Business Class

Orifarm hæver standarden for, hvad virksomheder kan gøre for deres opsagte medarbejdere

Sådan sagde en af deltagerne efter medicinalvirksomheden Orifarms store virksomhedsbesøg tirsdag d. 20. november i Odense. Ved arrangementet deltog godt 100 repræsentanter fra det fynske erhvervsliv, bl.a. Odense Boldklubs sponsornetværk og Udvikling Fyn.

Det var dog ikke erhvervslivet, der var i fokus men derimod Orifarms medarbejdere – de medarbejdere, der med udgangen af 2013 står uden job, da virksomheden flytter deres produktions- og lagerfaciliteter til Tjekkiet. Formålet med virksomhedsbesøget på Orifarm var at hjælpe de opsagte medarbejdere med at øge deres professionelle netværk og skabe kontakter, der måske i fremtiden kan hjælpe dem videre i nyt job.

På arbejdsmarkedet er det helt afgørende for den jobsøgende at arbejde med networking, da det i højere grad er den vej igennem, at virksomheder rekrutterer i dag. Derfor fik Orifarms medarbejdere brug for deres talegaver, da de ved arrangementet fik mulighed for at snakke med de erhvervsfolk, der deltog. Ligeledes fik erhvervsfolkene chancen for at møde de mange kompetente og engagerede medarbejdere fra Orifarm.

Efter at have hilst på en masse spændende mennesker ved arrangementet følte flere medarbejdere, at de havde fået ny energi til at fortsætte deres jagt på nyt arbejde.

Orifarms medarbejdere er blevet undervist i forandring; hvordan forandring påvirker os og hvordan, vi kan lære at være mere omstillingsparate. I den forbindelse deltog også tidligere håndboldlandsholdspiller Camilla Andersen ved arrangementet, der holdt et underholdende og inspirerende foredrag om sit liv efter karriereskift fra håndboldbanen til erhvervslivet.

Ud over virksomhedsbesøget har Orifarm gang i en lang række aktiviteter, der skal forbedre deres afskedigede medarbejderes jobmuligheder. I Rådgivningscentret i Orifarms hovedkvarter tilbydes hjælp og ressourcer til CV-skrivning, jobsøgning og ansøgninger til uddannelse og kurser. Derudover har Orifarm udsendt knap 1000 medarbejderkataloger til fynske virksomheder, der giver en kort præsentation af hver enkelt medarbejder. Medarbejdernes CV’er kan desuden findes på den online CV Bank www.orifarm.dk/nytjob, hvor det også er muligt at se en videopræsentation.