Med fem store og lyse klasselokaler, et velindrettet radiorum, et Mediatek (de studerendes bibliotek), et veludstyret Desktoplokale, to store lokaler til fullmission simulatorer samt flere gode grupperum er mulighederne for at have såvel mange studerende som kursister i huset på én gang nu til stede, skriver kanalfrederikshavn.dk i dag.
Skolens økonomiske rammer til byggeriet af den nye skole levnede ikke plads til det helt store indkøb af tidssvarende møblement. Skolen udsendte derfor i efteråret et “may-day”, der må siges at være blevet hørt.
Skagen Skipperskole er utrolig taknemlig for den generøsitet og velvilje, den har mødt fra nær og fjern og vil derfor gerne herigennem sende en stor og varm tak til alle der har støttet skolen med et sponsorat. Uden de mange venner og støtten fra erhvervet omkring Skagen Skipperskole ville det ikke have været muligt at nå målet: Opførelsen af Århundredets Skipperskole i Skagen.