En ny markant spiller træder nu som den første i energibranchen ind på den danske crowdfunding-scene. Danmarks største andelsejede energi- og fibernetkoncern, SEAS-NVE indgår strategisk samarbejde med Dansk Crowdfunding Forening og Booomerang for at sætte crowdfunding på dagsordenen udenfor de store byer, skabe lokal vækst, grøn omstilling og digitalisering.
Danskernes interesse for crowdfunding ereksploderet det seneste år. Med 800 succesfulde låne- og rewardbaserede crowdfundingprojekter alene i 2016 er der sket en fordobling i forhold til 2015, hvor tallet var under 400, viser Vækstfondens seneste analyse af det danske crowdfundingmarked.
Men fordoblingen i projekter er primært sket hos iværksættere i de store byer og fra region Fyn, Syd- og Nordjylland. Her griber iværksætterne den moderne andelsbaserede finansieringsmulighed til gode forretningsidéer. På Sjælland og Øerne er crowdfunding derimod ikke rigtig kommet i gang.
Nu vil Danmarks største andelsejede energi-og fibernetkoncern, SEAS-NVE hjælpe udvikling og vækst på vej i de sjællandske landdistrikter og derudover sætte strøm til den grønne omstilling og digitalisering i hele Danmark med det nye crowdfunding-initiativ: vistøtter.dk
Crowdfunding er en naturlig del af fremtidens andelsbevægelse
– Crowdfunding er et naturligt skridt at tage for SEAS-NVE. Lige som andelsbevægelsen samler folk om en fælles sag, så kan crowdfunding på meget kort tid samle en stor gruppe mennesker i et fællesskab, hvor det på bedste demokratiske vis er flertallet, der afgør, om et projekt skal støttes og leve videre, siger Rikke Harbo Trikker, kommunikationschef i SEAS-NVE.
Hun forklarer, at SEAS-NVE gennem længere tid har fulgt crowdfunding med både interesse og undren over, at der ikke har været større interesse for crowdfunding uden for de større byer.
-Vi oplever, at utroligt få mennesker i vores forsyningsområde på Sjælland og Øerne aktivt bruger crowdfunding. Derfor er det helt naturligt for os at være med til at introducere crowdfunding som et alternativ til at få realiseret de mange gode idéer og projekter, der bobler frem i regionen. Det giver os på en og samme tid mulighed for at være tidssvarende og fortsat støtte udviklingen af vores region og sætte yderligere gang i hele Danmarks grønne omstilling og digitalisering.
SEAS-NVE har sammen med Danmarks største crowdfundingplatform Booomerang.dk oprettet vistøtter.dk, hvor interesserede opfordres til at starte deres crowdfundingprojekter. SEAS-NVE vil via vistøtter.dk støtte udvalgte crowdfundingprojekter, der enten er med til at fremme Region Sjællands udvikling på enhver måde, eller som er med til fremme digitaliseringen og den grønne omstilling overalt i Danmark.
Dansk Crowdfunding Forening: Håber crowdfunding nu spredes til hele Danmark
Under sloganet ”Den Nye Andelsbevægelse” har Dansk Crowdfunding Forening siden stiftelsen i 2014 arbejdet målrettet på at gøre crowdfunding alment kendt og brugt i Danmark. Og siden 2014 har der også været en eksplosiv udvikling i både antallet af projekter og størrelsen af beløb, der bliver samlet ind, viser Vækstfondens analyse af det danske crowdfundingmarked fra november 2016. I 2009 var der blot ét enkelt succesfuldt rewardbaseret projekt. Blot seks år senere var der 236 succesfulde projekter i 2015.
-Vi har siden 2014 årligt haft 275 aktive projekter alene på Booomerang.dk. Og det er ud af en pulje på over 2000 forespørgsler siden 2014 på projekter, der gerne ville ind på platformen, siger Michael Eis, der er næstformand i Dansk Crowdfunding Forening og stifter af crowdfunding-platformen Booomerang.dk.
-Kvaliteten af projekterne er simpelthen steget og flere og flere har fået øjnene op for mulighederne i crowdfunding. Før 2014 var crowdfunding primært et urbant fænomen. I dag gør folk fra landområderne – især, Fyn, Sønderjylland og Nordjylland – brug af crowdfunding. Derfor er vi også rigtig glade for, at en vigtig spiller som SEAS-NVE nu kan være med til at udbrede kendskabet til crowdfunding på Sjælland og Øerne, hvor fænomenet ikke er særligt kendt eller brugt endnu”, slutter Michael Eis.
Første crowdfundingprojekt – Elbåde med solceller på taget
Med projektet Fjordland Sunboats bliver parret Sanne og Kenneth Svanholt fra Holbæk, de første til at gøre brug af SEAS-NVE’s nye crowdfundinginitiativ: vistøtter.dk. Parret drømmer om at samle penge ind til at kunne udleje eldrevne bæredygtige både på time- og dagsbasis med sejlads i fjordlandet.
-Vi bestræber os altid på at kunne give vores gæster den bedst mulige sejleoplevelse. Det har vi arbejdet på siden 2013, og det arbejder vi stadig på. Vi har en drøm om at kunne give folk en endnu bedre sejleoplevelse ved at tilbyde sejlture i eldrevne turbåde med solceller på taget. Det ville betyde bæredygtige sejlture på fjordene uden lyden af dieselmotorer i baggrunden. Den drøm, håber vi, kan blive opfyldt med hjælp fra vores nye crowdfundingkampagne, og samtidig håber vi det kan give os en god indikation på den almene interesse for vores nye projekt”, siger Sanne og Kenneth Svanholt, ejere af Fjordland.dk.
Alle der støtter Sanne og Kenneth Svanholts crowdfundingbestræbelser bliver belønnet. Hvis man for eksempel støtter med 500 kr. får man tre timers gratis bådleje med 7 venner eller forretningsfobindelser. Støtter man med 2.500 kr. får man to hele dages bådleje, som eksempelvis kan bruges til firmaarrangementer. Alle der støtter deltager samtidig i lodtrækningen om en hel uges bådleje i luksusbåd med seks sovepladser og privat soldæk.
Stort behov for alternative finansieringsmuligheder i landdistrikterne
Hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard sig over udsigten til en ny motor, der kan drive udvikling og vækst i landdistrikterne:
-Vækst og udvikling i erhverv og bosætning i hele Danmark er afgørende for at skabe et Danmark i bedre balance. Her kan crowdfunding være med til skubbe nye projekter og gode forretningsidéer i gang. Der er nemlig et meget stort behov for alternative finansieringsmuligheder, når det gælder projekter udviklet af lokale ildsjæle og iværksættere, især i landdistrikterne. Det er samtidig en nytænkning og revitalisering af det lokale ejerskab til lokale initiativer. Det er derfor meget positivt, at SEAS-NVE introducerer et nyt initiativ, der skal støtte projekter indenfor grøn omstilling og digitalisering i landdistrikterne”, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard
Fakta:
Et stærkt samarbejde:
- SEAS-NVE støtter crowdfunding-projekter. vistøtter.dk
- Dansk Crowdfunding Forening vil gøre Danmark til verdensmester i crowdfunding. danskcrowdfundingforening.dk
Sådan fungerer det i praksis:
- Hjemmesiden vistøtter.dk er en underside til den eksisterende crowdfundingside booomerang.dk.
- Alle interesserede iværksættere, kunstnere, foreninger og andre kreative ildsjæle kan via vistøtter.dk rejse penge til at realisere deres gode idéer og projekter gennem økonomisk støtte fra enkeltpersoner, i egne og i nye netværk.
- SEAS-NVE støtter to typer projekter: Lokale projekter, initiativer og arrangementer, der fremmer den lokale udvikling i Region Sjælland og projekter, der fremmer digitaliseringen og den grønne omstilling til vedvarende energi på landsplan.
- Alle indkomne projekter screenes og kvalitetstestes, inden de bliver igangsat og lagt på vistøtter.dk.
- Når en crowdfundingkampagne sættes i gang, vurderer SEAS-NVE fra kampagne til kampagne, om det er en kampagne, som skal udvælges til at modtage støtte.
- Booomerang.dk er godkendt af Finanstilsynet, og skal derfor leve op til krav om gennemsigtighed af hvidvaskning af penge. Derfor skal fødselsdato oplyses ved oprettelse af crowdfunding-projekter på Booomerang.dk