Bedre udviklingsmuligheder i kystområderne, friere rammer for bosætning og erhverv i landdistrikterne og flere muligheder for brug af danske sommerhuse. Det er essensen af den nye planlov, der blev vedtaget torsdag i sidste uge.
Formand Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd er glad for, at der nu er kommet friere rammer for den fysiske planlægning for arealanvendelse i Danmark, som er en væsentlig del af rammen for vækst- og udviklingsmuligheder i hele landet.
– Det er positivt, at Folketinget har vedtaget lovforslaget om modernisering af planloven, som uden tvivl vil være med til at skabe bedre udviklingsmuligheder i landdistrikterne. Det trækker i den rigtige retning i forhold til at skabe vækst og udvikling i hele Danmark, siger han.
Den nu tidligere planlov var fra 1992 og udformet på basis af lovgivning fra 1970’erne.
Bedre erhvervsmuligheder i landdistrikter
Den nye planlov betyder, at der bliver bedre muligheder for at drive virksomhed, arbejde og bo i landdistrikterne. Det indebærer mere tidssvarende rammer for landbruget og mulighed for udvikling af attraktive landsbyer, oplyser Erhvervsministeriet.
Et af de konkrete elementer er, at borgere og virksomheder nu får ret til at bruge overflødiggjorte bygninger, såsom gamle mejerier og skoler, til nye formål uden at skulle søge om landzonetilladelse.
– Det er positivt, at man giver mulighed for, at overflødiggjorte bygninger kan anvendes til andre formål uden landzonetilladelse og at der altid kan udvides med op til 500 kvm uden landzonetilladelse. Det er med til at fjerne en væsentlig barriere for erhvervsudvikling i landzonen, siger Steffen Damsgaard.
Derudover hæfter formanden for Landdistrikternes Fællesråd sig ved, at den nye planlov nu giver mulighed for, at borgere kan om- eller tilbygge deres helårshuse med op til 500 m2 uden landzonetilladelse samt at kommunerne får mulighed for at udpege to omdannelseslandsbyer hvert fjerde år.
Steffen Damsgaard understreger dog samtidig, at det ærgrer ham, at kommunerne får mere råderum til styre detailhandel uden for byerne. Det kan nemlig i værste fald betyde mere butiksdød i landdistrikterne, fortæller han.
Et boost til turismeerhvervet
For at give bedre vilkår for turismeerhvervet vil der med den nye planlov kunne udlægges og omplaceres kystnære sommerhusområder, sommerhuse vil kunne benyttes i en større del af året, og der ryddes op i kystnære reservationer til ferie og fritidsanlæg. Tiltag som vækker glæde hos Landdistrikternes Fællesråd.
– Jeg er meget glad for, at det bliver muligt at udleje sommerhuse i flere uger om året og at seniorer får mulighed for at bosætte sig i et sommerhus efter kun et års ejerskab. Samtidig laves der ny-udpegning af sommerhusområder. Dette vil betyde flere nye sommerhusegrunde, hvilket vil bidrage til at styrke turismeerhvervet, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:
– I forhold til strandbeskytelseslinjen så vi gerne, at den blev lempet mere, selvom det er godt, at justeringen af reglerne kan give kommuner, turismevirksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv bedre muligheder for at etablere faciliteter. Derudover er det også positivt, at borgerne i større omfang får retten til deres egen have tilbage, fastslår han.
Damsgaard understreger videre det positive i, at kommunerne kan udpege udviklingsområder i kystnærhedszonen uden særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser, hvor der kan åbnes op for byudvikling og nye anlæg. Landdistrikternes Fællesråd havde dog håbet, at kystnærhedszonen ville blive ophævet, da den hæmmer for vækst og udvikling uden for de største byer.
Ændringerne af planloven blev vedtaget af Folketinget den 1. juni 2017. Lovforslaget hed L 121.