Business Class

Nu sender de nordjyske sygehuse sms-påmindelser til patienterne

17.950. Så mange gange udeblev patienter fra deres aftaler på de nordjyske sygehuse alene i første halvår af 2012. Det antal håber regionen nu på at nedbringe med et nyt tiltag, der skal minde borgerne om deres aftaler via sms.

Heidi Stubben Vangsgaard, der er lægesekretær på Aalborg Sygehus, glæder sig over, at hendes afdeling nu har mulighed for at sende sms-påmindelser til patienterne:

– Det er noget, vi har glædet os til længe. Og det er også noget, vi har brug for – nogle gange oplever vi, at fire-fem patienter udebliver på én dag, siger Heidi Stubben Vangsgaard.

NemSMS hedder løsningen, der siden før sommerferien har kørt i pilotdrift på bl.a. Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Sygehus, hvor Heidi Stubben Vangsgaard arbejder. Kort fortalt giver den nye løsning sygehusene mulighed for automatisk at sende sms-påmindelser til patienterne forud for deres planlagte aftaler på sygehuset.

Udover at nedbringe antallet af udeblivelser er håbet, at NemSMS også kan være med til at nedbringe ventetiderne på de nordjyske sygehuse. Sygehusene kæmper nemlig med, at folk glemmer deres aftaler, og det har konsekvenser for ventelisterne:

– Når en borger glemmer en aftale på sygehuset i dag, er den pågældende tid ikke alene spildt, efterfølgende skal borgeren som regel også have en ny tid, hvilket er med til at forlænge vores ventelister, siger direktør Dorte Stigaard.

Hun håber derfor, at NemSMS kan hjælpe borgerne med at huske deres aftaler på sygehuset, så flere dukker op, eller så patienterne husker at aflyse deres tid, så en anden patient dermed får mulighed for at få gavn af den.

Brug for hjælp fra borgerne

Men før regionen kan få lov til at sende sms-påmindelser, og dermed høste gevinsterne ved løsningen, så kræver det, at borgerne selv tilmelder sig NemSMS på www.borger.dk/nemsms. Modsat private tandlæger, fysioterapeuter og andre fagpersoner, som frit kan sende sms-påmindelser til borgerne, er dette ikke muligt for regionen, der er underlagt Persondataloven.  Det betyder, at borgerne aktivt skal give samtykke på www.borger.dk/nemsms, før det er tilladt for regionen at sende sms-påmindelserne.

– Vi håber, at rigtig mange vil tilmelde sig. Jo flere der tilmelder sig, jo større udbytte af løsningen vil vi kunne mærke på sygehusene, siger Heidi Stubben Vangsgaard.

Patienterne er glade for sms’erne

Selvom proceduren er den, at borgerne selv skal tilmelde sig NemSMS på www.borger.dk/nemsms, så har man på Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Sygehus, i perioden som pilotafdeling, gjort en aktiv indsats for at få folk til at tilmelde sig, ved at tilbyde at assistere med tilmeldingen. Og faktisk har Heidi Stubben Vangsgaard endnu ikke fået et nej, når hun har spurgt patienterne, om de kunne tænke sig at blive tilmeldt NemSMS:

– Jeg er højst stødt ind i, at folk ikke har haft muligheden, fordi de ikke har haft mobiltelefon, siger hun og tilføjer:

– Men det er faktisk også noget, patienterne selv har efterspurgt i lang tid. De kender det jo fra f.eks. tandlægen, og er glade for, at de nu også kan få den service fra sygehuset.

Hun understreger dog også, at NemSMS ikke må stå alene. Det skal ikke erstatte indkaldelsesbrevene, men derimod supplere dem og på den måde udgøre en ekstra service:

– Nogle gange booker vi jo folk til tider et år ude i fremtiden, og sådan en tid kan man jo nå at glemme mange gange. Så er det altså rart med en sms, siger Heidi Stubben Vangsgaard.

Ikke nogen ekstra arbejdsbyrde

Noget af det man på Lungemedicinsk Afdeling ser som en stor fordel ved NemSMS er, at det ikke har krævet de store ressourcer at få stablet løsningen på benene i afdelingen:

– NemSMS var hurtigt at få op at stå, og det er meget nemt at bruge. Sms’erne sendes automatisk, så det er ikke nogen ekstra arbejdsbelastning for os overhovedet. Og i de tilfælde, hvor vi har hjulpet folk med tilmeldingen, så er det noget, der har krævet ganske få klik i vores Bookingsystem, som vi kender godt, og allerede arbejder i hver dag, siger Heidi Stubben Vangsgaard.

– Det er da muligt, at der er nogle ulemper ved projektet – men vi har ikke fundet dem endnu, slutter hun af.