Sparbanks aktionærer siger ja til fusion

Sparbanks aktionærer har netop stemt ja til at fusionere banken med Spar Nord. Det skete på en ekstraordinær generalforsamling i Skive mandag aften, hvor den overvejende majoritet af aktionærerne bakkede op om fusionsplanen.

Fusionen mellem Sparbank og Spar Nord er nu tæt på at være en realitet.

Mandag aften mødtes Sparbanks aktionærer i Skive til ekstraordinær generalforsamling for at tage stilling til den fusionsplan, som de to bankers bestyrelser har fremlagt, og som aktionærerne valgte at tage godt imod, idet den overvejende majoritet af aktionærerne stemte for fusionsplanen.

Ledelse og ejere enige

Såvel Sparbanks ledelse som ejere er dermed enige om, at en fusion med Spar Nord og

med Spar Nord som det fortsættende selskab, er den rigtige beslutning.

– Vores suverænt største aktionær – Spar Vest Fonden – havde på forhånd tilkendegivet, at de ville stemme ja til fusionen. Derfor er jeg ikke overrasket over resultatet af generalforsamlingen, siger administrerende direktør i Sparbank Bent Jensen og fortsætter:

– Men det er naturligvis tilfredsstillende at have aktionærernes opbakning på plads, for dermed har vi nået endnu en vigtig milepæl i fusionen.

Han tilføjer, at han nu ser frem mod Spar Nords generalforsamling tirsdag aften, hvor Spar Nords aktionærer stemmer om fusionsplanen og forventeligt baner den sidste del af vejen for, at fusionen kan blive en realitet. Dog skal Finanstilsynet formelt set også godkende fusionen, og det kan først ske efter Spar Nords aktionærer har taget stilling.

Fakta om Sparbank:

23 filialer i Midt- og Vestjylland, Aarhus og København.

325 kompetente, fleksible og engagerede medarbejdere.

Etableret i 1857 med hovedsæde i Skive.

Ca. 16.000 aktionærer.