Boligrente falder til en tredjedel

Boligejere med de populære F1-lån kan se frem til at få skåret mere end 2/3 af deres renteudgifter, når F1-lån for mere end 230 milliarder kroner skal på auktion til december. Ifølge en analyse fra Spar Nord lander F1-renten på bare 0,30 procent – det laveste nogensinde.

Tusindvis af boligejere skal have fastsat ny rente på deres realkreditlån til december, og meget tyder på, at det bliver rekordbilligt at være boligejer med rentetilpasningslån. Mange boligejere med F1-lån har siden december sidste år betalt 1,12 procent i rente, men de kan nu se frem til en rente på bare 0,30 procent og slipper dermed med at betale 1/3 af den rente, de har været vant til.

Det viser en ny analyse fra Spar Nord.

Sparer 5.500 kroner

For boligejere med et afdragsfrit F1-lån betyder det forventede rentefald et fald i ydelsen på godt 5.500 kroner om året efter skat for et lån på en million kroner.

– Hvis F1-renten lander på 0,30 procent, så kan man næsten tale om, at F1-lånet er blevet et rentefrit lån. Men bidraget skal naturligvis fortsat betales, siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm.

Ifølge de seneste tal fra Realkreditrådet tegner F1-lånet sig for omkring 45 procent af boligejernes samlede boliglån svarende til 635 milliarder kroner.

– F1-lånet har siden introduktionen fået enorm stor udbredelse, og derfor vil en lav rente på december-auktionen betyde, at rigtig mange boligejere kommer til at opleve mærkbare fald i ydelsen, uddyber Martin Lundholm.

Tre drivkræfter

Ifølge Martin Lundholm er der hovedsageligt tre årsager til, at danske boligejere med F1-lån kan se frem til rekordlave renter.

Først og fremmest har verdens største kapitalforvalter på obligationsmarkedet – amerikanske Pimco – for nylig peget på netop danske F1-lån som en god investeringsmulighed i et usikkert marked, hvor blandt andet en europæisk recession truer. Dertil kommer, at danske banker i september lånte 40 milliarder kroner via en særlig udlånsordning i Nationalbanken, og de penge bruger bankerne blandt andet til at købe F1-lån for.

Endelig fremhæver Martin Lundholm, at danske boligejere i den seneste tid er begyndt at udskifte F1-lån med F3- og F5-lån. Dermed reduceres udbuddet af de F1-lån, som mange investorer efterspørger.

– Når udbuddet af F1-lån falder, og efterspørgslen fortsætter med at være massiv, så må investorerne tage til takke med lavere renter – til gavn for boligejerne i Danmark, siger han.

F3 og F5 i bund

Spar Nords analyse viser også, at december-auktionen vil presse renten på F3- og F5-lån i bund. F3-renten ventes på december-auktionen at lande på 0,70 procent, mens F5-renten ventes at lande på 1,25 procent.

– Skal du eksempelvis refinansiere et afdragsfrit F3-lån, som du har haft siden 2009, vil din rente falde fra 2,82 procent til omkring 0,70 procent. Det svarer til en årlig besparelse efter skat på mere end 14.000 kroner per million, du har lånt, uddyber Martin Lundholm.

For boligejernes foretrukne realkreditinstitut Totalkredit forløber december-auktionen fra 22. november til 6. december.

Spar Nord har i analysen taget udgangspunkt i Nykredits 10-dages gennemsnitlige auktionsrente.