I samarbejde med Mercedes-AMG præsenterer Bang & Olufsen nu det seneste i rækken af virksomhedens anerkendte BeoSound surround sound-systemer til biler. BeoSound AMG Surround Sound System er tilgængeligt i alle modeller af den nye SL, har samme kraft og finesse som de tidligere versioner af BeoSound lydsystemerne og byder derudover på en række detaljer, der er unikke for Mercedes-Benz’ nyeste sportsmodel.
Matchende design
Et Bang & Olufsen surround sound-system er altid designet specifikt til den bilmodel, det installeres i – og BeoSound AMG Surround Sound System er ingen undtagelse. De dynamiske linjer i interiøret på SL går igen i de vinklede højttalergitre i aluminium, der er fordelt i kabinen. Gitrene er desuden forsynet med et laserætset Bang & Olufsen logo, men designet tjener ikke kun et æstetisk formål. Gittermønstret maksimerer også de lydbølger, der strømmer gennem gitteroverfladen. Selv lyset i bilen er taget under kærlig behandling: Bang & Olufsen anvender den lyssensor, der er placeret under bakspejlet, til nænsomt at justere diodelyset fra de to akustiske linser, der er placeret på hver sin side af instrumentbrættet, og dermed skabe perfekte lysforhold i kabinen.
En symfoni af lyd og teknologi
BeoSound AMG Surround Sound System er spækket med imponerende teknologi. Således leverer de energibesparende, kompakte ICEpower- og DSP-forstærkere helt ubesværet 900 watt til de 12 aktive neodymhøjttalere. Der er to Bang & Olufsen patenterede akustiske linser monteret på instrumentbrættet, og de spreder den højfrekvente lyd i en 180-graders vandret vinkel og forstærker den fantastiske følelse
af rum, lydbillede og realisme.
Patenteret basteknologi
Som noget nyt er BeoSound AMG Surround Sound System blevet udstyret med Daimlers patenterede frontbas-teknologi. De to 125-watt subwoofere er anbragt i bilens fodrum, så mest muligt af lyden gengives foran passagererne. Desuden er de to subwoofere monteret direkte på bilens chassis frem for i et traditionelt subwooferkabinet. Dette reducerer ikke kun vibration, men giver også mulighed for en større højttalerdiameter og dermed kraftigere kickbas. Placeringen af de to subwoofere øger frekvensområdet (op til 200 Hz), så dørmonterede bashøjttalere ikke længere er nødvendige.
Afstemt lyd
Selv når taget er slået ned, leverer BeoSound AMG Surround Sound System klar og ensartet lyd takket være teknologi som Bang & Olufsens patenterede VNC system (Vehicle Noise Compensation). Systemet kompenserer for faktorer som bilens hastighed og støj fra både kabinen og omgivelserne og baner vejen for en uindskrænket lydgengivelse. Lydsystemet anvender desuden Bang & Olufsens patenterede True Image™ algoritme til at fordele lyden til de 12 højttalere for at genskabe overbevisende 5.1-kanals surround sound fra næsten enhver multikanalskilde – herunder dvd audio/video og DTS cd. Foruden de sædvanlige betjeningsfunktioner, som balance, udtoning, diskant og bas, er der også mulighed for at finindstille BeoSound AMG Surround Sound System efter antal personer og deres placering i kabinen.
Bedste brand – igen
For fjerde gang i alt og tredje år i træk har læserne af det tyske bilmagasin auto motor und sport valgt Bang & Olufsen som det bedste brand.
Bang & Olufsen vandt i car-fi-kategorien foran 26 andre producenter af lydsystemer til biler. Læserne af auto motor und sport stemte også på car-fi som én af de tre mest interessante produktkategorier i den årlige afstemning.
Matchende brands
BeoSound AMG Surround Sound System er yderligere et bevis på Bang & Olufsen og Mercedes-Benz’ succes som udviklere af avanceret car-fi.
Samtidig indikerer det, at de to globale brands ser frem mod et frugtbart samarbejde i årene fremover.
– Det er en oplevelse i sig selv at se, hvordan teknikere fra begge virksomheder samarbejder om at skabe den perfekte lydgengivelse i hver bilmodel. Tilsammen investerer vi en betragtelig mængde ressourcer og tid i vores lydsystemer. Derfor er det et spændende øjeblik, når man er klar til at høre det endelige resultat, og endnu mere spændende er det at præsentere Bang & Olufsen BeoSound AMG lydsystemet for potentielle kunder, siger Jens Peter Zinck, administrerende direktør for Bang & Olufsen Automotive.