Business Class

Nej til Bilka i Hjørring

I et svar til Venstres nordjyske folketingsmedlem Karsten Lauritzen siger Miljøminister Ida Auken nej til at Hjørring må give Dansk Supermarked lov til at omdanne A-Z til et nyt Bilka. Miljøministeren mener, at store butikker i de større byer vil være på bekostning af borgere, byliv og butikker i de omkringliggende mindre byer. Det skriver P4 Nordjylland.

Ifølge Hjørrings socialdemokratiske borgmester, Arne Boelt, handler det ikke om, at flere vendelboer skal tage til Hjørring og handle. Det handler om, at de mange nordmænd, der kommer, gerne skal lægge nogle flere penge i Hjørring. Han er træt af, at regeringen ikke lytter.

– Det er jo ikke ret godt, hvis ikke vi kan få lov til at snakke om tingene og sige, hvorfor vi synes, det er et problem, siger Arne Boelt.

Ifølge folketingsmedlemmet Karsten Lauritzen er flertallet i Hjørring Byråd, som anbefaler et Bilka, bedre end en minister i København til at vurdere, hvad der vil være godt for Hjørring. Han ærgrer sig derfor over ministerens svar.

– Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen lægger en politik frem, der fører til nedlæggelse af arbejdspladser i stedet for at skabe grundlag for flere. Og det er jo det, der ville ske, hvis A-Z i Hjørring ville få lov til at blive til et Bilka, siger han til P4.

Senestenyheder