Business Class

Vi kører længere på literen

Nye biler kører nu i gennemsnit over 20 kilometer per liter brændstof, mens brugte biler i gennemsnit er oppe på næsten 17 kilometer. Desuden er udbuddet af såvel nye som brugte biler, der kører over 20 kilometer per liter brændstof, mere end fordoblet på bare to år. Det viser en ny analyse af bilmarkedet, som Spar Nord og BilBasen står bag.

Danskernes biler bliver stadig mere brændstoføkonomiske. Nye dieselbiler kører nu i gennemsnit 21,7 kilometer på literen, mens brugte dieselbiler er oppe på 18,2 kilometer i gennemsnit. Og for benzinbilerne er effektiviteten oppe på 18,9 og 15,8 kilometer per liter brændstof for henholdsvis nye og brugte biler.

– Ser vi bare seks til syv år tilbage, kørte vores nye biler kun omkring 12 kilometer på literen, så der er tale om noget af en revolution i den danske bilpark, siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm.

Han henviser til, at det er afgiftsomlægninger, spare-humør og en kraftig stigning i udbuddet af minibiler, der får danskerne til at vælge brændstoføkonomisk.

– Krisen har gjort det til en folkesport at spare penge, og derfor tager vi imod de brændstoføkonomiske biler med kyshånd, siger Martin Lundholm.

Stort udbud af 20 km/l-biler

Ifølge analysen fra Spar Nord og BilBasen kan danskerne lige nu vælge mellem hele 162 nye bilmodeller på det danske marked, som alle kører over 20 kilometer på en liter brændstof. Til sammenligning var der i 2010 71 modeller og i 2006 kun 11 modeller.

Også på brugtbilmarkedet er udbuddet af brændstoføkonomiske biler vokset markant. Lige nu er der knap 12.000 brugte biler til salg, som kører over 20 kilometer på en liter brændstof. Det er mere end en fordobling på bare to år.

– Alle de store bilproducenter har efterhånden fået øjnene op for, at køberne i dag vil have biler, der kører langt på literen. Og dertil kommer, at bilimportørerne i stor stil underbyder hinanden for at tilbyde danskerne den billigste minibil, siger direktør i BilBasen og Bilinfo Morten Heuing.

Opvejer prisstigning på brændstof

Den forbedrede brændstoføkonomi betyder, at danskere i nye biler reelt ikke betaler mere for brændstof i dag, end de gjorde for seks år siden. For mens prisstigninger på benzin har gjort det knap 6.700 kroner dyrere at køre 20.000 kilometer om året, så kører benzinbilerne i dag så meget længere på literen, at det sparer ejerne for knap 7.300 kroner til benzin. Resultatet er en samlet besparelse på 600 kroner.

Samme billede tegner sig for nye dieselbiler, mens regnestykket ikke helt går op for danskere i ældre biler. For selv om den gennemsnitlige, brugte bil også kører længere på literen, så har prisstigninger på brændstof gjort det 1.100 kroner og 1.400 kroner dyrere for henholdsvis diesel- og benzinbillister, der kører 20.000 kilometer om året.

– Siden 2006 er både benzin og diesel steget omkring 45 procent, men den gennemsnitlige bilejer, som har en ny bil og et uændret kørselsbehov, intet har mærket til den stigning, uddyber Martin Lundholm.

Analysen af bilmarkedet er baseret på de 100 mest omsatte bilmodeller på henholdsvis ny- og brugtbilmarkedet.

De 10 mest brændstoføkonomiske biler

Følgende nye biler med almindelige motorer er aktuelt de mest brændstoføkonomiske:

1. Kia Rio 1,1 CRDI 75 Eco Plus: 31,3 km/l.

2. VW Polo 1,2 Tdi 75 Bluemotion: 30,3 km/l.

3. Smart Fortwo Coupé 1,08 54 Pulse: 30,3 km/l.

4. Ford Fiesta 1,6 FDCI 95 ECO II: 30,3 km/l.

5. Renault Twingo 1,5 cDi 75: 29,4 km/l.

6. Peugeot 208 1,4 e-HDI 68 Active ESG: 29,4 km/l.

7. Citroën C3 1,4 eHDi 70 ESG: 29,4 km/l.

8. Seat Ibiza 1,2 TDi 75 Eco: 29,4 km/l.

9. Skoda Fabia 1,2 TDi 75 Greenline: 29,4 km/l.

10. Toyota Yaris 1,5 H2 CVT TT: 28,6 km/l.

.elementor-search-form__container");if(!n.length)return;var t='';n.prepend(t)}}}),elementorFrontend.hooks.addAction("frontend/element_ready/search-form.default",(function(n){elementorFrontend.elementsHandler.addHandler(e,{$element:n})}))}));