Vejgaard Revision i nyt samarbejde

Vejgaard Revision har indgået et strategisk samarbejde med Kvist & Jensen, statsautoriserede revisorer A/S. Samarbejdet betyder, at Vejgaard Revision nu kan trække på en vifte af specialer indenfor forskellige fagområder, og det sikrer kunderne en fortsat både kvalificeret og kompetent rådgivning.

Desuden udvider Vejgaard Revision i første omgang med at søge en statsautoriseret revisor, der vil kunne glæde sig over en attraktiv arbejdsplads uden overarbejde. På sigt satser revisorerne på at vokse til 15-20 mand. I dag er de otte.

– Næsten dagligt kommer der nye lovmæssige og kvalitetsmæssige krav til revisorbranchen. Derfor udfordres små revisorvirksomheder af den øgede byrde. Ved at gå flere sammen kvalitetssikrer vi, og hos Kvist & Jensen sidder en række specialister med fingeren på pulsen. Samtidig vil vi fortsætte med samme ihærdighed og høje serviceniveau.
Forskellen fra før til nu ligger i, at vi med det strategiske samarbejde kan nå flere og større virksomheder, ligesom banker og advokater vil kunne fatte interesse for vores virksomhed, fordi vi kan matche nye typer af opgaver ved at få en faglig opgradering, mener registreret revisor Flemming M Nielsen.

-Med samarbejdet sikrer vi nattesøvnen og kvaliteten, sådan lidt populært sagt. Vi er overbevist om, at det indebærer store fordele for kunder og medarbejdere. Desuden ved vi, at vi kan imødekomme de faglige og lovmæssige krav, som revisorbranchen bydes. For os er det vigtigt, at der er kvalitet helt ned i detaljen. Intet må blive en tilfældighed, vurderer registreret revisor Sten V Kristensen.