Millionerne i den såkaldte LAG-ordning er blevet omsat til aktiviteter, som har skabt mange arbejdspladser i danske landdistrikter og yderområder. Det viser en ny forskningsrapport fra Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet.
– LAG-midlerne har fungeret som katalysator for mange interessante projekter og genereret en væsentlig beskæftigelse set i forhold til de anvendte midler, står der blandt andet i rapporten.
Pengene i puljen fordeles af såkaldte Lokale Aktionsgrupper (LAG), der sender dem i retning af forskellige initiativer, som skaber aktiviteter, fornyelse og liv i de danske landområder.
Og initiativerne har virket. Regeringen har skønnet, at midlerne i sidste programperiode har bidraget med en bruttobeskæftigelse på 651 job, mens Center for Landdistriktsforskning i en ny rapport vurderer, at aktiviteterne i LAG-indsatsen har bidraget til en samlet beskæftigelseseffekt på ca. 2.400 arbejdspladser.
– Hvis man skal give et bedste bud på beskæftigelseseffekten, må det blive, at der formentlig er skabt ca. én ny arbejdsplads for hver 100.000 kr., der er givet i støtte på området. Det svarer til, at der under denne ordning er skabt ca. 2.400 arbejdspladser, vurderes det i rapporten fra Center for Landdistriktsforskning.
Hos Landdistrikternes Fællesråd, der repræsenterer 47 kommuner rundt i landet, er formand Steffen Damsgaard begejstret over de nye tal.
– Det er meget positivt, at det nu viser sig, at de lokale aktionsgruppers initiativer og de erhvervsrettede projekter, som de lokale aktionsgrupper har støttet, har skabt endnu flere arbejdspladser end først antaget. Det viser, at LAG-ordningen i den grad har sin berettigelse, siger han og fortsætter:
– Nu har vi fået bevis for, at lokale ildsjæle og iværksættere skaber en reel forskel, når det handler om at sikre vækst og udvikling i hele Danmark.
De Lokale aktionsgrupper har blandt andet givet støtte til projekter, der styrker turisme, men også forskellige mikrovirksomheder og iværksættere er blevet hjulpet i gang af LAG-midlerne.
På trods af de positive resultater står midlerne over for en stor millionbesparelse. Den daværende Venstre-regering besluttede nemlig i starten af 2016 at omlægge landdistriktsmidlerne. Midlerne reduceres med en tredjedel i 2017 og i årene frem mod 2020.
– De positive beskæftigelseseffekter slår med tydelighed fast, at beskæringen alt andet lige vil medføre et betydeligt tab af potentielle arbejdspladser – og dermed også betyde færre nye iværksættere og virksomheder i de områder, som har mest brug for dem. Vi håber derfor, at erhvervsminister Brian Mikkelsen vil tilbagerulle beskæringen af LAG-puljen og derved gavne vækst og jobskabelse i landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) deltager tirsdag i samråd om beskæftigelseseffekterne af LAG-indsatsen. I den forbindelse har Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer bedt ministeren forholde sig til, om det var hensigtsmæssigt af regeringen at foretage en besparelse i LAG-midlerne fra 90,3 mio. kr. til 63 mio. kr. fra og med 2017 (svarende til 30 pct.) i forhold til jobskabelse og tilflytning til landdistrikterne.