Nordjylland skal til Afrika

Efter en række succesrige netværksforløb i Asien, hvor nordjyske virksomheder har skabt arbejdspladser og etableret produktionsenheder, er turen nu kommet til Afrika. Derfor søsætter Væksthus Nordjylland nu et nyt initiativ, hvor nordjyske virksomheder, der har mod på at prøve kræfter med et gigantisk marked med tocifrede årlige vækstrater, kan netværke og trække på fælles erfaringer. Væksthus Nordjyllands fornemste opgave er at inspirere til vækst og øget eksport, og det har vist sig, at netværkstankegangen er et super stærkt værktøj til deling af viden og eksporterfaringer. Vi kan se, at virksomhederne på forbilledlig vis supplerer og hjælper hinanden, selvom de på visse områder konkurrerer, og det styrker os i troen på, at der er plads til et nyt initiativ med fokus på Afrika, siger Bjarne Brodersen, vækstkonsulent i Væksthus Nordjylland. Ifølge ambassadør Johnny Flentø i Mozambique har Afrika de seneste 15 år oplevet verdens 7.-højeste vækstrate, og selvom der ikke er nogen nem genvej til succes på det afrikanske kontinent, er det ifølge den danske bestyrelsesformand for West African Fish i Ghana ubegribeligt, at så få nordjyske virksomheder driver forretning i Afrika. Men det kommer forhåbentlig til at ske nu.