De seneste måneder er de positive forventninger i nordjysk erhvervsliv stort set blevet indfriet. Især produktionen og eksporten har været stærke, og virksomhederne forventer, at fremgangen fortsætter året ud. Til gengæld er der fortsat usikkerhed omkring virksomhedernes ordreindgang og beskæftigelse, viser et nyt nordjysk konjunkturbarometer.
Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet har i samarbejde med Vækstforum Nordjylland og Spar Nord Fonden offentliggjort et nyt Nordjysk Konjunkturbarometer. Analysen tager temperaturen på det nordjyske erhvervsliv ud fra virksomhedernes meldinger om den faktiske udvikling i 3. kvartal 2012 og deres forventninger til 4. kvartal 2012.
Produktion og eksport er lyspunkter i global usikkerhed
Gennem hele 2012 har de nordjyske virksomheder haft positive forventninger til deres produktion, hvilket også afspejles i den faktiske udvikling i produktionen i 3. kvartal. Her har 30 % af virksomhederne oplevet fremgang mens 20 % havde tilbagegang. Denne udvikling svarer stort set til de fremtidige forventninger til produktionen i årets 4. kvartal.
Modsat peger barometeret for beskæftigelsen stadig nedad. Gennem det seneste halve år er både den faktiske udvikling og forventningerne til beskæftigelsen faldet, hvilket hænger sammen med usikkerheden på de globale markeder. Dette ser ikke ud til at ændre sig resten af året, idet der stadig er flere virksomheder der venter tilbagegang end fremgang.
Eksporten er derimod fortsat et lyspunkt i nordjysk erhvervsliv, og de positive forventninger til 3. kvartal blev endda overgået af den faktiske udvikling i eksporten. Samtidig forventer virksomhederne yderligere fremgang resten af året.
Virksomhederne er blevet bedt om at vurdere, hvorvidt den pågældende økonomiske størrelse vil være større, uændret eller mindre i den betragtede periode sammenlignet med den tidligere periode.