Elsemette Cassøe: Direktøren for det hele

I maj 2009 tiltrådte hun stillingen som Nordjyllands politidirektør. Dermed er hun øverste myndighed i landets næststørste politikreds og kvinden, der det sidste halvandet år har haft ansvar for at effektuere politireformen og lede en virksomhed bestående af anklagemyndighed, politi og administrativt personale. Derudover er hun hustru, mor og  mormor.
Tekst Pia Møller Søe  – Foto Sveinn Hjarterson

Elsemette Cassøe er cand.jur., virksomhedsleder og Marthapige. Hun har tilbragt store dele af sin barndom i Aalborg med at læse bøger og lytte til musik. Derudover gik hun hver tirsdag eftermiddag i tre år til Martha og lærte husholdningens dyder. Hun var engageret i skolen, et dygtigt barn, og har altid sat en ære i at gøre tingene ordentligt. I 1972 blev hun musiksproglig student fra Aalborghus Statsgymnasium, og fem år senere forlod hun Århus Universitet som cand.jur.

„At jeg endte på jurastudiet er lidt af en tilfældighed,“ fortæller Elsemette Cassøe. „Jeg havde på det tidspunkt en kæreste, der læste jura, og det blev jeg grebet af. Derfor besluttede jeg, at jeg ville søge det samme studie. Da jeg var færdig og skulle  arbejde med faget, var mit væsentligste kriterium, at jeg skulle have et spændende og udfordrende job. Jeg havde som sådan ikke andre ambitioner end det,“ fortæller hun.

[expand title=”Læs mere…”]

Synlig ledelse og kantinekaffe 

Elsemette Cassøe fik hurtigt job som politifuldmægtig ved Århus Politi, og frem til 1998 arbejdede hun som anklager ved henholdsvis Aalborg, Hobro, Løgstør og Hjørring  Politi. I 1998 udnævnes hun til statsadvokat i Aalborg, og med udnævnelsen til politidirektør i 2009 har hun sat et foreløbigt punktum på sin vej op ad karrierestigen.

„Selvfølgelig  var det en stor udfordring at tiltræde stillingen. Vi er stadig i gang med at tilrette og effektivisere hele systemet efter politireformen i 2007, og det er der uendeligt meget arbejde med,“ siger hun. „Det var en stor fordel, at jeg med mig ind i jobbet havde systemet på rygraden. Hele mit professionelle liv har jeg været beskæftiget i henholdsvis politi og anklagemyndighed, og det gør, at jeg har stor faglig indsigt,“ konstaterer hun.

Elsemette Cassøes stillingsbetegnelse betyder, at hendes primære arbejdsopgaver er organisationsledelse og strategiplanlægning i samarbejde med den øvrige ledelse. Hendes tilgang til jobbet er dedikeret og engageret, og hun er en synlig leder, der drikker sin kaffe i kantinen, deltager i personalemøder og forsøger at gøre sin berøringsflade i virksomheden konkret, med et ønske om også at være en informeret leder.

„De uformelle snakke, der opstår over en kop kaffe i kantinen er væsentlige for mig og for mit daglige virke, siger hun. Jeg er engageret og vil være informeret omkring hele organisationen og ikke kun på det overordnede plan.“

På toppen uden ledelsesambitioner

Egentligt har det aldrig været ambitionerne om at avancere i systemet, der har drevet Elsemette Cassøe. Hendes tilgang til det professionelle virke handler helt overordnet – og det har det altid gjort – om at løse enhver opgave ordentligt og omhyggeligt.

„Jeg har altid været ambitiøs, når det handlet om den enkelte opgave,“ siger Elsemette Cassøe. „Jeg har sat en ære i at være fagligt omhyggelig, og jeg stiller høje krav til mig selv. Det er det, der har ført forfremmelserne med sig, for de har altså ikke været et mål i sig selv.“

At være leder i en virksomhed, der har til opgave at løse en af de mest basale og væsentligste samfundsopgaver, kan til tider være en udsat post. Elsemette Cassøe har i sit job flere gange stiftet bekendtskab med pressens skarpe pen, og hun har måttet forsvare og forklare, både sine faglige beslutninger og personlige valg.

„Det er en del af jobbet. I mit erhverv skal man være meget villig til at stå frem, og der er høje krav til integriteten. Det har jeg fuld forståelse for, selv om tonen efter min mening af og til bliver for personlig. Jeg har skullet lære at stå frem, men det handler om, at jeg egentligt er en lidt reserveret personlighed,“ fortæller Elsemette Cassøe. „Allerede som helt lille pige var jeg meget genert, og det er jeg nok stadig, men i min stilling må man forvente offentlighedens interesse, og det har jeg lært at forholde mig til,“ siger hun.

At Elsemette Cassøe overtog posten som politidirektør på et tidspunkt, hvor man endnu er i gang med at effektuere en politireform, der helt grundlæggende har ændret på struktur og arbejdsmetoder, har betydet, at hun har skullet forholde sig til en række spørgsmål, der både i pressen og offentligheden har været livligt debatteret.

„Jeg kan sagtens forstå, at det kan være vanskeligt at vurdere, om politiet er blevet styrket efter reformen. Ingen skal være i tvivl om, at enhver i vores organisation arbejder benhårdt på at få den nye struktur til at fungere optimalt. Jeg indrømmer gerne, at der er ting, der kan blive bedre – men vi har faktisk allerede nået en række af de resultater, der var meningen med reformen, så overordnet er resultatet en mere effektiv og velstruktureret organisation. Det handler jo om, at danskerne – populært sagt – får mest politi for pengene. Den historie, eller den realitet, ville jeg ønske, at vi kunne få kommunikeret bedre ud til borgerne,“ siger hun. „Når pressen rejser en debat om mig som politidirektør eller statsadvokat, må jeg leve med det, men når jeg hører de ret entydigt vinklede historier om et ueffektivt politi, eller når der sættes spørgsmålstegn ved vores arbejdsmoral og -vilje, så irriterer det mig voldsomt. Der kunne jeg godt ønske mig lidt flere nuancer,“ konstater hun.

At føle sig hjemme

Elsemette Cassøe er selv et menneske med mange nuancer. Hun er mor til to børn og arbejdede, da de var små, på deltid for at kunne være en nærværende mor. Hun er gift for anden gang med Michael, der er læge, og så er hun mormor. Og altså Marthapige.

„Mit husmorgen er i virkeligheden ret veludviklet. Da jeg var barn, sagde min mor til mig, at hun fandt det en smule problematisk, at jeg ikke var i stand til at varetage huslige sysler. Konsekvensen af det blev Marthaskole i tre år, og den slags rækker ind i eftertiden,“ smiler hun. „Det betyder jo eksempelvis, at jeg har lært at lave
bechamelsovs fra grunden. Jeg er faktisk ret glad for at lave mad og holder i øvrigt af praktisk arbejde. Det hænder, at jeg strikker til mine børnebørn – og så er jeg ivrigt friluftsmenneske og nyder alt havearbejde,“ fortæller hun.

Elsemette Cassøe mestrer den sjældne kunst at være dedikeret til sit faglige virke uden at miste grebet om det nære liv i familien.  Det er hårdt arbejde at fusionere faglighed og familie, og helt uden omkostninger er det sjældent.

„Selvfølgelig har jeg undervejs været en mor med dårlig samvittighed som de fleste andre,“ siger hun, „men jeg har haft nogle klare prioriteter, og det betyder, at da mine børn var hjemmeboende, var jeg enten mor eller på arbejde – og ikke ret meget andet. Jeg var ikke dengang engageret i foreninger eller fritidsinteresser, og det har betydet, at det alligevel lykkedes at være til stede begge steder. Jeg kan huske, at jeg, da mine børn, der i dag er voksne, fyldte 18 år, kiggede på dem og åndende sådan lidt lettet op. De er nemlig begge blevet begavede, ordentlige og dejlige unge mennesker, og så kan det da ikke have været helt galt,“ smiler hun.

Når Elsemette Cassøe er på arbejde, skænker hun sjældent sit privatliv en tanke. Hun adskiller de to verdener ret konsekvent – om end det hænder, at arbejdsopgaverne rykker med hjem i form af rapporter og mails, der skal læses. Når hun holder helt fri – og det gør hun med mellemrum – befinder hun sig bedst hjemme eller på fjorden.

„I virkeligheden er jeg et rigtigt hjemmemenneske. Jeg nyder mine weekender – som mormor, i haven eller på fjorden sammen med Michael. Da jeg mødte ham, præsenterede han mig for sejlsporten, og det holder jeg meget af i dag. Selvfølgelig bruger jeg også min fritid på at få nogle kulturelle oplevelser. Vi går i teateret eller til en udstilling, men skal jeg være helt ærlig, vil jeg allerhelst nyde mine fridage hjemme på matriklen,“ griner hun.

Kun det bedste er godt nok

Elsemette Cassøe er vores politidirektør. Hun varetager jobbet i erkendelsen af, at det er stort ansvar. Hun gør sig umage. Hver dag. Hun vil huskes for at have været et ordentligt menneske i enhver sammenhæng – og for at have gjort sit bedste. Når hun holder fri, er hun mor og hustru og måske allermest mormor. Så deler hun sofaen – og dynen – med et vågent barnebarn, og nyder at få lov til at være nærværende og spille en rolle i børnenes liv.

Hun føler sig hjemme i det hele. I jobbet, i familien og i den landsdel, der det meste af livet har været hendes base. Hun har ingen ambitioner om at ændre på noget af det.

„Jeg befinder mig godt i den her tilværelse. Min søster siger med mellemrum til mig, at jeg brænder mit lys i begge ender. Det er jeg uenig i. Jeg er ikke et stresset eller fortravlet menneske. Jeg nyder mit job, og jeg føler, at jeg varetager det så godt jeg overhovedet kan – og at det rækker. Jeg er stolt af vores organisation og vores indsats. Faktisk er Aalborg blandt 95 storbyer i Europa udpeget som den tryggeste by og det resultat er blandt andet baseret på, at politiet er synligt i bybilledet. Jeg føler, at jeg også har tid og ro til at være til stede i min familie og nyder vores samvær. Jeg gør mit bedste, og det må man godt hvile i – til gengæld kan man heller ikke være andet bekendt,“ konstaterer hun.

[/expand]