Den positive udvikling i huspriserne ses bedst i Nordjylland med en stigning på 2,6 pct. i maj. Nordjylland er eneste region med positiv årsudvikling
Salgspriserne på villaer og rækkehuse er steget lidt i fire ud af fem regioner i løbet af maj måned. Den positive udvikling kommer i kølvandet på tre måneder med stigninger i salgspriserne på ejerlejligheder og kan være gode tegn for boligmarkedet. Det fremgår af den nyeste udgave af Boligsidens Markedsindeks, som bygger på bolighandlerne gennemført i maj 2012.
Foråret endte godt for mange af landets hussælgere. Det gode vejr i maj blev ledsaget af højere salgspriser på villaer og rækkehuse i de fleste dele af landet. Samlet steg salgspriserne i løbet af maj med 0,6 pct. Det viser tal Boligsidens Markedsindeks, der netop er offentliggjort i dag af boligsiden.dk, Danmarks mest besøgte boligsite.
Stigningen er ganske vist meget lille, men ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk, kan det være positivt, at salgspriserne er steget i det meste af landet:
– Priserne er steget i fire ud af fem regioner, og selvom der er tale om meget små stigninger, kan udviklingen være et positivt tegn, da den skal ses i sammenhæng med, at salgspriserne på ejerlejligheder nu er steget tre måneder i træk – og ofte, når vi oplever øget aktivitet på markedet for ejerlejligheder, påvirker det husmarkedet positivt. Det ser ud til, at mange boligkøbere udnytter det lave prisniveau kombineret med det historisk lave renteniveau til at kigge efter og købe nyt hus.
Fin udvikling i Nordjylland
Den positive udvikling i huspriserne ses bedst i Nordjylland. Her steg salgspriserne for tredje måned i træk, og den steg med 2,6 pct. i maj måned. Ser man på de seneste 12 måneder, ligger priserne i dag knap 1 pct. højere end ved udgangen af sidste forår. Dermed er Nordjylland den eneste region med en positiv årsudvikling.
– Huspriserne er steget med 1 pct. det seneste år i Nordjylland som den eneste region i Danmark, og i maj er priserne steget med 2,6 pct. Og det, der er særligt interessant ved de nordjyske prisstigninger, er, at huspriserne den seneste måned faktisk er steget i samtlige kommuner i Nordjylland bortset fra Læsø og Morsø som den eneste region. Vores nye opgørelse tyder på godt nyt til de nordjyske boligsælgere, siger Birgit Daetz.