Murermester Morten Vandkjær Steiniche fra Hjørring slipper nu for at betale den bøde på 10.000 kroner, han fik i forbindelse med en dom om overtrædelse af udlændingeloven i september. Han fik dommen, fordi hans vietnamesiske murerlærling Toan Minh Le ikke havde opholdstilladelse.
Et faktum, som det viste sig, at hverken murermesteren, den vietnamesiske lærling selv, SU-styrelsen, EUC Nord eller SKAT var klar over. Toan Minh Le kom til Danmark som barn, og først da han som 22-årig søgte om et kørekort blev det opdaget, at han opholdt sig illegalt i landet. Efter nogle måneders forgæves forsøg på at få en opholdstilladelse rejste Toan Minh Le i 2010 ud af landet og herefter blev murermesteren ét år senere idømt en bøde for ikke at have undersøgt lærlingens opholdstilladelse.