Business Class

Alternativ energisparekampagne talte til maven

Danmarks største affalds- og energiselskab har haft succes med et meget utraditionelt initiativ, hvor man helt bogstaveligt valgte at tale til maven for at få danskerne til at spare på varmen – og det virkede.
Alle energiforsyningsselskaber i Danmark er pålagt ved lov at opfordre sine kunder til at spare på energiforbruget. Danmarks største affalds- og energiselskab, Vestforbrænding i Glostrup, valgte at bruge dette års kampagneinitiativ radikalt anderledes end tidligere:

 

”Vi har gennem mange år oplyst på mere traditionel vis med klassiske kampagneelementer som reklamer i aviserne, brochurer, oplysning på vores og kommunernes hjemmesider mv. Men vi sad med følelsen af, at nu skulle der gøres noget anderledes. Noget, som kunne få folk til at skifte fra den gode tanke og over til konkret handling,” siger Per Wulff, teknik- og energichef hos Vestforbrænding.

 

Resultatet blev, at Vestforbrænding d. 12. november 2012 åbnede et temmelig utraditionelt pizzeria. Hos Vest Pizza, som pizzeriaet blev navngivet, kunne alle indbyggere i et stort boligområde i Ballerup med mere end 2.000 private hjem få gratis pizza i en hel uge . Altså, såfremt beboerne i området samlet set sparede på varmen og delte otte simple varmeråd med hinanden. Og det gjorde de.

 

“Alle er klar over, at der både er et miljøhensyn og en personlig økonomisk gevinst ved at spare på varmen, men mange tænker, at det er småpenge, og at det alligevel ikke nytter noget, når naboen bare fyrer løs. Derfor ønskede vi at skabe et opsigtsvækkende initiativ, som både skabte sammenhold blandt beboerne om en fælles sag, og som samtidig konkret fik vist, at der er sjovere ting at bruge penge på end varme,” fortæller Per Wulff og fortsætter:

 

”Vi oplevede en helt anden opmærksomhed på kampagnebudskaberne, end vi normalt har set. Vores oplevelse er samtidig, at vi også har fået de unge i tale på den her måde, hvor de opfordrede deres forældre til at varme rigtigt. Og skulle der være en enkelt eller to, som bare kom for at få en gratis pizza, så har vi det helt ok med det,” slutter Per Wulff.

 

Hvis alle danskere med fjernvarme fulgte de helt simple varmeråd i kampagnen, ville de samlet få tre milliarder kroner mere mellem hænderne – til julegaver for eksempel.

 

Se denne lille film, der viser, hvordan Vestforbrænding fik danskerne til at spare på varmen:

http://www.youtube.com/watch?v=8SRYzQnCSSk

Fakta:

Ifølge brancheorganisationen Dansk Fjernvarme har 1.600.000 danske husstande fjernvarme. Det svarer til mere end 63 % af alle danske husstande. (kilde: danskfjernvarme.dk)

En husstand med fjernvarme i Danmark bruger i gennemsnit 13.650 kroner om året på varme. (kilde: danskfjernvarme.dk)

Danmarks største forbrændingsanlæg, Vestforbrænding, vurderer, at der kan spares op til 15 % af varmeforbruget ved at følge helt simple varmeråd. Det svarer til en gennemsnitlig

besparelse på mere end 2000 kroner årligt per hustand. – Og 3 milliarder årligt for alle landets husstande med fjernvarme.

70 % af danskernes varmeforbrug ligger i perioden fra november til maj.