Business Class

AAB’s pengekasse snart tom

Selvom AaB har skilt sig af med løntunge spillere i vinterpausen og samtidig har bebudet både lukning af AaB College og salg af AaB Ishockey, så er likviditeten så anstrengt i klubben, at den reelt er truet af lukning, mener flere eksperter. “Pengekassen nærmer sig bunden, hvis ikke den allerede er tom,” siger aktieanalytiker i Dansk Aktieanalyse, Frank Jensen, til Jyllands-Posten.AaB’s administrerende direktør Poul Sørensen erkender, at klubbens likviditet kunne være bedre, men at klubben ikke har problemer med at opfylde forpligtelserne overfor medarbejderne og at klubben kan betale sine regninger. AaB har lavet et underskud på 175-180 millioner kroner i 2009-2011, og sidste års aktiemission skaffede kun 37 millioner i stedet for de planlagte 50 millioner. “AaB har været i en dyb livstruende situation. De store underskud kan ikke gentage sig medmindre, der bliver tilført ekstern kapital, hvilket næppe er realistisk. Det er lige før lukketid, så AaB må ændre strategi og skære,” siger Morten Langer, der er redaktør på Aktieugebrevet til Jyllands-Posten. AaBs administrerende direktør Poul Sørensen har forøvrigt meddelt at han forlader AaB til sommer.