
– Ansættelsen af mig som direktør er et udtryk for et ledelsesmæssigt generationsskifte, men jeg glæder mig til fortsat at kunne trække på Søren Kragelund, som er en fantastisk kapacitet, og som fortsat vil være at finde i parken og i bestyrelsen. Jeg kommer jo heldigvis ikke til en virksomhed i krise. Fårup Sommerland er en supergod park, der aldrig har stået bedre. Fårup har et stærkt brand og en supergod stab med masser af ambitioner, som jeg glæder mig til at være med til at føre ud i livet, siger Per Dam Jensen til Business Class. Han har de seneste to år været medlem af Fårup Sommerlands bestyrelse ved siden af sit arbejde som administrerende direktør for underholdningsvirksomheden MBO Group A/S, der bl.a. ejer Burhan G og Nephews pladeselskab Copehagen Records. Per Dam Jensen erstatter medindehaver Henrik Schnack, der træder ud af direktionen og fremover vil være direktør i moderselskabet M. Kragelund Holding.
















