Business Class

Forbruget er ikke gået ned

Forbrugerne er slet ikke så tilbageholdende med at bruge penge. Tal fra detailhandelen er misvisende, for en stor del af indkøbene er flyttet til skjulte salgskanaler, skriver epn.dk.

Faktisk er forbruget på samme niveau som i jubelåret 2007, men det kan ikke mærkes i butikkerne. Årsagen er, at forbrugerne i stadig større stil køber tøj, elektronik og diverse varer gennem andre salgskanaler end de fysiske forretninger. En stor del af forbruget er dermed mere eller mindre skjult og tæller ikke med i statistikkerne. Derfor er billedet af forbruget herhjemme misvisende eller i bedste fald ufuldstændigt.

Negativ spiral

Analyse- og trendvirksomheden Pej Gruppen har undersøgt forbrugsudviklingen de seneste år og når frem til den overraskende konklusion, at forbruget reelt ikke er faldet. Synspunktet bakkes op af en forbrugerøkonom og repræsentanter for detailhandelen.

»Danskerne har et hemmeligt forbrug, som de færreste er opmærksomme på. Derfor er salget af forbrugsvarer slet ikke så fodslæbende, som vi har fortalt hinanden. I virkeligheden er forbruget på niveau med 2007, da vi blev kåret som Europas bedste forbrugere. Det er faktisk lidt af en kollektiv løgnehistorie, som har været med til at skabe en negativ spiral,« siger direktør Louise Byg Kongsholm, Pej Gruppen, ifølge epn.dk