at gå op? Glem det. Men læs hvordan du får et godt liv alligevel”.

Historiens overskrift spidder det dilemma, som moderne mennesker i den vestlige verden i dag kæmper for at løsne op. Vi skal prioritere mellem prioriteter. Skabe den perfekte harmoni mellem et arbejde, hvor vi bruger vores talenter, bliver udfordret, og som vi vokser af – og samtidig opretholde et evigt vibrerende parforhold, et bredt netværk og have et par ønskebørn. Tilsammen en sum af krav, der kan tage pusten fra de fleste.

Det store spørgsmål er, om vi reelt har med en ny folkesygdom at gøre? Er vi ved at præstere os selv ihjel? Eller er det bare tomme modeord fra managementindustrien? Og hvor længe kan vi i øvrigt tillade os at klynke over balance, når vi pustes i nakken af folk fra Kina og Indien, der tænker mere på resultater end balance?

Det startede med kvinderne

Begrebet ”work-life-balance” blev første gang brugt sidst i 70’erne af ”Working Mothers Association of England”. Snakken om at få arbejde og privatliv til at spille hænge sammen opstod i slipstrømmen på kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Pludselig opstod en stor gruppe mennesker, som skulle få to uforenelige og modsatrettede forpligtelser til at gå op i en højere enhed: De skule både være gode forældre og gode ansatte.

I dag er problemstillingen dog ikke længere forbeholdt kvinderne. Nu slipper ingen direktør og ingen virksomhed af sted med at ignorere den. Desværre bliver snakken om balance mellem arbejde og privatliv bare alt for ofte set udelukkende fra medarbejderes synsvinkel. Det, mener jeg, er en al for entydig måde at anskue problemstillingen på, så lad mig prøve at springe i virksomhedens og lederens sko for en stund.

Det er ikke sikkert, du som medarbejder vil bryde dig om at høre det, men din virksomheds og din leders absolutte førsteprioritet er konkurrencedygtighed. Selvfølgelig vil han eller hun gerne have, at du er tilfreds, men kun hvis det hjælper virksomheden med at vinde. Det er klart, at langt de færreste ledere er interesseret i, at folk slæber deres familiemæssige eller sociale problemer med hen på kontoret, hvor de kan sive ind i atmosfæren og hæmme produktiviteten.

Men ledere er først og fremmest interesserede i at vinde – det er det, de bliver betalt for. Og derfor vil de helst have det hele din hjerne, din krop, din energi og dit engagement. De har en stor kamp, der skal vindes, og det er vigtigt at spillerne møder op og bliver på banen – især hvis det andet hold, som det i stigende grad vil være tilfældet i fremtiden, trækker på spillere fra lande som Indien og Kina, hvor den rette balance mellem privatliv og arbejde ikke ligefrem er en kulturel prioritet.

Dine ledere og din virksomhed er formentligt fuldstændig klar over, at de fleste konkurrenter på den globale markedsplads ikke opfordrer deres ansatte til at være mindre produktive, så de også kan få et tilfredsstillende familieliv. Grundlæggende kan man sikkert få alle de fleksordninger, man har brug for, men kun hvis man er dygtig nok. Du arbejder hjemme om fredagen, hvis du har bevist, at du kan skabe stjerneresultater fra mandag til torsdag.

Diskussionen om balance mellem arbejde og privatliv handler nemlig ikke kun om værdier. Den handler også om resultater. Flekstid er ikke en menneskeret. Som en chef, der ønskede at være anonym, forklarede under tilblivelsen af denne klumme: ”Ikke overraskende hører klynkerne typisk til blandt dem, der leverer en arbejdsindsats under middel. Man hører næsten aldrig folk fra de øverste 20% klage over, at de har svært ved at få arbejde og privatliv til at passe sammen.”

Balance er ikke lidt af det hele

Vi skal hele tiden huske på én ting. Blot det faktum, at vi diskuterer balancen mellem arbejde og privatliv er et luksusproblem forbeholdt dem, der har muligheden for at vælge mellem tid og penge.

Ingen skal være i tvivl om, at den etniske købmand, der netop har åbnet sin første butik på Nørrebro, hverken bekymrer sig om, hvorvidt han har tid til at nå en tur i fitnesscentret eller lukke biksen kl. 16 hver dag, fordi han skal hente børn i dagsinstitution. Eller at meget få af de 500.000 nyuddannede kinesere, der hvert år afslutter ingeniørstudiet, synes det er problematisk at knokle til langt ud på aftenen.

I sammenligning med mennesker, der konkurrerer under de omstændigheder, kan vores evige diskussion om balance sagtens komme til at lyde som decideret klynk og selvmedlidenhed. Jeg tror på, at vi skal væk fra den opfattelse, at balance handler om, at der skal være lidt af det hele, og at tiden helst skal fordeles lige ud på alle livsområder.

Balance er ikke nødvendigvis at kunne gå i biografen hver onsdag, dyrke yoga tre gange om ugen og lave aftensmad til familien i weekenden. Balance er for mig at se en følelsesmæssig tilstand, som kommer af at være afklaret med de valg – og i høj grad de fravalg – du træffer.

I det lys er de mest balancerede mennesker ikke dem, som gør lidt af det hele, men de, som hviler i de valg, de har truffet. Som LEGO’s koncerndirektør, Jørgen Vig Knudstorp, forklarede i min bog ”Leder DNA”:

»Jeg har i gennemsnit 2-3 rejsedage om ugen, og derfor ser jeg hverken min familie eller mine venner så meget, som jeg gerne ville. Men jeg tror, det er meget vigtigt at forstå, at balance ikke betyder, at der skal være lige meget til hver side. For mig skal der ikke være lige så meget familietid, som der skal være LEGO-tid. Der skal være meget mere LEGO-tid.

Men jeg er i balance med det alligevel, for jeg har det godt med min kone og mine børn. I virkeligheden lever jeg en ekstremt ensidig tilværelse, fordi jeg stort set kun bruger tid med min egen familie og min LEGO familie. Der er meget lidt tid ved siden af. Og det har jeg det fint med. Den eneste pris, jeg er lidt bekymret for i den sammenhæng, er, at jeg bliver lidt for ensporet.«